INTERVIEW. Udlandet var besynderligt længe om at opdage Lars Mikkelsen, der i årevis har været kendt som en af Danmarks stærkeste skuespillere. Men med roller i nogle af de mest populære serier på verdensplan, ’Sherlock’ og ’House of Cards’, er den 54-årige dansker endelig rykket ind på verdensscenen.
At han er kommet for at blive, blev slået fast, da det forleden blev annonceret, at Mikkelsen har fået en rolle i ’The Witcher’, Netflix’ kommende store fantasy-satsning, der uden tvivl skal forsøge at udfylde tomrummet efter ’Game of Thrones’, der slutter næste år. Her skal han spille over for ingen ringere end Superman, Henry Cavill.
Udover at være i front for ’Herrens Veje’ på DR er Mikkelsen dog først tilbage som den russiske præsident Petrov i sjette og sidste sæson af ’House of Cards’. Den manipulerende Petrov har været en fanfavorit sidens sit indtog i seriens tredje sæson, hvor han gav Frank Underwood kam til sit hår, og han har optrådt i hver sæson siden.
Seriens fremtid var ellers usikker, da Kevin Spacey blev fyret efter adskillige anklager om sexchikane. Men serien fortsætter: Frank Underwood er død, og Robin Wrights Claire Underwood tager i stedet førertrøjen. På forhånd fik vi at vide, at Mikkelsen ikke ville svare på spørgsmål om netop Spacey.
Vi mødte Lars Mikkelsen på et hotel i indre København forud for premieren på den endegyldige ’House of Cards’-finale.
Petrov har før fungeret som Frank Underwoods ligemand og spejlbillede, men nu står han lige pludselig over for Claire. Hvordan ser du forskellen i dynamikken mellem de to karakterer?
»Vi søgte efter, at der skulle være en undertone af noget andet. Han har i hvert fald stor respekt for hende. Hvor Frank mere var en modstander, og hvor respekten byggede på en eller anden form for genkendelse, så tror jeg, at han er noget mere usikker på, hvor han har hende. Også ud fra et rent maskulint usikkerhedsmoment. Det er en kvinde, og hvad er hendes dagsorden i virkeligheden? Det er sådan, forskellen udmønter sig«.
Hvordan var det at spille over for Robin Wright?
»Hun er fantastisk, meget intelligent, har meget humor og er meget kærlig i forhold til at åbne sig for andre. Det har jeg selv oplevet, når jeg har spillet hovedroller: Det betyder sindssygt meget for dem, der er med i små roller, at der bliver åbnet op for en, og at man føler, man har lov til at være der«.
At revse et rum
Hvordan har det været at vende tilbage til Petrov-karakteren år efter år?
»Det har været super dejligt. Specielt når man først har fået skabt noget, som folk ikke synes er idiotisk, men hvor de faktisk bruger det igen og igen. Man får mere selvsikkerhed og ved meget mere, når man står der igen, og kan byde ind med mere. Det gør det mindre angstfyldt som skuespiller«.
Er der noget specifikt, du skal gøre for at komme ind i Petrov-rollen?
»Jeg laver et enormt arbejde med accenten hver gang, så det ikke bare bliver på gefühl. I starten var arbejdet meget, meget stort, for jeg kunne intet russisk, og jeg havde kun hørt accenten på tv.
Det arbejde har man jo med sig, og det gør det lidt hurtigere at tilegne sig igen. Men arbejdet skal stadig laves, fordi presset er så enormt stort, når du spiller på noget, der ikke er dit eget sprog. Man vil ikke bruge alt for meget energi på at tænke på sproget, man vil hellere tænke på at spille og være til stede«.
Helt fra starten var der sammenligninger mellem Petrov og Putin. Har du ladet dig inspirere af Putin i dit skuespil?
»Ja, jeg har helt sikkert kigget på ham. Jeg så en dokumentar, hvor jeg kiggede på, hvordan han revser et rum. Angsten hos de mennesker, der bliver revset, skaber ham i virkeligheden mere, end det at han hæver stemmen.
Men jeg har egentlig kigget mere på Lavrov og Medvedev (Ruslands udenrigsminister og tidligere præsident, red.) i forhold til at kommunikere og være suave. De ting er mere en del af Petrov end af Putin.
Men der er noget i Putins magtfuldkommenhed, som Petrov også har, som jeg kunne bruge. Der er også en tilgang til socialisering i Østeuropa, der er anderledes end i Vesteuropa. Vi møder altid hinanden med et smil og gør den anden helt sikker på, at man ikke vil noget ondt. Det gør man ikke nødvendigvis der, og det skaber et andet møde. De går lidt mere til stålet«.
»Hold kæft de har højt niveau«
Vi har fået at vide på forhånd af de pr-ansarlige, at du ikke vil snakke om Kevin Spacey, og det har vi selvfølgelig forståelse for, men vi vil alligevel gerne høre, hvorfor du ikke synes, det er relevant at snakke om?
»Jeg har ikke sagt, at det ikke er relevant. Jeg ved bare ikke så meget. Det er det, der er problematikken. Jeg har kun mødt ham som én, jeg har spillet sindssygt godt sammen med, og som modtog mig enormt pænt.
Alle de afsløringer, der er kommet, står jeg en smule uden for. Jeg kommer ind, arbejder én dag og tager hjem. Så kommer jeg igen i tre dage og tager hjem. Det betyder, at mit kendskab til, hvad der foregår rundt om serien, er meget begrænset.
Jeg har kun mødt en mand, som var helt i orden over for mig, og som er en fantastisk skuespiller. Men det, der er sket, er jo sket af en årsag. Og jeg kan ikke se, hvordan de skulle have håndteret det anderledes.
Min fornemmelse på settet var, at folk var skide taknemmelige for at få lov til at gøre det færdigt. Det kunne lige så godt være gået af helvede til, og så var det slut. Men de valgte at sige: ’Nej, vi laver den færdig’. Da jeg kom ind lidt senere i sæsonen, var der et ekstremt fokus på at få gjort det godt og få det sluttet ordenligt af. Der var ikke noget snak om det«.
Hvordan var det at sige farvel til serien?
»Det var sørgmodigt, men vi havde en god aften, hvor vi fik sagt farvel til hinanden. Jeg skulle sige farvel til mange gode arbejdskammerater. Nogle fantastiske skuespillere. Hold kæft, hvor har de højt niveau! Man skal helt op og træde på den høje klinge for at være med.
På den anden side prøver jeg at være kynisk, da jeg har en tendens til det sentimentale. Jeg smider altid mine manuskripter ud bagefter. Så er det væk, det er ikke en del af mit liv mere.
Den allerførste ting, jeg lavede, var en forestilling oppe på Aalborg Teater, hvor jeg hvor jeg stod og tudede, da vi skulle sige farvel til hinanden. Og jeg kan huske, at nogle af de gamle i gårde tydeligt stod og tænkte: ’Wow. Han har meget at lære’«.
Slip naturalismen
Er der en specifik ting, du har taget med fra din oplevelse på ’House of Cards’?
»Noget af det, jeg tager med mig, både fra ’House of Cards’ og ’Sherlock’, er pladsen til replikken, der ikke er til stede på samme måde i de dramaer, vi selv laver. I mange år har man siddet ved skærmen og sagt: ’Hvad for noget?’, fordi vi godt kan lide den der undertrykte naturalisme, hvor vi alle sammen er helt dead pan. I virkeligheden ville det jo have betydet, at vi begge havde siddet og sagt ’hvad’ 47 gange indtil videre. Den virkelighed findes jo ikke, den er konstrueret.
Oplevelsen af at komme ind på et set, hvor replikken i den grad skal være der, skaber et helt andet rum at spille i, hvor der er plads til meget mere figur og følelse. Det har jeg taget med hjem i ’Herrens Veje’, hvor vi så også er blevet skoset af visse anmeldere: ’Det er rædselsfuldt, man kan jo høre, hvad de siger!’«.
Jeg snakkede med Lars Ranthe for nogle uger siden, og han gav udtryk for præcis det samme. Han savnede noget mere ekstremt, ligesom i amerikansk film og tv.
»Det er det, der er skægt. På grund af sprogbarrieren har vi ikke noget problem med, at de gør det. Der er ikke nogen, der sidder og siger: ’Det der var godt nok overspillet’. Hvis vi vil have nogle andre historier, noget der kan noget mere, skal vi slippe den form for naturalisme. Ellers så gentager vi bare os selv«.
Er det noget, du konkret går efter i dine næste roller?
»Ja, det gør jeg hele tiden nu, for nu vil jeg ikke på noget tidspunkt sidde og tænke: ’Hvad sagde jeg der?’. Hvis der er skrevet replikker, er det vel meningen, at man skal kunne høre dem. Andet giver for helvede ikke mening«.
Læs også: Robin Wright fortæller, at ’House of Cards’ var »meget, meget tæt på« at lukke