’The Return’: Adoptionshybrid med Thomas Hwan er umulig at sætte i bås

CPH:DOX. Billedet af en lukket og kædelåssikret port, garneret gavmildt med pigtråd i både top og bund, åbner danske Malene Chois doku-fiktions-hybrid ’The Return’. Bag lågen anes et roligt hav, der skvulper stilfærdigt på lydsiden. Et slags forjættet land eller måske et hav så dybt, at man ikke kan bunde?

Vi befinder os i Sydkorea, hvor 34-årige Karoline (Karoline Sofie Lee) er tjekket ind på et hostel i Seoul, der udelukkende huser andre adopterede koreanere fra hele verden. Fælles for dem alle er, at de er på rejse tilbage til moderlandet i et forsøg på at opspore deres biologiske og kulturelle rødder. Kan de dirke låsen op og bryde igennem porten? Og hvad venter i så fald på den anden side?

På hostellet KoRoot møder hun også danske Thomas (spillet med imponerende naturlighed af Thomas Hwan), der med ro og tilbagelænet attitude hjælper den tydeligt anspændte Karoline til rette i det fremmede miljø. Thomas er høj, smuk og spiller endda følsomt på guitar, så der er ikke noget at sige til, at Karoline og han sender hinanden akavet-søde blikke i det skjulte. Her i deres måske spirende forelskelse ses og mærkes filmens fiktionsgreb tydeligst. Illusionen eller den interessante tvivl, du sidder med fra start, brydes, når der i samtaler de to imellem krydsklippes på klassisk fiktionsmanér.

’The Return’ er Malene Chois debut. Sammen med manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen væver hun egne erfaringer som adopteret sammen med research og interviews til en film, der konstant befinder sig i krydsfeltet mellem fiktion og virkelighed.

Gennem karaktererne Karoline og Thomas – der, for at gøre forvirringen total, spilles af skuespillere ved navn Karoline Sofie Lee og Thomas Hwan – både iscenesætter og dokumenterer Choi. Som en art forlængelse af eller stand-in for instruktøren snakker Karoline og Thomas med andre af de unge logerende på KaRoot om deres oplevelser som adopterede. Samtalerne flyder naturligt, og fortællingerne kommer længere ind under huden på en og forstås bedre end et smægtende drama med violiner og deraf afledte trillende tårer måske ville være i stand til.

Filmen fungerer dog bedst, når Choi, i fællesskab med stortalentet Catherine Pattinama Coleman bag kameraet, fremmaner følelser og stemninger forbundet med den meget specifikke situation, fortællingens Karoline og Thomas befinder sig i. Coleman indfanger Seouls smalle, kuperede gyder, moderne metrostationer, mikroskopiske køkkener og neonoplyste natteliv næsten uden spor af andre mennesker. En lænket hund byder gøende Karoline og Thomas velkommen, da de sejler til en nærliggende ø i detektivarbejdet med at opspore Karolines mor. Selvom de nu er på rejsen sammen, er det også en enormt ensom og fremmedgjort tilstand af identitetslimbo, de befinder sig i.

Kan Karoline og Thomas bryde igennem porten til moderlandet? Kan deres længsler efter svar forløses, og hvad vil det helt konkret sige at vende tilbage? Sådan er Malene Chois svært kategoriserbare ’The Return’ fuld af spørgsmål, digressioner og stilistiske plet- og fejlskud.