‘Anton 90’

Anton er i midten af 20’erne, han har ikke rigtigt kunnet tage sig sammen til noget siden gymnasiet, arbejder stadig i et usselt biludlejningsfirma, bor i et grimt højhus, er forelsket i den æggende Ida, men forfalder til den blanke Katharina fra bagerforretningen, mens hans bedste ven, den homoseksuelle Stefan, prøver at hanke op i ham og hans tilværelse.

Dét er Antons liv – en helt almindelig ung slacker, som vi alt for sjældent ser overbevisende portrætteret på dansk tv. Mens de unges eksistentielle kriser i skismaet mellem uendelige valg og en manglende evne til at beslutte noget som helst bliver rigt skildret i amerikanske serier som ’Girls’, ’Broad City’, ’Looking’ og ’Master of None’, handler de fleste danske serier stadig om midaldrende mænd og ihjelslåede kvinder.

Og dem, der ikke gør (som ’Sjit Happens’ og ’Hedensted High’), savner autenticitet og den fornemmelse for, hvordan det egentlig er at være ung, som de bedste amerikanske serier besidder.

Emma Sehested Høeg som Katharina.

DR3’s ’Anton 90’ kommer derfor forfriskende ud af affyringsrampen, og med sine 10 afsnit á blot otte minutter stykket er det samtidig den første rigtigt vellykkede danske eksponent for det fortælleformat, webserier som ’High Maintenance’, ’Broad City’ og ’The Misadventures of Awkward Black Girl’ har findyrket i USA. Den kondenserede form forudsætter en stram fortælleøkonomi, og med sine i alt 80 minutters spilletid lykkes det da også ’Anton 90’ at fortælle en simpel, stram historie om kærlighed vs. hurtige knald med mere nærvær end så mange serier på 13 timelange afsnit.

Tilmed skiller hovedforfatterne Jacob Katz Hansen og Rasmus Olsens historie sig fortrinligt ud fra de amerikanske slackerforbilleder som ’Girls’, ’Broad City’ og ’Difficult People’, idet den rykker handlingen væk fra hipsterrederne i storbyen og ud til det gråmelerede parcelhusdanmark, hvor der jo for fanden også bor helt normale unge mennesker, uden at de behøver være bøvede eller småkriminelle af den grund, hvilket man ellers kan fristes til at tro, hvis man udelukkende får sit danmarksbillede gennem fiktionens verden.

TV 2 Zulus ’Fucking Fornuftig’ med TopGunn var tidligere i år ude i et lignende ærinde som ’Anton 90’, men med en lidt selvfed kendiskøbenhavnermasturbation som akilleshæl.

Anton er en dejlig hovedkarakter, fordi han hverken er uintelligent eller douche – han er, som de fleste andre ude i virkeligheden, bare på udkig efter kærligheden og har, når det kommer til stykket, ikke noget dybfølt behov for at være player med fast tid til kønssygdomscheck hos lægen (i øvrigt en sjov, mild udgave af Ricky Gervais hysterisk morsomme doktor fra ’Louie’). Anton er et følsomt, uexcentrisk gemyt, der måske nok roder rundt, men gør det af et godt hjerte.

Aske Bang som Antons chef, Bertram.

Og så er vi slet ikke nået til det mest opsigtsvækkende greb ved ’Anton 90’: Vi ser aldrig Anton! Serien er filmet fra hans subjektive point of view, som i et førstepersons-computerspil. Det er et ualmindeligt svært greb, som filmkunsten har eksperimenteret med i hvert fald siden Philip Marlowe-krimien ’The Lady in the Lake’ fra 1947, og som sjældent fungerer uden for horror/thriller-genren (eller det korte musikvideoformat, jf. The Prodigy-klassikeren ’Smack My Bitch Up’), fordi der skal ske noget meget håndgribeligt ydre, som kompenserer for vores manglende blik på hovedkarakteren.

Med andre ord taler sandsynligheden for, at den slags ender som en trættende, flashy gimmick – og alligevel er det her blevet en fornemt integreret del af fortællingen, ikke mindst fordi så stor en del af vores indre liv og ydre relationer er udliciteret til Facebook-chats, sms’er, Tinder og diverse andre apps. Anton chatter med sin emoticonoverforbrugende mor og flirter med Ida i to simultane chats, som man nu gør, og jeg har sjældent set en film eller serie, der inkorporerer de sociale medier så smidigt som denne.

Den skal ikke anstrenge sig for at virke ung, men er det bare, og førstepersonsperspektivet understøtter det elegant. Det er smågenialt tænkt af hovedforfatterne og instruktør Martin Skovbjerg (aka DJ Er Du Dum Eller Hvad), som alle hermed har slået deres navne fast som someone to watch.

Jens Christian Buskov Lund som Antons bedste ven Stefan.

Allan Hyde taler, grynter og sukker troværdigt i hovedrollen som Anton, mens Aske Bang er uimodståeligt gusten som Antons chef for biludlejningsfirmaet, der får selv den værste brugtvognsforhandler til at ligne Moder Theresa, og som må have en slags Tinder-rekord i flest højreswipes per sekund. Også Emma Sehested Høeg er ret forrygende som den overpeppy, blondinedumme og sært charmerende Katharina, der er allergisk over for gummi, gluten og muligvis glidecreme.

Med sine talfattige locations og få karakterer er det tydeligt, at serien er lavet for en bøjet femøre, men den kompenserer med komisk sans for detaljen, som når Anton lader sig distrahere på sin date af en mand, der slingrende forsøger at bugsere en standerlampe væk bag på en knallert ude foran caféen.

’Anton 90’ når måske ikke frem til de mest overraskende sandheder om livet som twentysomething anno 2015, og de enkelte afsnit varierer i styrke, men den holder et fornøjeligt og virkelighedstro spejl op, som mange vil kunne genkende sig selv i, om det så handler om kampdruk eller klamydiapinde gennem dilleren (der gør nas at se gennem Antons øjne).

Og så er det altså decideret progressivt at give en fuck for de gængse måder at lave tv på herhjemme. Endelig en højst vellykket dansk serie til Tinder-generationen.