’37’: Puk Grastens debutfilm om berømt amerikansk mord er sanselig, men uvedkommende

’37’: Puk Grastens debutfilm om berømt amerikansk mord er sanselig, men uvedkommende

Natten til den 13. marts 1964 blev den 28-årige, lesbiske Catherine Susan ’Kitty’ Genovese voldtaget og stukket ihjel på åben gade foran sit lejlighedskompleks i en pæn del af Queens, New York. Adskillige naboer hørte hendes skrig om hjælp, men ingen kom til undsætning.

Efterfølgende bragte New York Times en harmdirrende artikel med overskriften ’37 mennesker, som så et mord, ringede ikke til politiet’. Hvor var medmenneskeligheden i Queens den nat? Adspurgt om, hvorfor ingen slog alarm udtalte Kittys naboer blandt andet: »Jeg var træt«. Og: »Jeg havde ikke lyst til at involvere mig«.

Mordet og særligt dets omstændigheder chokerede USA, psykologer talte om ’tilskuer-effekten’, og forbrydelsen analyseres endnu. Som i seneste sæson ’Girls’, hvor Adam i afsnit fem medvirker i en storstilet teatergengivelse af den skæbnesvangre nat. Og nu altså også i danske Puk Grastens eksperimenterende debutspillefilm ’37’, der nøgternt fremstiller et udsnit af Kittys naboers dagligdag i timerne op til mordet.

’37’ fokuserer hovedsageligt på tre dysfunktionelle familier i en opbruds-60’er-tid i USA, hvor det spirende hippiefrisind syntes at udgøre en lige så stor trussel mod den idealiserede nuclear family som russernes nuclear bombs, hvor rumkapløbet fyldte børns hoveder med flyvende tallerkner, og Vietnam-krigen allerede havde varet et horribelt årti.

Det ældre jødiske Bernstein-par bor med barnebarnet Debbie (Sophia Lillis), en mentalt ustabil 12-årig, hvis mor har begået selvmord. Oven over dem flytter den sorte familie Smith ind, bestående af højgravid momma (Samira Wiley fra ’Orange Is the New Black’), femårige Troy (Marquise Gary) og en stejl, desillusioneret fatter Archibald (Michael Potts), som hellere vil lære sin følsomme søn at slå på tæven mod systemet i Muhammad Alis billede end spare sammen til college.

Nok har familien ’opgraderet’ fra Harlem til den hvide middelklasse, men Archibald har lige så lidt tiltro til sin kones drøm om racelighed, som de nye naboer har til ham.

Endelig er der Cunningham-familien, hvor far (Jamie Harold) fantaserer om at skride fra det hele, mens han river den af på toilettet, mor (Maria Dizzia) vender det blinde øje til, og yngstesønnen Billy (Evan Fine) langer ud efter sine forældres åbenlyse mismod og forbereder sig på marsboernes snarlige komme.

En række bipersoner introduceres desuden, fra den mexicanske vicevært Gonzales (Adrian Martinez) til make-love-not-war-driverten Sam (Don Puglisi), men det er de tre forsømte børn, hvis synsvinkler driver filmen ind i natten: Hallucinerende, jødiske Debbie, kuede, sorte Troy og hvide, vrede Billy placeres i centrum som stærkt symbolske produkter af et race- og religionsdiversificeret amerikansk samfund i krise.

Det er børnene, der reagerer instinktivt, mens de voksne kontinuerligt handler navlebeskuende egoistisk og kujonagtigt på tværs at etnicitet og religion. Ingen af dem har decideret uret i deres lede/fortvivlelse, men hele voksengenerationen er tilsyneladende for optaget af at nurse sin weltschmerz med hovedet i egen røv til at kunne kere sig om et mord på fortovet.

På lignende vis virker det heller ikke, som om ’37’ orker Kitty. Filmen fokuserer så flygtigt på kvinden og hendes mord, at hændelsen føles sekundær i forhold til kernefamiliernes opløsning, og lige så meget subtekst og symbolik, Grasten har proppet sin film med, lige så lidt stillingtagen til disse elementers betydning er der.

I stedet løftes blot en temmelig oplagt manus-pegefinger i retning af det brændbare amerikanske samfund som helhed, illustreret af selve lejlighedskomplekset, der ryster, ruster og slår sprækker i nattetimerne.

Der ligger et modigt kunstnerisk valg i at lade Kittys mord fylde lige så lidt i ’37’, som det gjorde for kvindens naboer, mens det skete. Men samtidig med at Grasten formår at vække publikums ægte frustration over karakterernes apati, er fravalget af at adresse begivenheden direkte også filmens akilleshæl: ’37’ reducerer Kitty til en accessorisk brik, og det føles næsten en smule ansvarsløst, at vi ikke ved slutningen har bevæget os udover New York Times-overskriftens korte opsummering af sagen. For hvad var så det hele værd?

I forsøget på at fremdyrke en anonym fluen-på-væggen-effekt udelades så mange informationer og analytiske muligheder, at filmens øjebliksbillede bliver underligt uvedkommende, det velspillende cast til trods. Og med evindelige, stærkt David Lynch-inspirerede spejlinger af urovækkende kameravinkler og overjordiske belysninger, der skal signalere en usynlig, spacey samhørighed mellem karakterernes skæbner, virker ’37’ til tider repeterende og studentikos.

’37’ har ingen intentioner om at give svar eller med sin 60’er-grumsede billedside være pæn at se på. Den er en form for frustrerende sanselig stiløvelse, man ikke nødvendigvis har lyst til at gense, men som alligevel sætter sig i kroppen. Og det gør Puk Grasten til en interessant instruktør at følge fremover.


Kort sagt:
Danske Puk Grastens debutfilm om det virkelig mord på Kitty Genovese i New York i 1964 er lige så frustrerende i sit manglende fokus på selve hændelsen, som den er sælsomt kuriøs i sin voyeuristiske dokumentation af en farligt ulmende apati og medborgerlede i det amerikanske samfund.

Spillefilm. Instruktion: Puk Grasten. Medvirkende: Evan Fine, Samira Wiley, Sophia Lillis, Michael Potts, Adrian Martinez, Jamie Harold, Maria Dizzia, Thomas Kopache, Marquise Gary, Christina Brucato, Don Puglisi. Spilletid: 85 min.. Premiere: Den 17. november
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af