’33’: Kære Jesper og Julie – tak fordi I ser mig
Kære Jesper og Julie,
2020 er slut, og vi mødes igen. Med tømmermændenes ubarmhjertige klarsyn ser vi tilbage på endnu et forgangent år, der – hverken i jeres fiktive univers eller i min corona-ramte virkelighed – heller ikke denne gang gik helt som planlagt.
Sidst vi sås, var jeg fuld af begejstring. Ih, hvor følte jeg mig set i fjerde sæson af jeres kærligt bidende generationsportræt af to ikke-rigtigt-voksne-ikke-rigtigt-unge venner og deres evindelige bøvl med at være både-og-og-hverken-enten-eller.
Begejstringen over genkendelsen titter også jævnligt frem, når jeg råhygger mig igennem femte kapitel i jeres serie, ’33’. Nok har jeg det forgange år hverken krammet så meget eller opdraget et barn med min bedste ven. Men jeg ser mig selv i jeres portræt af en tid, hvor drømmene brister, og man bliver okay med bare at være okay. Også selv om man som Jesper spejder efter drømmepigen og drømmejobbet. Eller man som Julie ikke kan forlige sig med børneopdragelse, kærester og alt det andet, der forpligter.
Det nye år byder på nye udfordringer for jeres fiktive navnefæller, der dog også falder i mange gamle fælder. Frieri fra en sød, sikker kæreste giver den altid flugtparate Julie lyst til at søge frihed og andre mandearme. Og sikkert som amen i kirken er endnu en obligatorisk mini-krise imellem de to bedstevenner, der nok en gang må forsikre hinanden om behovet for deres venskab.
Genistregen ved jeres serie er, at I punkterer perfektheden og dyrker gentagelsen som et livsvilkår. I en mystisk dobbeltbevægelse er trediverne en tid, hvor man både modnes og gror uigenkaldeligt fast i den, man jo nok altid har været. Jeres forståelse for det cykliske er jeres series største force og – nu efter flere sæsoner – ulempe.
For ja, mennesker løber hovedløst rundt i ring, men gentagelsen kan også tippe over i ensformigt trummerum. Og man kan faktisk godt blive lidt træt af at se især Julie træde rundt i samme kærlighedsmølle.
Så meget desto mere forfriskende er det, når udefrakommende truer med at bryde cirklen. Ind fra højre kommer Phillip (Niels Anders Manley) og nedlægger Jespers idealforestillinger om drømmeliv og drømmepige. Jesper stritter imod, mens jeg hepper på. Det er en fornøjelse at se den selvsikre mandlige pædagog trænge sig på i seriens første alvorligt gnistfremkaldende romance.
I det hele taget er det lækkert, når seriens andre charmerende ansigter får tilmøvet sig lidt af den sparsomme skærmtid. Jesper Ole Feit Andersen er altid sjov som bløddyr og ægtefællefrikadellefar, der nu får julelys i øjnene ved tanken om sit nyopstartede cateringfirma. Og Amalie Lindegård overgår ligefrem sig selv i rollen som den hormonfyldte mor med en mund så nedadhængende stram, at den kan få selv seriens bagende sommersol til at ligne en sur, sur citron.
Sammen med Jespers mor, Fru Max Pinlig Mette Agnete Horn kunne de to godt stikke af og lave deres egen spin-off. Uden at nævne navne, kender jeg mange såkaldte kernefamilier, der helt sikkert ville kunne bruge sådan en genspejling til at lukke lidt luft ud af trykkogeren.
Selv, kære Jesper og Julie, har jeg nydt og græmmet mig over at se mig selv spejlet i jeres billede gennem fem (mere eller mindre) fuldfede sæsoner. I slutter som altid denne omgang af med et spørgsmålstegn og en klædelig sprække i totalidyllen. Et afgørende ’men’ sætter punktum, måske kun for denne gang, måske i det hele taget?
Jeg har her på sitet læst, at I endnu ikke ved, om fremtiden byder på en fortsættelse af generationsportrættet. Selv er jeg splittet i min holdning til det spørgsmål. På den ene side er jeg bange for, at endnu en gentagelse kunne udvande en serie, der sagtens kunne været stoppet allerede efter sæson fire. På den anden side ville jeg satme savne at pleje tømmermændene over nytår – og livet – med mine måske allerbedste tv-venner.
MEN så langt behøver vi måske heller ikke tænke på årets første dag. I alle fald: tak for nu, og fordi I stadig ser mig.
KH
Sara
Kort sagt:
Selv om gentagelserne trykker i femte kapitel af generationsportrættet ’29’, kan denne anmelder stadig nyde og græmmes over at se sig spejlet af sine to bedste tv-venner.