‘Dept. Q’: Endelig kan Jussi Adler-Olsen være tilfreds med en Afdeling Q-filmatisering – og det kan vi også!
Der findes fandom med stærke ejerfornemmelser. Og så findes der Jussi Adler-Olsen.
Den danske bestsellerforfatter har ikke lagt fingre imellem, da først Zentropa og siden Nordisk Film kastede sig over hans guldrandede livsværk i Afdeling Q-bøgerne.
Men nu er Netflix kommet på banen, og heldigvis lader det til, at Jussi endelig er tilfreds. Og man forstår ham til dels godt.
For 10-15 år efter Nordic Noir-bølgen har lagt sig – og efterspørgslen på engelske og amerikanske produktioner med store stjerner, der kæmper med ujævne svenske accenter heldigvis også er forsvundet – har den første bog i Afdeling Q-serien, ’Kvinden i buret’, fået sin helt egen internationale serieadaptation:
’Dept. Q’, skabt af den bundsolide amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Scott Frank, der ført har hittet på Netflix med ’Godless’ og ’Queen’s Gambit’.
Glem alt om Amager en mørk og blæsende efterårsaften. Glem alt om den tunge hardboiled alvor tenderende det selvhøjtidelige, som især den tyndbenede danske filmatisering af netop ’Kvinden i buret’ led af. ’Dept. Q’ er sat i et lyst og hverdagsligt Edinburgh med afhøringer over en kop te og med charmerende skotske accenter i fuldt flor – bortset fra hos vores engelske hovedkarakter Carl Morck spillet af Matthew Goode.
Jeg får helt lyst til at bruge resten af anmeldelsen på at skrive om Matthew Goode, og hvor god han og resten af det centrale cast er. For trods de skotske klæder og lidt ændringer her og der – såsom at den tilfangetagne kvinde er en fremadstormende anklager i stedet for politiker – er der ikke så meget nyt at skrive om historien, der nogenlunde følger bogens form som whydunit mere end whodunnit.
Det er stadig fortællingen om politimanden Morck, der bliver skudt ned sammen med to kolleger, men overlever for at se sig degraderet som enlig leder af af den nyoprettede Afdeling Q med fokus på gamle glemte sager af stor offentlig interesse. Og som midt i håbløsheden kommer på sporet af den forsvundne anklager Merritt, hvis mangeårige overlevelseskamp i umenneskelige rammer vi parallelt følger.
Med ni afsnit af +50 minutter stykket bliver spændingsbuen til tider lige lovlig slap med for mange afstikkere og plottråde, der kører i ring. Som den danske filmudgave lider den også af for meget eksposition og flashbacks. Det er ikke nok, at de siger, de bestilte en kaffe. Vi skal også se, at de gjorde det. De sidste par afsnit kammer over, især takket være en ældre kvindefigur i monstrøst og ufrivillig komisk overspil.
Så hvorfor vil jeg gerne se mere til skotske Department Q? Helt rigtigt: Matthew Goode!
Goode er med sit elegante og ærkearistokratiske udtryk – som passer perfekt ind i serier som ’The Crown’ og ’Downton Abbey – den sidste, jeg havde forestillet mig som Carl Morck. Men det er heller ikke den Matthew Goode, jeg ser i ’Dept. Q’. Med den magre, benede krop, det usoignerede skæg og uglede hår er han næsten uigenkendelig i hovedrollen. Tilbage er kun hans let raspende præcise diktion, der er guf for øregangene.
Meget står og falder på, hvordan Goode som Morck balancerer mellem det livstrætte livssyn, den tørt sarkastiske humor og de små glimt af varme og medmenneskelighed. Den opgave lykkedes skuespilleren til fulde med, og han skaber en autoritet og et umådelig stærkt anker for serien, som karaktererne kan læne sig op ad. Ikke at de nødvendigvis behøver det.
Hvor Scott Frank måske ikke har gjort det store ved fortællingen – udover et lettere tematisk skift fra bogens systemkradse politikerlede til spørgsmål om forbrydelser og straf – har han til forskel fra de danske filmversioner gjort landvindinger med karakterarbejdet.
Morcks tro væbner Asad er blevet til Akram (Alexej Manvelov), som med slips og tyk snegl er mere Barnaby’sk end Fares Fares’ ligefremme læderjakke-udgave. Med sit skræmmende rolige væsen og sin syriske fortid rummer Akram dog også en mystik og et indre liv, de danske film ikke har levnet plads til.
Rose er i Leah Byrnes gestaltning et fantastisk charmerende ivrigt og samtidig usikkert tredjehjul, der vokser sig på højde med de to ældre mandlige kolleger i afdelingen. Dertil er Kate Dickie og Kelly Macdonald som henholdsvis politilederen Moira og psykologen Rachel to af Skotlands dygtigste skuespillere.
Chloe Pirrie gør det bravt i den ubarmhjertige rolle som kvinden i buret, men det er holdet, det faste cast, jeg hæfter mig ved. For i karaktergalleriet og i den generelt jordnære stemning af jævn skotsk middelklasse har serien et rigtig godt fundament til at udvikle sig og blive en crowdpleaser à la ’Luther’ og ’Sherlock’ for 10-15 år siden.
Det var dengang, hvor producenterne troede, det handlede om at gøre det ekstra scandi for at please krimilæserne. Lige indtil en amerikaner flyttede hele lortet til Skotland og overbeviste en ellers så opgivende forfatter (og denne anmelder) om, at Carl Mørk/Carl Morck kan vækkes ordentligt til live i levende billeder.
Kort sagt:
Afdeling Q og Carl Mørck får en munter skotsk overhaling af den dygtige amerikansk filmskaber Scott Frank. ’Dept. Q’ ligner på godt og ondt forlægget, men med en fremragende hovedrollepræstation af Matthew Goode og et stærkt karaktergalleri lover det godt for fremtidige Netflix-sæsoner af Jussi Adler-Olsens bestsellerunivers.