I maj år blev der skrevet filmhistorie, da NEON blev det første distributionsselskab til at stå bag seks Guldpalmevindere i streg ved Cannes-festivalen.
’Parasite’, ’Titane’, ’Triangle Of Sadness’, ’Anatomy of a Fall’, ’Anora’ og i år ’It Was just An Accident’ er alle blevet forgyldt af filmkunstens mest prestigefulde pris – og ikke nok med det gik to af dem videre og vandt den brede filmkulturs største hæder, Oscar’en for Bedste Film.
Det var ’Parasite’ og ’Anora’, der med fire års mellemrum opnåede den sjældne dobbelttriumf, som kun to film har formået tidligere i historien – ’The Lost Weekend’ og ’Marty’ helt tilbage i 40’erne og 50’erne.
Bedriften har gjort NEON til et af de få filmselskaber, som filmfans er på fornavn med og måske ligefrem navigerer deres biografture efter.
Men hvem er NEON egentlig, hvad er deres hemmelighed – og hvorfor er et importstudie som dem overhovedet vigtige, når det ikke er dem, der rent faktisk laver filmene?
Margot Robbie-film banede vejen
NEON Rated blev grundlagt i 2017 af Tom Quinn og Tim League. Som distributionsselskab var deres formål fra start at købe film ind og sende dem ud i det amerikanske biografmarked.
Tim forlod firmaet, men Tom er til gengæld den altoverskyggende direktør, som i dag anerkendes for sin upåklagelige smag og sin evne til at positionere artfilm i markedet.
Tom Quinn har arbejdet i det amerikanske indie-univers i mange år, hvor han blandt andet har været stået i spidsen for selskaber under Weinstein-brødrenes ledelse. Og mon ikke han har afluret et trick eller to (forhåbentligt kun de renfærdige) fra Harvey Weinsteins berygtede lærebog, når det kommer til at føre mindre film mod Oscar-sejr foran Hollywoods giganter.
In five years Tom
Quinn of Neon has streamlined the Palme d’Or Cannes recipient to a Best Picture win pipeline better than any studio in existence. They’re filmmaker forward, theatrical exhibition as integral, and platform audience-friendly films with international appeal. Bravo. pic.twitter.com/JWf0YRzke6— Paul Rai (@PaulSRai) March 3, 2025
NEON kom hurtigt på landkortet med deres indkøb af Margot Robbie-filmen ’I, Tonya’, som de hvervede for næsen af Netflix. Allerede inden aftalen var forseglet, havde de planlagt en grundig Oscar-kampagne med fokus på filmfestivaler og digital markedsføring, der løftede filmen ud af indie-boblen og fremhævede kunstskøjteløb, den kendte hovedperson Tonya Harding, scrunchies og Gillooly’s mustache.
NEON skabte mere gennemslagskraft online end nogen anden Oscar-film det år, Margot Robbie blev nomineret for bedste hovedrolle, og Allison Janney vandt tilmed for bedste birolle.
Siden har selskabet flere gange imponeret med deres kampagner, ikke mindst for sidste års horror-fænomen ’Longlegs’, der takket være genial markedsføring blev NEON’s næstmest indtjenende film nogensinde.
Pseudo-krig med A24
Tom Quinns primære fokus var til at begynde med klassiske amerikanske uafhængige produktioner (’Ingrid Goes West’ og ’Beach Rats’ var tidlige satsninger).
Og mens det nok trods alt stadig er de færreste danske filmforbrugere, der kender til NEON, vil flere nok komme til at tænke på A24, når det kommer til nyere amerikansk independent-film med en særlig aura af kant og kvalitet.
A24 har i mange år været independent-miljøets ukronede konge, som mange har forbundet med en særlig cool sensibilitet takket være film som ’Moonlight’, ’Past Lives’, ’Hereditary’, ’Uncut Gems’, ’Everything Everywhere All at Once’ og mange flere.
A24 og NEON kæmper da også nogle gange om de samme film, og branchemedier skriver gerne en hårdkogt rivalisering op mellem de to selskaber. En framing, Tom Quinn dog afviser med henvisning til, at han faktisk oftere er i budkrig med Netflix. På det seneste har Mubi også trådt ind på scenen som en spiller, der vil være med i kampen om de mest hypede arthouse-film.
Battle of the Cool Kids: Inside the A24, Neon and Mubi Turf War https://t.co/duLqYN1QJZ
— The Hollywood Reporter (@THR) June 12, 2025
Alligevel har NEON trods alt hentet medarbejdere til deres markedsføring hos A24, og både ’Anora’-instruktør Sean Baker og Brady Corbet (’The Brutalist’) har samarbejdet med begge firmaer.
Men mens A24 de seneste år har opskaleret med større budgetter (på film som ’Civil War’, ’Beau Is Afraid’ og den kommende ’Marty Surpreme’) og fokus på IP a la videospilfilmatiseringer som ’Elden Ring’ og ’Death Stranding’, har NEON fundet sit eget mere globale spor.
Tom Quinn identificerede hurtigt en målgruppe på folk under 45 år, som hverken var bange for vold, sex eller to centimeters undertekster, og særligt i sidstnævnte element har NEON virkelig skilt sig ud i markedet, så andre kun har kunnet se misundeligt til.
Alliance med ‘Parasite’-instruktør
NEONS ikke-engelsksprogede filmkatalog tæller, udover megasuccesen ’Parasite’ (selskabets mest indtjenende film nogensinde), mesterstykker fra mange kanter af verden.
Som franske ’Et portræt af en kvinde i flammer’, danske ’Flugt’, norske ’Verdens værste menneske’, tysk-iranske ’The Seed of the Sacred Fig, tysk-japanske ’Perfect Days’, svenske ’Grænse’, thailandske ’Memoria’, italienske ’La Chimera’ og bosniske ’Quo Vadis, Aida?’ Bare for at nævne toppen af isbjerget!
Tom Quinn har et skarpt blik for, hvilke udenlandske arthouse-film publikum forlader biografen overraskede og følelsesmæssigt overrumplede af. Så er det lige meget, hvilket sprog de er på.
»Når man overkommer den to centimeter høje barriere af undertekster, så bliver man introduceret til så mange flere forbløffende film«, sagde ’Parasite’-instruktør Bong Joon-Hos i sin Golden Globe-tale 2020.
Og det er altså det filmsyn, der binder ham sammen med Tom Quinn. De to har arbejdet sammen ad flere omgange – også udenfor NEON-regi – blandt andet på filmene ’Snowpiercer’, ’Mother’, ’The Host’ og ’Barking Dogs Never Bite’, og sydkoreaneren har da også kun rosende ord til overs for Quinns blik for på filmen som kunstart.
Som ingen anden i det amerikanske distributionskredsløb har Tom Quinn set potentialet i ikke-engelsksprogede film, der starter deres liv på særligt Cannes-festivalen og derfra kan løftes ind i den amerikanske filmkultur.
»Prisen (Guldpalmen, red.) betyder meget for de dele af publikum, der leder efter de absolut mest eventyrlystne, fremadskuende film til rådighed. For prisen repræsenterer netop det, og filmene leverer på det, og så har de tilmed været store Oscar-kandidater«, har Quinn fortalt til The Hollywood Reporter. I dag køber han relativt bredt, også undervejs i festivalen, så NEON har flere heste at spille på, når Guldpalmen skal uddeles.
Fra baglokaler til hovedscenen
I en generelt franchisedrevet og fedtspillende filmbranche har NEON formået at tage originale og personlige værker og løfte dem direkte ind på den amerikanske filmscene i en grad, at store ikke-amerikanske instruktører foretrækker at arbejde med dem over for eksempel A24 og deres større maskineri.
NEON er niche og cineastisk kærlighed, men de ved også, hvordan man bringer filmene ind i de inderste amerikanske Hollywood-cirkler, hvor kunstfilm bliver smedet om til Oscar-baskere.
Quinns evne til at bringe udenlandske film ind på Tinseltowns bonede gulve har været perfekt timet med en udvikling, hvor Oscar-akademiet er blevet udvidet, så cirka 20 procent af de stemmeberettigede i dag kommer fra andre lande end USA. Et faktum, der uden tvivl har banet vejen for den internationalisering af Oscar-prisen, vi ser i disse år, hvor det nu nærmest er fast kutyme, at flere ikke-engelsksprogede film er nomineret til Bedste Film og i andre hovedkategorier.
Mon ikke også det vil komme NEON’s bestræbelser yderligere til gode, at Oscar-akademiet nu rent faktisk skal se filmene, før de kan stemme. Som nu i år, hvor det blandt andet er Jafar Panahis iranske Guldpalmevinder ’It Was Just An Accident’, NEON skal føre frem mod prischancer i Dolby Theatre næste marts.
Behind the scenes on HER PRIVATE HELL with Nicolas Winding Refn. pic.twitter.com/0L1xOQV0WW
— NEON (@neonrated) June 12, 2025
Andre aktuelle NEON-udvalgte er Mike Flanagans Toronto-vinder ’The Life of Chuck’, Julia Ducournaus ’Titane’-opfølger ’Alpha’ og Joachim Triers ’Sentimental Value’. De producerer i øvrigt også Nicolas Winding Refns kommende film ’Her Private Hell’.
Man kan selvfølgelig spørge, om det overhovedet er vigtigt for os i Danmark, hvad et amerikansk distributionsselskab køber ind til lancering i USA. Det er trods alt ikke dem, der producerer filmene.
Men svaret skal netop findes i de kræfter, NEON lægger i at positionere disse undertekstede artfilm som centrale værker, en hel er nødt til at forholde sig til, særligt forbundet med Oscar-kredsløbet. Fordi USA stadig er filmverdenens kommercielle centrum, er det en indsats, der også kraftigt påvirker filmenes muligheder i de danske biografer.
NEON har gjort det til deres forretningsmodel at løfte film med undertekster ud af baglokalerne og ind på hovedscenen i en æra domineret af franchises og streaming.
Det kommer alle åbensindede filmelskere til gode. Så forhåbentligt holder de fast i det perspektiv, også når succesen vokser forretningen større.