Der sættes ild til vandet
Med denne uge sætter midsommeren ind, og vi er rige på tilbud, når det kommer til Sankthans-fejringer. Den allerbedste findes måske sted på Ofelia Plads, hvor der traditionen tro vil være bål – tændt på vandet, så du ikke behøver at få dårlige nerver over store flammer i Indre By.
Og hvis ikke flammerne er lækker nok lokkemad, så er underholdningen lige så varm som bålet.
Aftenen indvies nemlig med koncert fra Katinka, der er gået solo og er aktuel med singlen ‘Kogeplade’, hvorefter båltalen signeres af selveste Frederik Cilius.
Sankthans på Ofelia Plads
Ofelia Plads, mandag 23. juni kl. 20.45
Hvor der er mange kvinder, er der mange hekse
Hvis Sankthans og heksebrænding giver en lidt bitter smag i din mund, så kan du med fordel fejre midsommeren hos Villa Kultur, hvor alle heksene kan samles omkring deres helt eget bål.
Linelu Falk og Emmelie Liv Bohr inviterer til henholdsvis orakelcirkel og »en sanselig lydoplevelse inspireret af nordisk shamanistiske traditioner«.
Du og dine medhekse kan også nedskrive det, I ønsker at give slip på, og sammen brænde det på bålet. Som det jo hører højtiden til, vil der også være fællesspisning- og sang.
Carrie’s Going Out – Witch Assembly
Villa Kultur, mandag 23. juni kl. 17
Jomfruelig lyttefest
»Some days I’m a woman / some days I’m a man«, synger Lorde på åbningsnummeret på sit nye album, ‘Virgin’, der udkommer på fredag.
Det er tydeligvis et personligt udspil, og Lorde har givet interview om at blive klogere på sin kønsidentitet og finde sig til rette i sin krop efter en kamp med både en spiseforstyrrelse og sceneskræk.
Hvordan det lyder, kan du høre til en snigpremiere på ‘Virgin’ allerede torsdag i Vesterbro-pladebutikken Beat, der afspiller albummet, uddeler gratis plakater og trækker lod om signerede artcards.
Lorde Listening Party
Beat, torsdag 26. juni kl. 18
Litterær speed-dating
Hvis din torsdag skal tilbringes med at finde nye venner, så skal du forbi SUPeR, den lille boghandel i Blågardsgade, hvor der holdes venskabs-speed-dating med bøger.
Du kan tage din egen bog med og diskutere den i rotation med andre læselystne i seks minutter lange samtaler. Om det er yndlingsbogen, en tryghedsroman eller bare dit nuværende læseprojekt, bestemmer du helt selv.
Speed Friend(l)ing With a Book
SUPeR, torsdag 26. juni kl. 18.30
Til din sommermelankoli
Kritikerroste koreansk-amerikanske Japanese Breakfast udforskede i år helt nye territorier på albummet ‘For Melancholy Brunettes (& Sad Women)’, der rummede både country, psychfolk og shoegazet spacerock.
Tematisk arbejder albummet med bagsiden af det store gennembrud og svæver med overdådige, nærmest filmisk orkestrerede produktioner mellem melankolien og fremmedgørelsen.
Det virker som det perfekte soundtrack til de aftener, hvor du ikke lige føler glæden ved sol og sommer, men det må stå sin prøve i Store Vega.
Japanese Breakfast
Store Vega, torsdag 26. juni kl. 19
On *Thursdays* we wear pink
Hvis din torsdag aften skal tilbringes med en gammel ven under åben himmel, så er taget på Filmhuset lige stedet.
Her viser Himmelbio nemlig ’Mean Girls’, så du kan nyde solnedgangen med en tryghedsfilm af højeste kaliber.
’Mean Girls’ i Himmelbio
Cinemateket, torsdag 26. juni kl. 20
Udsøgt vokal og elektronisk jazz
Den danske producer, komponist og sangerinde Astrid Engberg har med sine album ’Tulpa’ og ’Trust’ markeret sig som en særegen stemme med sin blanding af alt fra elektronisk jazz til moderne klassisk musik og soul.
Fredag optræder hun dog i et noget andet udtryk – helt alene med sin guitar – i gården ved Christianshavns Beboerhus til en særlig udendørs koncert.
Astrid Engberg (solo)
Christianshavns Beboerhus, fredag 27. juni kl. 17
Én stor vibe
Christianshavn er ikke ene om at byde på en særlig performance på fredag. På Vesterbro kan du nemlig opleve Lydmor i et særligt maraton-dj-set.
Det sker på Pio Vinbar, der denne aftenen lover at forvandle sig til »et sted mellem en eksperimenterende lydrejse og en solvarm chillout-oase«.
Aftenen bliver én stor vibe med en fem timers rejse gennem elektroniske landskaber suppleret med et par gode glas vin.
Lydmor Presente: Pio de la Madre
Pio Vinbar, fredag 27. juni kl. 17
Frygtløs på floor
Der er som altid rig mulighed for at runde ugen af på klubben. Module holder ’Kein Angst’-rave, hvor du kan løsrive dig fra alle bekymringer og bevæge dig frygtløs omkring på dansegulvet.
Festen er kurateret i samarbejde med tyske BOHO, et af tidens helt varme techno-navne.
Kein Angst x BOHO
Module, lørdag 28. juni kl. 23.59