Japanese Breakfast kæmper med succesens bagside på det smukt orkestrerede ‘For Melancholy Brunettes (and Sad Women)’
Det er egentlig en klassisk historie. En fattig kunstner finder pludselig succes, men kæmper med de utilsigtede konsekvenser, der følger med den.
Utilsigtede konsekvenser som Japanese Breakfasts hyperproduktive frontkvinde, Michelle Zauner, ifølge hende selv mærkede på egen krop i kølvandet på hendes store gennembrud med albummet ‘Jubilee’ og bestsellerbogen ‘Crying in H Mart’ for fire år siden.
I et nyligt interview med Vulture fortæller Zauner, hvordan succesen ledte hende til at arbejde sig selv i sænk med en uendelig række af interviews, udmattende turnéer og andre forpligtelser. Noget der i sidste ende førte til stress, sceneskræk, maveproblemer og brug af angstmedicin for at kunne sove.
Det er en tematik, der løber som en rød tråd gennem Japanese Breakfasts nye album, ‘For Melancholy Brunettes (and Sad Women)’, der blev skrevet og indspillet, inden Zauner endelig trak stikket og flyttede til Sydkorea, hvor hun tog et sabbatår for at komme tættere på sin afdøde mors hjemland.
For allerede på albummets overdådigt smukke åbner, ‘Here Is Someone’, kan man høre Zauner slås med sit eget behov for en pause og følelsen af at skulle holde succesen kørende, nu hvor hun endelig har opnået den.
»Quietly dreaming of / Slower days, but I don’t want to / Let you down, we’ve come so far«, synger hun i de første linjer af en sang, der med blidt fingerspil på akustisk guitar, drømmende fløjter og synths påkalder et frodigt, funklende og idyllisk fantasilandskab.
Samme stemning går igen på albummets elegante anden skæring og første single, ‘Orlando in Love’, der med sin nærmest filmisk orkestrerede lyd gav store forhåbninger til resten af albummet.
Forhåbninger, som albummet ikke helt kan leve op til trods sin stærke start.
For selvom der ikke er nogen decideret dårlige sange på albummet, så blegner en sang som eksempelvis ‘Honey Water’, der trasker gennem det samme konstante groove i næsten fem minutter, ved siden af den smukt orkestrede magi på albummets bedste skæringer.
Det samme gælder ‘Men In Bars’, der startede sit liv under navnet ‘Ballad 0’ hos Zauners sideprojekt Bumper, men som nu er blevet genopfundet som en countryficeret duet med ingen ringere end Jeff Bridges. En duet, der lyder sjovere på papiret end i virkeligheden, hvor Bridges dybe, hakkende røst ikke rigtig passer ind i Zauners univers og mere føles som et fremmedelement end noget, der løfter sangen og albummet.
‘For Melancholy Brunettes (and Sad Women)’ er bedst, når albummet giver sig hen til den rigt orkestrerede og filmiske lyd. Som på ‘Winter in LA’, der lyder som en slags moderne opdatering af 60’ernes stort anlagte ballader fra kunstnere som Roy Orbison, The Walker Brothers og Burt Bacharach.
Eller ‘Little Girl’, der er en både smuk og trist meditation over turnélivets fremmedgjorthed, og hvordan man balancerer musikertilværelsens nonstop hvirvelvind med mere hverdagsagtige drømme og aspirationer, som drømmen om at få børn og stifte en familie.
Det er en lyd, der klæder Zauner, men alligevel længes man sommetider efter den emotionelle gennemslagskraft, der kendetegnede ‘Jubilee’.
I stedet føles efterfølgeren mere som et slowburn, der vokser langsomt på lytteren, men lidt for sjældent formår at bryde ud i lys lue. Noget der bliver eksemplificeret på albumlukkeren ‘Magic Mountain’, der er en smuk lille sang, men også en sang, der mangler det punch at slutte albummet på, som guitarsoloen på ‘Posing for Cars’ gjorde det på ‘Jubilee’.
Her klinger albummet symptomatisk bare langsomt ud, og man står tilbage med en følelse af, at man gerne ville have haft lidt mere.
Kort sagt:
Michelle Zauner udforsker bagsiden af succesen på Japanese Breakfasts nye album, der blev til i en periode med stress, sceneskræk og udmattelse. ‘For Melancholy Brunettes (and Sad Women)’ er bedst, når det giver sig hen til en smuk, nyfunden og rigt orkestreret filmisk lyd.