Lorde efterlod publikum med blå mærker og hudafskrabninger i Royal Arena
KONCERT. Det bedste ved Lordes koncert i Royal Arena var hendes insisteren på, at popmusik godt må gøre ondt. At publikum godt måtte slå sig på hendes sange og gå derfra med blå mærker og hudafskrabninger.
Den newzealandske popstjerne har siden debuten i 2013 med antipop-popsangen ’Royals’ været en kontrær stemme, der altid har insisteret på at spidde popkulturens luksuriøse overfladiskhed med musikalske giftpile, ord af bly og et par himmelvendte øjne, hvis alt andet glippede.
Men i Royal Arena – som på det seneste album, ’Virgin’ – nøjedes hun ikke med at stikke efter samtiden med skarpt formuleret, bidende sarkasme.
I stedet var koncerten et monumentalt iscenesat performanceværk, der dekonstruerede forholdet mellem den kropslige og den digitale virkelighed gennem rå, fysisk og sommetider næsten grænseoverskridende intimitet.
Det stod for alvor klart under koncertens fjerde nummer, debutalbummets ’Buzzcut Season’, hvis relevante tekst om at forsvinde ind i en verden af uvirkelighed, når den virkelige verden ikke er til at holde ud, blev leveret med en frådende intensitet, der var langt fra originalversionens blide luftighed.
Omkring Lorde flimrede skærmene ildevarslende, mens enkelte stråler af skarpt blåt lys nærmest så ud til at angribe hende. »I live in a hologram with you«, sang hun.
Der var mange af den slags øjeblikke, hvor Lordes sange lod til at tale ind i vores samtid på måder, der var både tankevækkende og overraskende.
Med bandet placeret allerbagerst på scenen – og lydbilledet domineret af hendes stærke, men porøse stemme og de hårde, kantede beats – virkede Lorde underligt alene og ensom på scenen.
Ikke mindst da to dansere pludselig gjorde hende selskab for at forfølge hende med et meget nærgående kamera og fortolke musikken gennem skæve, uharmoniske bevægelser, der sommetider virkede næsten helt ukoreograferede, men som altid forstærkede det kropslige ubehag, koncerten hele tiden legede med.
Som under den mystiske, næsten forheksede ’Current Affairs’, hvor Lorde smed sine bukser på en måde, der fremstod langt mere blottende end erotisk. Under ’Supercut’ – endnu en sang om at forsvinde ind i illusionernes verden – der blev sunget fra et løbebånd.
Og under ’David’, hvor skærmene krydsklippede mellem forskellige billeder af hende med så stor en hast, at det så ud som om, hun var ved at detonere.
Det var både gribende og sært ildevarslende. Og en stærk visualisering af de tematikker om kønsidentitet, kropsubehag og selvbillede, som Lorde udforsker på sit seneste album.
Lidt mindre gribende var de få øjeblikke, hvor Lorde pludselig kom i tanke om, at hun ikke var i gang med at opføre et performanceværk, men derimod spillede en popkoncert foran tusindvis af mennesker.
Som da hun lige lovlig tidligt i koncerten smed den forceret euforiske ’Perfect Places’, som for så vidt altid har været blandt hendes svagere sange.
Eller under ekstranummeret, den ikoniske ’Ribs’, som Lorde sang fra lydpulten ude blandt publikum og på den måde brød med den distance, hun gennem størstedelen af koncerten havde opretholdt. En distance, jeg savnede i det øjeblik, den var punkteret.
Lorde sagde på et tidspunkt, at hun skriver sange om store, arketypiske følelser og forsøger at indkapsle deres essens. Men der tager hun fejl.
Hendes bedste sange indkapsler ikke store, almengyldige følelser, men ultraspecifikke situationer. Som i ’Current Affairs’, hvor hun synger om at sidde alene på sit soveværelse og se det lækkede sextape med Pamela Anderson og Tommy Lee, mens hun føler alle mulige uforklarlige, ambivalente følelser.
Til gengæld blev det specifikke og det almene, det distancerede og det euforiske, forenet på storslået vis under en usædvanligt bister udgave af ’Green Light’, der var så intens, at man fornemmede en følelsesmæssig eksorcisme bag de tunge house-rytmer.
Linjerne »Thought you said that you would always be in love / But you’re not in love no more« blev leveret som et overraskende, forvrænget skrig, der rungede gennem den store arena. Og ramte det forsvarsløse publikum som et smertefuldt slag lige i solar plexus.
Kort sagt:
Lordes koncert i Royal Arena var et stramt iscenesat performanceværk, der ikke var bange for at dvæle ved det ubehagelige.