På ‘Virgin’ holder Lorde endnu en gang spejlet op for os og viser, hvem vi er. Det er ikke noget kønt syn
ALBUM. I det øjeblik Lorde brød igennem som 17-årig, blev hun udråbt til sin generations stemme. Titlen er en kliché, men i Lordes tilfælde berettiget.
For bedre end nærmest nogen anden satte hun på debutalbummet ’Pure Heroine’ ord på teenagelivets ængstelighed og kontrære grundfølelse af, at der er et eller andet fundamentalt, de voksne ikke forstår.
Efterfølgeren ’Melodrama’ skildrede kærlighedens rutsjebane af eufori og ulidelig smerte med så blodtørstig en passion, at man fik indtryk af, at Lorde var den første til at have oplevet den. Hvilket er sådan, det føles, når man er 21 år.
2021’s folk-inspirerede ’Solar Power’ var et halvdårligt album, hvor hun høj på acetone sang om solen, havet og stranden. »You say you love the beach, you’re such a damn liar«, fik man lyst til at svare igen med reference til hendes egen ’Green Light’. Men som generationsportræt var det enestående.
Der findes næppe et album, der bedre indkapsler den falske tryghed, vi alle sammen lod os forføre af i kølvandet på den første Trump-administration og med lockdown tilsyneladende veloverstået. Pludselig var det som om, krystaller og stjernetegn var noget, det gav mening at gå op i.
På ’Virgin’ er Lorde endnu engang klar til at holde spejlet op for os alle sammen for at vise, hvem vi er. Det er ikke noget kønt syn. ’Virgin’ er et kaotisk, intenst og forvirret album til en kaotisk, intens og forvirrende tid.
»And now I’m crying on the phone / Swearing nothing’s wrong / Blame it on current affairs«, synger hun på højdepunktet ’Current Affairs’, der skaber en særdeles uheldsvanger stemning med hjælp fra en ekstremt repeterende guitarfigur og et forvrænget, messende, spansksproget sample.
Man kan næsten se hende gestikulere febrilsk med armene som for at illustrere, at der ikke noget specifikt galt. Det er bare … det hele.
Lyden på Lordes fjerde album er ultraminimalistisk, ekstremt rytmisk og næsten brutal i sin hårdhed og tyngde. Der er en underlig kontrast mellem musikkens rigiditet og sangskrivningens løse, ustrukturerede tankestrømme. Nærmest som om produktionen febrilsk prøver at indhegne følelserne, før de løber løbsk som vilde, utøjlede heste.
På ’Virgin’ er denne kontrast ikke altid en kilde til vellykket popmusik, men på et følelsesmæssigt plan giver den mening som en illustration af den genkendelige følelse af, at alting skrider – »things fall apart; the centre cannot hold«, som Yeats formulerede det – mens grænserne på klaustrofobisk vis indsnævrer sig for at holde sammen på det hele.
Åbningsnummeret ’Hammer’ er en af albummets mest vellykkede sange, fordi den musikalske kontrol for en stund bliver sluppet.
I stedet for at lukke ned for det følelsesmæssige uvejr, der er under opsejling – »Let it break me down till I’m just a wreck / Till I’m just a voice living in your head«, synger Lorde – får det lov til at eksplodere i et ordløst drop, der sætter kroppen fri, selvom hjernen fortsat er på overarbejde. Hos Lorde er festen stadig frigørelsens vigtigste bastion.
Og så fungerer ’What Was That’ langt bedre i konteksten af albummet, end den gjorde som single. Især fordi sangens dybe, nostalgiske længsel efter teenageårene, hvor en cigaret i haven udenfor festen kunne føles som en livsomvæltende oplevelse, pludselig fremstår ekstremt rørende i lyset af den smerte, der gennemsyrer de resterende sange.
Omvendt er der sange, hvor afstanden mellem de stive produktioner og de overvældende følelser bliver for stor. Det gælder ’Broken Glass’, hvis knastørre synthbaslyd desperat kalder på lidt blødgørende rumklang, og ’Shapeshifter’, hvis drum’n’bass-rytmer undertrykker sangen mere, end de løsner den op.
Den konstant intensiverende ’Man of the Year’ og vocoder-eksperimentet ’Clearblue’ er begge tankevækkende mediationer over kønsidentitet, kvindelighed og moderskab. Begge lyder som terapeutisk følelsesmæssig eksorcisme, som helt sikkert har været nødvendig for Lorde at gennemgå, men som aldrig helt udvikler sig til vedkommende sange.
De svære balancegange, Lorde arbejder med, rammes renest på ’Current Affairs’ og ’Favourite Daughter’, hvor det er svært at vide, om suget i maven stammer fra de hjerteskærende tekster eller de berusende omkvæd.
Og på ’If She Could See Me Now’, som er overvældende i sin melodiske elegance. Især i omkvædet, hvor Lordes stemme konstant stiger mod lysere og lysere højder, før den pludselig synker som en sten på linjen: »Oh God, if she could see me now«.
Øjeblikke som disse viser, at Lorde stadig er leveringsdygtig i iørefaldende popsange. Men på ’Virgin’ er ambitionerne større end det. Det kan man kun respektere, selvom resultatet sommetider er lettere at beundre end at nyde.
Kort sagt:
På sit fjerde album er Lorde endnu engang uovertruffen i sin evne til at indkapsle tidsånden. ’Virgin’ er et kaotisk, intenst og forvirret album til en kaotisk, intens og forvirrende tid. Et album, der ikke giver ved dørene, og som kræver, at man som lytter arbejder for det. Men det betaler sig.