KOMMENTAR. Ligesom 3F Superligaen er det for en stor del af befolkningen en årligt forekommende nationalsport at kritisere Roskilde Festivals program.
Roskilde Festival er alle danske festivalers altoverskyggende og stærkt dominerende faderfigur, og at påpege dens mangler er at regne for en slags freudiansk faderopgør. Det vil sige påtvingende nødvendigt og totalt uundgåeligt for snart sagt alle danske musikfans.
Men bare fordi Roskilde Festival formentlig ville få kritik i diverse kommentarfelter, uanset hvilken kavalkade af stærkt eftertragtede navne, festivalen fik hevet til Danmark, betyder det ikke, at der ikke kan være grund til at kritisere den.
For det er et problem, at festivalen i år mangler en topaktuel superstjerne af et internationalt hovednavn, der resonerer hos det danske publikum, og som kan drysse stjernestøv ud over det samlede program. Sidste år var der hele to af dem i form af Olivia Rodrigo og Charli XCX.
I år er der ikke rigtig nogen, for selvom svenske Zara Larsson er en af de mest streamede kunstnere i verden, mangler hun den aura af eksklusivitet, som karakteriserer et rigtig godt hovednavn.
Der skal ikke lyde et ondt ord om hverken The Cure, Gorillaz eller David Byrne, der medbringer rigtig gode nye album, og som garanteret kommer til at spille rigtig gode koncerter, men de kunne lige så godt have været hovednavne for omtrent 20 år siden. Hvilket de også var.
Danske trækplastre
I løbet af de seneste år har Roskilde Festival fundet sig selv mere og mere tilbøjelige til at lade danske kunstnere agere trækplaster.
Det er selvfølgelig en helt naturlig reaktion på, at danskerne simpelthen elsker dansk musik, men det er formentlig også en konsekvens af, at de allerstørste og mest eftertragtede stjerner i stigende grad simpelthen holder sig væk fra festivaler, der ikke hedder Coachella.
I år har Robyn endda placeret sin egen Royal Arena-koncert få dage efter Roskilde Festival, hvilket næsten ligner en hån mod en festival, der godt kunne bruge et popnavn i den kaliber.
Sidste år var Artigeardit, Kenny, Anton Westerlin og D1ma at finde blandt festivalens hovednavne, og udviklingen fortsætter i år.
Men mens Tessas Orange Scene-koncert ligner et historisk øjeblik, som bestemt er Roskilde Festival værdigt, skal festivalen også passe på, at den ikke ender med at give køb på sin særlige status.
Navne som Aphaca og Tobias Rahim kan i år opleves på snart sagt alle danske festivaler. Og så skal man enten være meget nostalgisk eller – for sidstnævntes vedkommende – fra Aarhus, hvis man skal mene, at Malk de Koijn og TV-2 er virkelig stærke bookinger i 2026, hvor både hiphop og popmusik har bevæget sig i så mange nye, spændende retninger.
Mod og risikovillighed
Det var så opsangen. For ja, selvfølgelig er der også rigtig meget godt at sige om programmet, der igen i år viser den musikalske spændvidde og det ambitionsniveau, som festivalens renommé er bygget på.
Med 177 navne fra hele verden er der en dybde og en bredde i programmet, som ingen andre danske festivaler kommer i nærheden af.
Lily Allen, der står bag et af nyere tids mest omdiskuterede, roste og analyserede popalbum, er en åbenlyst god booking. Det samme gælder den indflydelsesrige og netop gendannede duo Clipse, der rammer et helt særligt sweet spot mellem feinschmecker-aura og store bangers.
Den maskerede rapper EsDeeKid danner fortrop i en ny bølge af britisk hiphop, som Roskilde Festival nu – præcis som festivalen burde – repræsenterer som den første danske festival, mens berygtede og kontroversielle Kneecap bringer en tidsåndsdefinerende energi og et ekko af den modkultur, som Roskilde Festival siden 1971 har haft i sit DNA.
Addison Rae er selve personificeringen af, hvad det vil sige at være en popstjerne i 2026, mens Ethel Cains gotiske americana-univers hører til blandt det mest ambitiøse popmusik, der er kommet ud af USA i nyere tid.
Franske Oklou kombinerer 90’er-nostalgi og sci-fi-futurisme i en stærkt forførende cocktail, mens tyske Brutalismus 3000 som få har formået at gøre den tungeste og mest ekstreme klubmusik til et popfænomen. Ligeledes kan den storroste digicore-stjerne Jane Remover om nogen betragtes som en avantgardist.
Og sådan kunne man blive ved med at fremhæve stadig mindre navne på programmet.
Den sidste booking, jeg gerne vil rose, er dog at finde blandt de største navne, nemlig sydkoreanske Jennie, som er den første k-popstjerne nogensinde booket som hovednavn på en dansk festival.
Jeg har tidligere kritiseret Jennies solomusik, og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvordan den kommer til at tage sig ud på Orange Scene.
Alligevel klæder det Roskilde Festival at afspejle det faktum, at k-pop ikke længere kan regnes for et niche-fænomen ved siden af vestlig popmusik, ligesom det klæder den at udvise modet til at booke en kunstner, som jeg har svært ved at gennemskue, hvordan kernepublikummet vil tage imod.
Det er en risikovillighed, man godt kan savne blandt resten af årets hovednavne, der i flere tilfælde kigger bagud snarere end fremad.
Se alle dagens annonceringer HER.