TRACK. Jeg kan huske at være 15 år gammel og lytte til det amerikanske popscreamo-band Pierce the Veil.
Jeg svælgede intenst i det lidelsesfulde sangforedrag, der sjældent afveg fra sit lidenskabelige fokus på livets ulidelighed, og tænkte, at her var altså noget virkelig dybt og ægte på færde.
»Born in this world without a voice or say / Caught in the spokes with an abandoned brain«, lød det. Og: »Slow conversations with a gun mean more than I’ve ever said to anyone«. So true, tænkte jeg.
Jeg kom til at tænke på Pierce the Veil, da jeg hørte ‘Hit the Wall’, førstesinglen fra Gracie Abrams kommende tredje album, ‘Daughter From Hell’, for selvom vi befinder os på vidt forskellig musikalsk grund, er den floromvundne livslede den samme.
»I try to be violent, but I get caught / A room full of doctors and an inkblot«, synger hun. »I’m numb ’til I’m aching for the sharp pain / Watch my blade ricochet«.
Det er let at være skeptisk over for så åbenhjertigt et udtryk for selvmedlidenhed fra J.J. Abrams datter, men de rige og priviligerede har altid været prædisponerede for melankoli. Måske fordi de har så meget fritid, de kan bruge på virkelig at mærke efter, hvordan de har det.
Problemet med ‘Hit the Wall’ er snarere, at Abrams stadig mangler at finde sin egen lyd. Fra det subtilt elektroniske singer/songwriter-udtryk og den ‘I Know the End’-klingende melodiske fremdrift til selve det toneleje, hun synger i, er sangen indbegrebet af »we have Phoebe Bridgers at home«.
Det ændrer dog ikke på, at jeg et sted dybt inde stadig er teenageren, som elskede Pierce the Veil, og jeg kan stadig blive grebet af den flødeskumskage af weltschmerz, som Abrams pisker frem. Også selvom hun til tider går så hårdhændet til værks med piskerisen, at vi nærmer os smør.
Ægte rørt bliver jeg en enkelt gang: »I thought we’d get married, but I guess not«, konstaterer hun. Ingen dramatiske armbevægelser, men til gengæld oprigtigt trist.
Til dig, der kan lide: Pierce the Veils tekster. Rorschach-testen. Livslede. ‘I Know the End’ af Phoebe Bridgers.