For et par siden spåede mange Zar Paulo til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival, men det blev som bekendt ikke tilfældet.
Nu er bandet til gengæld blevet tildelt en anden ærefuld opgave. Poprockerne fra Aarhus skal nemlig lukke Dyrskuepladsens næststørste scene, Arena, når festivalen løber af stablen til sommer.
Det har Roskilde Festival netop annonceret. I alt er 15 nye musiknavne og 14 kunstnere blevet føjet til programmet.
Zar Paulo fik deres debut på Roskilde Festival under First Days i 2023, og allerede året efter spillede de en eftermiddagskoncert på Arena. Nu indtager de altså teltscenen igen med det nye album ‘Ex_Europa’ i ryggen.
Udover Zar Paulo byder dagens annoncering også på et andet populært Aarhus-band, nemlig TV-2, der gæster festivalen for første gang i 25 år. Andre danske navne tæller The Savage Rose, Smag På Dig Selv og Angående Mig, der optræder med en unik og særligt iscenesat koncert skabt med Betty Nansen Teatret, hvor musik og scenekunst smelter sammen.

Fra udlandet kan man blandt andet se frem til franske Igorrr, der forener dødsmetal, opera og elektronisk musik, samt den puertoricanske rapper Young Miko, der tidligere har samarbejdet med Bad Bunny.
Alligevel er fokusset i dagens musikpakke først og fremmest på det danske, forklarer musikchef Thomas Sønderby Jepsen i en pressemeddelelse.
»På Roskilde Festival præsenterer vi nogle af de mest markante nyere stemmer, som vil præge dansk musik i de kommende år. Og vi er glade for at gøre det side om side med ikoniske navne som The Savage Rose og TV-2, der selv har inspireret generationer«, siger musikchefen.
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni-4. juli.
Alle dagens annonceringer:
TV-2 (DK)
Igorrr (FR)
The Savage Rose (DK)
Young Miko (PR)
Zar Paulo (DK)
Albertslund Terror Korps (DK)
Angående Mig (DK)
AySay (DK)
Blawan (UK)
Cuirass (DK)
Eee Gee (DK)
Shovel Dance Collective (UK)
Smag På Dig Selv (DK)
Susobrino (BO)
Vilde Tuv (NO)
