ANALYSE. Hvad har Doja Cat, Raye, Rosalía, Tyla, Meghan Thee Stallion, Future, Doechii, Dua Lipa, Kali Uchis, Childish Gambino og Dominic Fike tilfælles?
Ikke meget, tænker du måske – ikke ud over at de alle hører til blandt tidens allerstørste navne.
For ikke særligt længe siden havde du haft fuldstændig ret, men inden for de seneste få uger har et særligt bånd alligevel formet sig mellem dem. Hver og én har nemlig haft æren af at agere fødselshjælpere, da to medlemmer fra det gigasuccesfulde k-popfænomen Blackpink skulle genfødes som solokunstnere.
Medlemmerne af de største k-popgrupper står lige nu i kø for at træde ud af gruppernes skygger og endelig sprede deres egne popstjernevinger.
Således er vi nu blevet beriget med soloalbum fra både Lisa og Jennie, som dermed følger direkte i hælene på deres Blackpink-kollega Rosé, der solodebuterede i december.
For både Lisas og Jennies vedkommende er der tale om ekstremt stjernespækkede affærer, hvor en hel hær af vestlige gæster køres i stilling som en slags militærkortege, der har til opgave af bane k-popvokalisternes vej til stjernestatus. Det er en strategi, vi allerede kender fra ikke så få medlemmer af BTS, som ligeledes én efter én er gået solovejen.
Intentionen om via associationens kraft at iscenesætte k-popstjernerne som en naturlig del af det vestlige poplandskab er ikke til at tage fejl af. Spørgsmålet er bare, om det virker.
Tyggegummityggende flabethed
Ud fra et kommercielt synspunkt er svaret indlysende. Både Lisa, Jennie og Rosé har akkumuleret milliarder af streams, og det er tydeligt, at det netop er samarbejderne med vestlige kunstnere, der trækker streaming-læsset – i hvert fald er Rosés med længder mest populære sang en duet med Bruno Mars, mens Jennies er et samarbejde med The Weeknd.
Rent kunstnerisk er jeg mere i tvivl. Ikke så meget fordi de mange, meget moderigtige features – som The Guardian formulerede det i en tostjernet anmeldelse af Lisas debutalbum, ’Alter Ego’ – giver musikken en aura af noget fokusgruppekonstrueret. Mere fordi de på ikke særlig flatterende vis udstiller k-popstjernernes svagheder som solovokalister.
I Blackpink – egentlig fuldstændig ligesom i Spice Girls før dem – har hvert medlem deres egen helt specifikke rolle, de skal udfylde.
Rosé synger med en lys, uskyldsren nasalitet og en honningagtig sødme, mens Jennies stemme er dybere og karakteriseret ved en tyggegummityggende flabethed, der lyder som om, hun kronisk himler med øjnene.
Lisa, der i Blackpink primært er rapper, bidrager med en kommanderende, aggressiv attitude, og Jisoo, der udgav en debut-ep i februar, har en hæsere og mere luftig stemme – den type stemme, man ofte hører beskrevet som husky, når ordet “sensuel” måske alligevel er en overdrivelse.
De bliver jo ædt op
På en sang som kæmpehittet ’DDU-DU DDU-DU’ – en af Blackpinks bedste sange – går alt op i en højere enhed, fordi deres respektive stemmer tilsammen både understøtter og undergraver sangens militaristiske stemning.
Jennie og Lisa lyder som om, de har intentioner om at stjæle dine frokostpenge; Rosé lyder som om, hun vil give dig et kys på kinden som trøst.
Det taler til de fire Blackpink-vokalisters ære, at de er så utroligt dygtige til at komplementere hinanden. At være i en gruppe handler ikke om at stråle hver især, men om at give hinanden plads. Problemet opstår, når de pludselig står på egne ben.
På både Jennies ’Ruby’ og Lisas ’Alter Ego’ er det en åbenlys svaghed, at de som vokalister simpelthen ikke har ret mange gear at trække i.
Deres individuelle roller afsløres som temmelig overfladiske, når man tilbringer længere tid med dem, og deres respektive måder at synge på – som ellers fungerer så fremragende på Blackpink-singler, hvor de aldrig står alene – bliver ensformige i løbet af et helt album.
Af den årsag har jeg en mistanke om, at overvægten af gæstevokalister ikke udelukkende skyldes kommercielle interesser, men i lige så høj grad at både Jennie og Lisa har brug for nogen at spille bold op ad. Nogen, de kan komplementere og give modspil – og som kan gøre det samme til gengæld.
I modsætning til k-popstjernerne, der har mange års erfaring med gruppedynamikken, er det dog ikke nødvendigvis noget, der falder den vestlige popstjerne særlig naturligt.
Den vestlige popstjerne er selve personificeringen af rendyrket individualisme, og main character-energi er poppens allerhelligste dyd. Hvilket vil sige, at Lisa og Jennie simpelthen bliver ædt op i det øjeblik, de står side om side med Dua Lipa, Doechii, Rosalía eller Meghan Thee Stallion.
Lyt blot til Jennies Dua Lipa-samarbejde ’Handlebars’ og hør, hvordan Jennie bliver reduceret til korsanger, hver gang Dua Lipa kommer bare i nærheden af mikrofonen.
En anden vej
Der er dog i hvert fald ét eksempel på, at det kan fungere at skifte sit k-popentourage ud med vestlige samarbejdspartnere.
På to ganske vellykkede soloalbum har BTS-medlemmet RM nemlig forfinet en rendyrket neosoul-lyd med hjælp fra gæstestjerner hentet fra netop dén afkrog af musiklandskabet: Erykah Badu, Moses Sumney, Anderson .Paak, Little Simz. Her passer de vestlige kunstnere som fod i hose i det musikalske univers, RM forsøger at skabe, ligesom kemien er indiskutabel.
Det tyder på, at vejen til en succesfuld overgang fra k-popgruppe til solokunstner ikke er at samarbejde med et tilsyneladende tilfældigt udvalg af pophimlens største stjerner, men derimod nøje at kuratere samarbejdspartnere, der passer ind i en musikalsk vision.
Det burde naturligvis ikke komme som en overraskelse.
Når alt kommer til alt, er det jo netop derfor, at de fire Blackpink-medlemmer i sin tid blev sat sammen. Ikke fordi de hver især har stjernepotentiale, men fordi det, de hver især bidrager med, passer ind i en samlet musikalske vision – og ikke mindst fordi de har kemi med hinanden.
‘Alter Ego’ og ‘Ruby’ er ude nu.