KOMMENTAR. Alle har ret til et fedt køkken.
Intet menneske er en ø.
Alle danske serier er en krimi.
Sådan lyder nogle af tilværelsens uomgængelige sandheder. I hvert fald som serielandskabet tager sig ud i det snart forgangne år 2025.
Krimien har domineret såvel boghandlere som tv-kanaler i årtier, men med streamingtjenesternes tiltagende dominans er genren efterhånden blevet tv-formaternes svar på bjørneklo eller skvalderkål. Vupti – pludselig var havens mangfoldige liv af blomster og planter væk.
Det nye er ikke, at der bliver lavet mange krimiserier. Det nye er, at serier, der for nogle år siden helt sikkert ikke havde haft noget med genren at gøre, nu også er krimier.
DR’s store søndagsserie ’Generationer’ var et spraglet familieportræt i slipstrømmen på tidligere tiders ’Sommer’, ’Krøniken’ og ’Arvingerne’. Men den blev markedsført på sit mordmysterium: Et barnelig fundet på loftet i en nydelig ældre dames etageejendom. Gjorde hun det? Og hvorfor?
TV 2’s ’Løgnen’ var et empatisk portræt af sosu-assistenter på Vestegnen – pakket ind i et dødsfald til en sommerfest, som serien flasher forward til i taktfast tråd.
En anden TV 2-serie, ’Danefæ’, var en skildring af en kappe- og ægteskabsstrid mellem et dygtigt arkæologpar. Men også bygget op omkring et dødsfald, nærmere bestemt en række opsigtsvækkende knogler og gravfund måske/måske ikke tilhørende Harald Blåtand. »Et moderne ægteskabsdrama med et krimi-tvist fra fortiden«, som TV 2 selv beskrev serien.
Hos Netflix var den populære ’Reservatet’ den mest rendyrkede krimi i mængden, en fortælling om privilegier og ulighed forankret i den danske overklasse og en filippinsk au pairs forsvinding. Uden at være et mordmysterium udspillede ’Legenden’ sig også i crime-territorium.
Alle er glimrende serier og for så vidt ret opfindsomme videreudviklinger af krimigenren. Vi er et stykke fra ’livstrætte politifolk opklarer bestialske mord på unge kvinder’-tropen, og så langt så godt.
Ikke desto mindre er det værd at råbe vagt i gevær over for, at krimien har bodysnatchet alle former for fortællinger. Der er en tendens til, at man som tv-kanaler og streamere ikke tror på, at en helt almindelig dramaserie med spændende menneskelige dilemmaer og en god præmis slår til længere, hvis ikke man har et mysterium, og helst et mord, der skal opklares undervejs.
Det er resultatet af en sikkert ikke helt fejlagtig antagelse om, at det er sværere at få og fastholde seernes interesse i en tid med utroligt mange varer på streaminghylderne. Man tyer nærmest desperat til greb for at holde publikum fast i spindet, mens man samtidig skæver misundeligt over mod krimikongernes binge-egnede hooks og cliffhangers.
Også internationalt er krimigenren allestedsnærværende, men i Danmark bliver der produceret ganske få serier på årlig basis, og desto mere kvælende kan det være, når paletten bliver for ensartet og gennemskuelig. I tilgift til de allerede nævnte har TV 2 jo mere rendyrkede krimier som ’Oxen’ og ’Sommerdahl’ kørende, mens Netflix snart lokker med anden sæson af ’Kastanjemanden’.
Og selv i den ellers totalt afkriminaliserede ’Carmen Curlers’ legede sæson 3 pludselig med mord, da Christian Tafdrup blev skudt.
Det er først og fremmest synd, hvis ellers fortræffelige dramaoplæg møder krav om at indforskrive drab, efterforskere og kriminalopklaring i mixet. Der må da være andre måder at skabe spænding, klippehængere og en følelse af liv og død.
Ved indgangen til 2026 er udfordringen hermed givet videre …