ANBEFALING. Det er med album, som det er med den gennemgribende, kropslige følelse af uhygge, man altid håber på at opleve, når man sætter sig for at se en gyserfilm.
Sommetider rammer den øjeblikkeligt i samme øjeblik, morderen skærer halsen over på sit første sagesløse offer. Andre gange går to tredjedele af filmen med at opbygge en stemning, som langsomt drager én ind, indtil man til sidst er fastlåst i rædslen som en flue i et spindelvæv.
På samme måde er der album, der overvælder øjeblikkeligt ved første lyt, og andre, der langsomt forfører og lidt efter lidt åbenbarer sig. Nogle album er som ’The Texas Chainsaw Massacre’, andre er som ’Rosemary’s Baby’.
’Blurrr’, den britiske musiker, digter, kunstmaler og faste Dean Blunt-samarbejdspartner Joanne Robertsons sjette album, hører til i sidstnævnte kategori.
Der var ganske vist ingen tvivl om, at det var et rigtig solidt album, da det udkom i september, men først nu – efter at have lyttet til det uafbrudt i tre måneder – står det klart, at vi har at gøre med et af årets allerbedste.
Alting flyder
Det er svært at kigge på albummets cover uden at blive bare en smule nysgerrig på, hvordan ’Blurrr’ lyder.
Billedet, der bærer tydeligt præg af at være taget med en mobiltelefon, er både uskarpt, overeksponeret og ekstremt kornet, som om kameraet har været ude af stand til at forholde sig til det kraftige lyserøde lys, der flyder ind fra alle hjørner.
Robertsons ansigt, fanget midt imellem to forskellige ansigtsudtryk – midt i et smil, der enten ikke helt har formet sig endnu eller er ved at falme – er uudgrundeligt på samme måde, som Mona Lisas siges at være det.
Min egen telefon er fyldt med den slags billeder – billeder taget spontant i situationer, jeg ikke længere kan huske, men som jeg alligevel ikke kan få mig selv til at slette.
Musikken på ’Blurrr’ er meget ligesom albumcoveret.
De minimalistiske, akustiske sange lyder spontane og semi-improviserede, og lyden er kornet, uskarp og mudret og synes sommetider helt at kollapse under vægten af den enorme rumklang. Alligevel er musikken usædvanligt svær at give slip på.
’Blurrr’ lyder som om, det er indspillet direkte på en kassettebåndoptager i en jernpansret elevatorskakt, hvor den uendelige rumklang gør lyden nærmest flydende. Det siger meget om den akvatiske klang på ’Blurrr’, at selv r’et i albumtitlen er på nippet til at flyde ud i intetheden.
Den knirkende lyd af fingre, der gnider mod guitarens gribebræt, strengenes summende vibrationer og skingre overtoner, Robertsons læber og tunge, der bevæger sig for at forme ordene, de skarpe s-lyde, rummets dybe, susende tilstedeværelse og selve indspilningens knitrende tekstur.
De tilfældigt opståede baggrundslyde bliver forstærket så hårdt og nådesløst, at de sommetider overdøver selve musikken.
Alligevel er der noget nærmest skulpturelt over måden, disse lyde bliver forstærket på, som virker alt andet end tilfældig. Som på åbningsnummeret ’Ghost’, hvor den forvrængede, nærmest overstyrende lyd af hud mod guitarstrenge ved hvert akkordskift næsten forvandles til perkussion.
Som tektoniske plader
Der er to hovedattraktioner på ’Blurrr’. Den ene er Robertsons mangefacetterede stemme, som hun doserer over sangene med de samme brede, knudrede strøg, hun bruger i sine abstrakte malerier.
Den anden er den dramatiske cello af britiske Oliver Coates, som mange sikkert allerede har hørt på album af blandt andre Massive Attack, Sigur Rós og Radiohead og i film som ’Under the Skin’ og ’There Will Be Blood’.
Coates cello figurer kun på tre af albummets sange, og det er et godt valg, for det betyder, at den giver et lille chok til systemet, hver gang den gør sin entré i lydbilledet. Så kraftfuld og massiv en tilstedeværelse er dens dybe mørke, der er lige så taktilt som den grove bark på et gammelt træ.
Det gælder ikke mindst i nøglesangen ’Always Were’, hvor celloen danner et kulsort bagtæppe for Robertsons ekstremt lyse, gennemborende falset. Coates strøg er så langsomme og monumentale, at det nærmest er som at høre de tektoniske plader bevæge sig, hver gang han flytter sin hånd.
»You’re on your feet / You’re out in the sun / You’re out in the street / You’re lying down in my dearest dream«, synger Robertson på den repetitivt hypnotiske ’Friendly’, som om hun guider lytteren gennem en meditation.
De obskure tekster på ’Blurrr’ fremstår som ren og skær fri association og er som oftest usædvanligt svære at tyde gennem Robertsons sælsomme fraseringer, hvor hvert et ord vendes og drejes i munden, som om hun først lige har lært det at kende.
Hvis man lykkes med at opsnappe en lille tekstbid, er de dog ofte ret skønne. Som når hun, ligeledes i ’Friendly’, udbryder »black pepper everywhere«, som om hun pludselig er blevet ramt af en mystisk vision, hun ikke kan vente med at beskrive.
At lytte til ’Blurrr’ er konstant at opdage den slags små detaljer og lade sig fascinere og forundre over dem.
Fra Dean Blunts ’Black Metal’ til sidste års bedste danske album, Elias Rønnenfelts solodebut ’Heavy Glory’, har Joanne Robertson i flere år været at finde på nogle af indiemusikkens vægtigste udgivelser.
Men med ’Blurrr’ har hun lavet sit første mesterværk i eget navn.