The Last Dinner Party var bedst, da teatermasken krakelerede i Store Vega
KONCERT. Med Vegas scene klædt i mostilgroede sten, kirkeagtige hvælvinger og en slags uro af sorte fugle hængende over bandet var der lagt op til en teatralsk forestilling, da The Last Dinner Party efter et par festivalbesøg spillede deres første koncert som hovednavn i Danmark.
Og englænderne skuffede ikke, da de kom på scenen til en varm modtagelse fra et dedikeret publikum. For i forsanger Abigail Morris har de et trumfkort af en frontkvinde, der på magnetisk og teatralsk vis var svær at tage øjnene fra og hurtigt fik dækket hver en kvadratcentimeter af scenen.
Hvis rockstjernen er en døende race, så gjorde Morris alt, hvad hun kunne for at genoplive den med nærvær, store fagter og udstrakte arme, mens bandet blæste gennem storladne og dynamiske sange som ‘Agnus Dei’, ‘The Feminine Urge’ og ‘Caesar on a TV Screen‘.
Men selvom Morris er det naturlige midtpunkt, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget plads hele bandet fik i løbet af aftenen.
Leadguitarist Emily Roberts leverede den ene guitarsolo efter den anden med en iscenesættelse, der sendte hilsner til rockens guldalder, mens keyboardspiller Aurora Nishevci og rytmeguitarist Lizzie Mayland fik deres øjeblikke som glimrende sangere på ‘I Hold Your Anger’, ‘Gjuha’ og ‘Rifle’.
Særligt smukt og kollektivt blev det cirka halvvejs gennem koncerten, hvor bandet samlede sig midt på scenen i tætte vokalharmonier på først den hypnotiske ‘Woman Is a Tree’ og lidt senere balladen ‘Sail Away’, hvis afslutning med hele bandet som et overjordisk kor var enormt rørende.
Der, hvor koncerten for alvor løftede sig, var dog i de sprækker, hvor det stramt koreograferede og teatermasken krakelerede, og et smil eller lille grin slap igennem under den ellers medrivende ‘Before It Felt Like a Sin’.
Eller da Morris i sin glæde over at have lært at sige ‘tak’ på dansk på klodset, men charmerende vis fik slået sin læbe til blods på mikrofonen. »So punk!«, sagde hun ironisk, inden vi fik en smuk version af ‘The Scythe’, hvor publikum fik lov at synge det sidste omkvæd selv i skøn fællessang.
Vi fik også en sjov anekdote om bandets første koncert i Danmark, hvor de hvor de drak sig helt ned backstage på Smukfest – en disciplin, de nu på passende vis kalder »doing a Denmark« – og spillede foran et publikum på blot tre mennesker, inden de lukkede hovedsættet med en forløsende og løssluppen udgave af deres vel nok største hit, ’Nothing Matters’.
Et skønt brud med den mere teatralske tilgang, der agerede modvægt til den prætentiøse aura, som bandet nogle gange er blevet beskyldt for at have. For rent faktisk var bandet og især Morris ret fjollede og glade hele vejen gennem koncerten og lignede et band, der virkelig nyder at spille sammen.
Til sidst gik lige lovlig meget snak og gøgl i den. Som under ekstranummeret ‘This Is the Killer Speaking’, der blev afbrudt halvvejs af et lidt for langt mellemspil, hvor publikum skulle lære dansetrin, inden nummeret blev spillet færdigt. Eller da der afslutningsvist næsten gik Oscar-takketale i den med alle de folk fra bandets crew, der skulle takkes individuelt.
Alligevel leverede The Last Dinner Party en koncert, der var både medrivende, velspillet og satte et smil på læben hos de fleste. En påmindelse om, at selv det mest koreograferede rockshow fungerer bedst, når man tør lade masken falde og bare lade sig rive med af musikken.
Kort sagt:
The Last Dinner Party leverede en velspillet og teatralsk forestilling i Store Vega, hvor især Abigail Morris’ magnetiske tilstedeværelse og den kollektive vokalstyrke imponerede. Men det var de spontane sprækker i den stramme iscenesættelse, der gjorde koncerten både menneskelig og medrivende.