Alle faldt pladask, da knuselskelige The Last Dinner Party indtog Roskilde Festival

The Last Dinner Partys rødvinsmarinerede bohemerock var booket til Eos, men deres sange har format til Arena. Mindst.

Et pompøst stykke orkestermusik agerede forspil til koncerten, inden bandet indtog scenen. Og det blev ikke mindre storladent derfra.

Åbningsnummeret ’Burn Alive’ lyder som en slags blanding af Siouxsie and the Banshees og Bats for Lashes. Jeg har knuselsket nummeret hele sommeren, og jeg var bekymret for, om den flamboyante frontkvinde kunne ramme den høje tone i verset lige så rent som på albummet. Men hun gjorde det perfekt, ligesom sangen er perfekt.

Og The Last Dinner Party havde flere lige så gode sange med til et forfrossent, men talstærkt publikum. Den Sparks-agtige ’Sinner’ var et andet højdepunkt. Ikke alle kendte sangenes ofte lange forløb, og der blev flere steder klappet i utide. Men det ændrer ikke på, at alle faldt pladask for dette fremadstormende London-band denne råkolde torsdag aften.

Ikke alt var perfekt. Der var flere steder for meget bas og tromme, som buldrede hen over det øvrige. Når man laver musik så saftigt melodiøs som The Last Dinner Party, er det naturligvis lidt en skam. Der var også et Chris Isaak-cover smuglet ind i sættet. Det var for så vidt ok, men fik mig til at glæde mig til, at The Last Dinner Party har et album mere at trække på.

På Smukfest sidste år havde der været fire publikummer til bandets koncert, fortalte frontkvinden. I år på Roskilde Festival var vi mange flere, der knuselskede dette aristokratiske, excentriske glamrockband, der ikke rigtig ligner noget andet, jeg har kastet blik på i nyere tid.

Bandet har ikke kun gode sange, de har også et unikt udseende (shout-out til lead-guitaristens sorte englevinger!) og en frontfigur, der både bjergtog og charmerede publikum eftertrykkeligt. Jeg forestiller mig, det har været sådan at opleve en ung Freddie Mercury i de tidlige 70’ere.

Undergangshymnen ’Nothing Matters’ fik selv kulden, regnen og mudderet til at føles ligegyldigt, så længe dette omkvæd fyldte os op med livsmod. Bandets hit vil muligvis også inspirere folk med puls tilbage i kroppen ude i teltene. »And I will fuck you, like nothing matters« er nok de seneste års mest sangbare linje inden for den alternative rock.

The Last Dinner Party endte som en nådig nadver til et publikum, der var hårdt prøvet af vejrgudernes krumspring. Alligevel var det muligt at finde glæden ved musikken. Og lysten til at lære The Last Dinner Party meget bedre at kende. En overdådig servering.