Hvem er din yndlingsskurk i en slasherfilm?
Der er de åbenlyse favoritter fra genrens gyldne æra tilbage i 80’erne og op igennem 90’erne. Himboen Jason Voorhees med macheten løftet over ishockeymasken. The OG barnepigemorder Michael Myers. De mange versioner af Ghostface og deres metalege over telefonen. Eller Snurre Snup-sadisten Freddy Krueger, som myrder teenagere i deres drømme.
Længere nede ad ranglisten findes dræberdukken Chucky fra ’Child’s Play’. Han nyder generelt lavere anseelse end de øvrige mastodonter, men med sin beskidte mund, diabolske humor og gigantiske Napoleon-kompleks er han bestemt ikke mindre interessant af den grund.
Han er din ven til den bitre ende, som en af hans mange oneliners lyder, og den ende er som regel en skarpsleben genstand i ryggen.
Da seriemorderen The Lakeshore Strangler på flugt fra lovens lange arm bliver skudt i en legetøjsforretning, griber han ud efter den nærmeste Good Guy-dukke og overfører sin sjæl til den. Siden originalen udkom tilbage i 1988, har Chucky samlet køkkenkniven op i intet mindre end seks efterfølgere samt en SyFy-serie på tre sæsoner.
Men utroligt nok har franchisen over sin lange levetid haft de samme kreative kræfter bag kameraet, der ud over Brad Dourifs raspende og tro stemmeføring tæller manuskriptforfatter Don Mancini og hans producerpartner David Kirschner.
Ingen af de gamle kræfter havde noget at gøre med remaket fra 2019, som da også fortjener sin plads i glemmebogen. Men i resten af serien er der masser af friskt kød på dukkebenet at sætte tænderne i, også for de uindviede.
Den skjulte sammenhæng
De fleste slashere sender efterfølgere ud år efter år, indtil publikum kører død i dem. Men med Child’s Play er der store tidslommer imellem hvert udspil.
Den originale trilogi, hvor dukken gør sit værste for at overtage sin ejer Andys krop, blev ganske vidst udgivet inden for tre år af hinanden i årene 1988-91. Herefter vendte Chucky først tilbage i 1998 med road-komediegyseren ’Bride of Chucky’, som blev fulgt op seks år senere af den kitschede Hollywood-satire ’Seed of Chucky’.
Derpå strøg franchisen tilbage til sine horror-rødder og direkte på hjemmemarkedet i 10’erne med de outrerede ’Curse…’ og ’Cult of Chucky’, hvor Dourifs egen datter Fiona bider skeer med det efterhånden farverige katalog af miniaturemordere som den kørestolsbundne final girl Nica.
For udenforstående kan det ligne, at der ikke er den store sammenhæng imellem filmene, og måske er det netop derfor, de aldrig har nydt den samme brede fanskare som ’Friday the 13th’, ’Saw’ eller ’A Nightmare on Elm Street’.
De har skiftet produktionsselskab tre gange, fem forskellige mænd har siddet i instruktørstolen, og serien har sågar skiftet navn fra ’Child’s Play’ til ’Chucky’.
Men igennem det hele har hjernen og hjertet bag umiskendeligt været Kirschner og Mancini.
Fra mus til mord
Som en vordende filmstuderende på UCLA lagde Mancini pen til manuskriptet ’Blood Buddy’ for at få en tåspids inden for Hollywood. Manuskriptet, som formede konturerne til ’Child’s Play’, gav ham ikke blot en agent, men en kontrakt med den unge stjerneproducer Kirschner.
Kirschner havde allerede stjernestøv på kappen efter at have kickstartet karrieren ved at pitche animationsfilmen ’Rejsen til Amerika’ til Don Bluth og Steven Spielberg.
Det er lidt af et kvantespring at gå fra jødiske immigrantmus i Det Vilde Vesten til en okkult seriemorder fanget i en dukkekrop i Chicagos slumkvarterer. Men ligesom det var tilfældet med samarbejdet mellem mainstream-manden Mark Frost og avantgarde-geniet David Lynch under ’Twin Peaks’, er der en smuk mening med galskaben i det umage makkerpar Kirschner og Mancini.
Kirschner vidste, at han kunne sælge en gyserhistorie om en dræberdukke og designede Good Guy-legetøjslinjen. Manchini var den store idémand, der brugte horrormediet til at grave ned i dybereliggende tematikker.
Som den hemmelige tredje ingrediens foreslog instruktør Tom Holland at caste Brad Dourif i rollen som Chucky, og hans maniske præstation gav dukken en fandenivoldsk, bister personlighed.
På grund af det tætte samarbejde har samtlige ’Child’s Play’-film bevæget sig i vidt forskellige retninger ud fra, hvad der var populært i samtiden, uden at miste grebet om sit kitschede dna og den grovkornede humor.
En queer slasher
Ikke alle trioens ideer har været lige gode: Den kedsommelige ’Child’s Play 3’ fortaber sig for eksempel i en bedaget ’Full Metal Jacket’-pastiche.
Men det er umuligt at forestille sig etablerede franchises som ’Scream’ eller ’Halloween’ tage så store chancer, som de gør i ’Bride of Chucky’ med en esoterisk nü-metal æstetik eller i efterfølgeren ’Seed of Chucky’, hvor Chucky og hans partner Tiffany (Jennifer Tilly) bliver forældre til et nonbinært dukkebarn ved navn Glen eller Glenda.
Dén film afviste Universal blankt med noten »too gay«. Men homoseksuelle Mancini har faktisk fra dag ét givet sin filmserie en mærkbar queer kant. Den første film handler vitterligt om en ensom dreng, der bare vil lege med sin yndlingsdukke. Og Hollywood-starletten Jennifer Tilly – et ikon blandt LGBTQ-folk på grund af sin rolle i Wachowski-søstrenes lesbiske thriller ’Bound’ – spiller en større rolle i de senere film, ligesom John Waters kigger forbi for en kort bemærkning i ’Seed of Chucky’.
Mancini har samtidig bygget bro til tidlige queer-pionerer i Hollywood. I ’Bride of Chucky’ bliver Tiffany myrdet og genoplivet i badekarret af Chucky, mens hun ser ’Bride of Frankenstein’ som en hyldest til den åbent homoseksuelle ’Frankenstein’-instruktør James Whale.
Og deres barn er navngivet efter crossdresseren og exploitation-filmskaberen Ed Wood, der instruerede filmen ’Glen or Glenda’ i 1953.
Slay, morder!
Ligesom filmene selv har Chucky udviklet sig igennem årene. Han er det samme bralrende røvhul med en umættelig blodtørst, som han altid har været, men han er også blevet en slags familiefar, der prøver at få tilværelsen til at hænge sammen ved siden af alle blodsudgydelserne.
Det står i kontrast til de øvrige slasher-skurke, der har siddet fast i den samme rille fra dag ét. I ’Cult of Chucky’ sætter han sågar foden ned over for en voldtægtsparat psykolog: Dét er alligevel for monstrøst til seriemorderen med mere end 40 lig i skabet! Og i serien ’Chucky’ erklærer han, at han måske er et monster, men trods alt ikke en forbandet homofob.
Han er gået fra rovmord til slay, ikke ulig hvad vi har set andre steder i landskabet. Jokeren i ’Harley Quinn’-serien går gennem en lignende udvikling fra Harleys toksiske kæreste til woke patriark og borgmester. Og babysitter-robotten M3GAN, som helt åbenlyst er skabt med Chucky som forbillede, blev et queer-ikon igennem en hang til mord, bedrevidende moderskab og kække dansetrin.
Selv psykopater bør i dag have standarder og god smag.
Høj underholdningsværdi
Filmene taler altså ind i vores samtid mere end nogensinde før. I nutidens lys skal man dog først og fremmest vide, at ’Child’s Play’ over en bred kam er forbandet underholdende.
De første to film, der udkom i en tid, hvor resten af genren stod i stampe, er yderst velproducerede og skræmmende. Der er en grund til, at billedet af Andys mor, som finder ud af, at Chucky taler, selvom han ikke har nogen batterier i, er ikonisk.
’Bride of Chucky’ balancerer fænomenalt imellem det morbide og komiske og giver sin maskot et værdigt modstykke i Tiffany.
Og ’Cult of Chucky’ udspiller sig som en herligt hysterisk homage til Brian De Palmas voyeur-gysere med sit selvbevidste knaldromansplot og brug af splitscreens. Guf for fans af moderne, maksimalistisk horror.
Er du gået kold i de jævnlige udbygninger af ’Scream’ og ’Saw’, så giv ’Child’s Play’ en chance. Måske finder du ud af, at det stadig er sjovt at lege med dukker.
’Child’s Play’ 1-3 kan ses på Blockbuster. ’Seed of Chucky’, ’Curse of Chucky’ og ’Cult of Chucky’ kan ses på SkyShowtime. Serien ’Chucky’ kan ses på Netflix.