KOMMENTAR. I forbindelse med sit seneste album proklamerede Rosalía i et fransk radioprogram, at ‘Lux’ er et »menneskealbum« uden en dråbe AI. Der er ægte knofedt bag de storslåede strygerarrangementer og skønne popmelodier, måtte vi forstå.
Den menneskelige nerve er pludselig blevet sat i relief, nu hvor AI-musikken er rykket ind på scenen.
Vi er fortørnede over, at noget koldt og sterilt kan gøre os efter, og kunstnere har indledt kampen ved at forsage AI-djævlen for alt i verden og holde sig til menneskemusikken. »Det bliver en kamp, vi alle skal kæmpe i de næste par år«, som Sting har formuleret det.
Fronten er trukket skrapt op – ikke mindst i lyset af dystre markedsanalyser og det åbenlyse ophavsretsmæssige problem, hvor AI-firmaer som Suno og Udio har trænet megamaskiner på menneskemusikere uden kompensation.
Men i fortællingen om den gode, menneskelige nerve over for den onde maskine risikerer vi at overse, hvor tæt musik og teknologi altid har været flettet sammen. Og så behøver AI i sig selv måske ikke være så skræmmende.
Det er snarere magten omkring den, der er værd at holde øje med.
Et parløb
»Det bliver aldrig den ægte vare, når der ikke er nogen, der vil dig noget. Når musikken reduceres til algoritmer, overflade og form uden indhold«.
»Den syntetiske musik virker foreløbig kun uhyggelig i sin umenneskelighed og sterilitet. Menneskekunst skal der til – og menneskehjerte – for at skabe menneskemusik«.
Det ene citat stammer fra 82 danske musikeres opråb mod AI-musik i 2025. Det andet er fra 1959, hvor komponisten og konservatoriedirektøren Knudåge Riisager reagerede på tidlig elektronisk musik – gengivet i Jonas Olesens fantastisk grundige gennemgang af genren, ’Pionerer & outsidere’.
I samme bog hører vi elorglets aficionado nummer ét, Peter Erling, kalde instrumentets rytmemaskine for umusikalsk, og at »det er lige meget, om det er en grønthandler eller en smed, der trykker på knappen«.
Musikhistorien er ikke historien om teknologi, der ødelægger musik, men om teknologi, der udvider, hvad vi forstår som musik. Teknologi og musik har altid været i parløb. Hver gang et nyt, banebrydende værktøj er dukket op, har nogen kaldt det umusikalsk.
Det er værd at huske i dag, hvor AI-musik bliver kaldt steril og en udviskning af håndværket. Da Sheryl Crow hørte en AI-baseret demo, beskrev hun oplevelsen som »et angreb på min sjæl«.
Men vi har for længst accepteret, at musik kan skabes gennem lag af teknologi. Elguitaren blev kaldt larm. Synthesizeren blev kaldt kold. Autotune blev kaldt fup. I dag er de alle integrerede dele af det musikalske sprog. Så hvad er den menneskelige nerve egentlig?
AI er i den forstand ikke en revolutionær dæmon, men et naturligt skridt i en udvikling, hvor man allerede i årevis har kunnet generere akkordrundgange, starte automatiske arpeggio-presets med ét klik og lade software mixe det hele bagefter. Siden firespors-båndoptageren er det kun gået én vej: Det er blevet lettere at producere, kopiere og masseudgive musik.
Linjen mellem den rene menneskelige musik og den forbandede AI er mere grumset, end vi gerne vil indrømme.
Ingen superskurk
Det betyder ikke, at vi skal læne os tilbage og lade teknologien rulle uden kritik. AI tydeliggør nemlig et problem, der allerede eksisterer: det ulige magtforhold mellem musikere og musikindustri.
AI kan blive endnu en forskydning i magtbalancen mellem kunstner og label, hvis kompensationen ikke bliver slagkraftig i de nyfundne venskaber mellem musik- og AI-industrien, som Soundvenue tidligere har beskrevet.
For nok er musikhistorien fyldt med nye værktøjer, der har udvidet selve forståelsen af, hvad musik kan være. Den er også fyldt med eksempler på, at industrien ikke altid har indrettet sig i kunstnernes favør.
Se bare på streaming. Det skulle være den store demokratisering af musikdistribution. I praksis endte det med lave indtægter »selv blandt musikere, som vi måske betragter som kendte og professionelle musikere«, som Rasmus Rex Pedersen, lektor på Roskilde Universitet og ekspert i streaming, formulerede det til DR i 2025.
Det er altså ikke AI-teknologien i sig selv, der truer menneske-besjælet musik, men strukturerne omkring den.
Rosalias insisteren på menneskelig nerve blev ironisk nok udgivet på Columbia, der hører under Sony. Sony, der ligesom Universal og Warner har indgået en aftale med AI-firmaet Klay, der vil »pionere en ny model for aktiv lytning, der er designet til at forbedre både menneskelig kreativitet og forbrugeroplevelsen«, som det lyder i aftalen med Universal.
Musikerne får penge for at komme med i AI-maskinen, men de stiller til gengæld deres katalog til rådighed.
Hvis AI-musik bliver organiseret ordentligt, og kunstnerne rent faktisk får en reel kompensation for at være AI-træning, kan teknologien blive et værktøj. Hvis ikke, risikerer den at forstærke en allerede skæv økonomi.
Det er her, konflikten ligger. Ikke i om en melodi er genereret med eller uden en prompt.
Ro på
Da den anerkendte maler Paul Delaroche for første gang så et fotografi i 1840, udbrød han, at »fra i dag er malerkunsten død«.
Delaroche, blandt andet kendt for sit portræt af Napoleon, hvor han sidder opgivende og ser tomt ud i luften, oplevede lige dér, hvordan den realisme, han havde brugt en menneskealder på at mestre med svære penselstrøg og nøje farveblandinger, nu kunne trylles ubesværet frem af et apparat.
Den samme blanding af fascination og afmagt opstår, når man åbner en avanceret AI-musikgenerator og hører noget, der lyder færdigt på sekunder. Især hvis man selv har brugt år på at lære håndværket.
Det er en reel følelse. Men historien viser, at den sjældent er en dødsdom. Malerkunsten døde ikke i 1840.
AI-musik er en game-changer, der ændrer rammerne for, hvordan musik bliver lavet, ejet og tjent penge på. 100 procent. Men hvis vi gør AI i sig selv til superskurken, risikerer vi at overse det vigtigste.
Kampen om musikkens fremtid står ikke mellem menneske og maskine, men mellem kunstnere og systemer.