INTERVIEW. Romantasy er ikke længere en niche – og da slet ikke en guilty pleasure. Granvoksne kvinder har bøger om drager, begær og sværdkamp i tasken, og sidste år slog den amerikanske forfatter Rebecca Yarros alle tænkelige rekorder med ‘Onyx Storm’ (so long, Dan Brown), så forlagsbranchen fik dollartegn i øjnene. Genren er ikke længere noget, der bliver dyrket i skjul i nørdede internetfora, det er big business.
Indtil videre har vi i Danmark hentet de fleste romantasybøger fra udlandet, men noget tyder på, at vi pønser på at rykke produktionen hjem. Sidste år udskrev Politikens Forlag en dansk romantasy-konkurrence, og her i februar giver forlaget People’s os en af de første originale og glohede danske romantasyromaner at varme os ved.
Forfatteren bag er Calisa Wolters: en firstmover, faktisk et decideret fænomen på den danske fantasyscene. Debuten ‘Det røde daggry’, første bind i serien ‘Den som hvisker’, udkom allerede i 2021 på mikroforlaget Ulven og Uglen og er altså netop udkommet i en revideret udgave. Bind 2 lander i april og hedder ‘Løgneralliancen’.
For et par år siden kunne man læse følgende litterære mantra på Wolters’ Instagram: »Alt hvad jeg skaber er inspireret af min fascination over menneskets skyggeside«. Efter at have læst ’Det røde daggry’, vil jeg gætte på, at samme udsagn gør sig gældende endnu.
‘Det røde daggry’ handler om Shiroin, en ung Storkejserdatter fuld af female rage og med en mission om at blive første kvinde på tronen i Imperiet. Ligesom de internationale romantasyheltinder Violet, Feyre og Saeris (if you know, you know, og hvis ikke, så er det bestsellerne ‘Empyrean-serien’, ‘ACOTAR’ og ‘Fae & Alchemy’-serien, vi taler om) er hun frygtløs og naturligvis dømt til at hade sit nye bekendtskab, livvagten Kiel. Intet er jo så pirrende som en solid omgang enemies to lovers.
De to skal rejse til grænsen af Ødelandet, hvilket ofc bliver farligt, ikke blot fordi elsalvianske krigere lurer, men især fordi en slange med sin egen vilje har taget bolig i Shiroin og forsøger at lokke hende i fordærv: »Hvad med al den magt vi skulle have sammen? Hvad med alle dem vi skulle æde?«
For mit vedkommende var det her første gang, jeg læste dansk romantasy, da der jo ikke findes meget af det. Danske L. Sherman har netop udgivet om den udvalgte kriger Kayla, og bogblogger Maren Lemb har taget sociale medier med storm med bind 1 i serien om prinsesse Elmine, ‘Bjergene mellem os’.
Hvad skal vi egentlig også med det, spurgte jeg på et tidspunkt mig selv, når historierne alligevel foregår i fiktive områder som i Kyoh og Kurh og ikke på Fejø? Og så længe universerne virker mere inspirerede af folkeventyr end den jyske muld. Ifølge Calisa er det ikke et spørgsmål om geografi, men om fællesskab.
Den ild, der holder det fællesskab i live, puster forfatteren i høj grad selv til. På deres Instagram er der både Steal the look i en romanunivers-version, en gennemgang af romanens forskellige stadier af Girl Core og en masse andre sociale spil, der peger på BookToks indflydelse på genren og måden, vi taler om den. Her må man gerne lege!
Det kræver dedikation at blive en del af de her gennemarbejdede universer, hvor memes og referencer er ultraspecifikke, og hvor man hverken kender geografien eller nogle som helst regler på forhånd. Så mit første spørgsmål til Wolters, adresserer det hårde arbejde, det kræver at komme med ombord for en nordisk minimalisme-pige som mig:
Din roman ‘Det røde daggry’ starter med en illustration af et kort over ‘Imperiet’. Hvordan kan man præsentere en helt ny verden for læseren, uden at det føles som at gå i skole?
»Se sådan her på det: Du skal ikke beskrive en seks-retters menu, hvis der ikke er nogen, der skal spise den. Genren kan godt have tendens til nogle lidt infotunge introsekvenser, så det er vigtigt, at den verden, du har skabt, bliver introduceret i takt med, at din karakter interagerer med den«.
Oplever du, at folk har svært ved at tage romantasy seriøst som voksenlitteratur? Det er jo langt fra en børnebog, du har skrevet.
»Folk havde svært ved at anerkende det som voksenlitteratur, indtil man blev fortrolig med begrebet YA (Young Adult, red.). Den hylde fandtes simpelthen ikke hos boghandlerne, og så kunne ‘Fourth Wing’ risikere at blive sat ved siden af Pippi Langstrømpe. Engang i midten af 10’erne opdagede forlagene så, at vi, what, faktisk også kunne skrive YA-fantasy på dansk. Firstmovers var sådan nogle som Nana Foss og Boris Hansen med henholdsvis Spektrum-serien og Panteon-sagaen. Den nye hylde var opfundet, men det betød så også, at mange forlag ønskede, at man, hvis altså man skrev genrer som fantasy eller sci-fi, lige skulle gøre sin karakter en smule yngre, så vedkommende passede til det nye segment af læsere«.
Så fantasy og sci-fi kunne stadig ikke være voksenlitteratur?
»Flere har kaldt ‘Det røde daggry’ for den første New Adult fantasyroman fuld af kærlighed og erotik udgivet på dansk. En romantasy-fortælling foregår ofte et ret specielt sted i hovedkarakterens liv, det sted, hvor man kan dykke ned i meget komplekse forhold og som smager generelt lidt af begyndende voksenliv«.
Din hovedkarakter er en vred, ung kvinde, og dem møder man tit i moderne romantasy. Hvordan undgår man, at de læses som små bratzs?
»Det er jo et spørgsmål om character development. Man giver dem et traume, et handicap. Magi, der fucker med deres hoved, undertrykkelse. Og også ting, der spejler kvinders liv ude i virkeligheden«.
I hvert fald er det ikke kun de vrede unge, der læser romantasy. Det er også, eller måske især, de voksne. Hvad har ændret sig?
»Jamen, måske har folk bare forstået, hvad romantasy er? Og ikke mindst fundet hinanden. Det hele startede jo i hvert fald som et community, måske for alle os, der blev hægtet af et sted. Her må man være nørd, queer, fangirl, neurodivergent«.
Generelt er det min fornemmelse, at moderne fantasy er en ret progressiv genre, hvad angår diversitet. Hvordan tror du, det kan være?
»Fordi man både i sci-fi og fantasy bygger sin egen verden fra bunden. Her er det dig, der laver reglerne. Homoseksualitet for eksempel behøver ikke være et tema, man kan jo bare bestemme, at det ikke er usædvanligt. Det er det samme med racisme. Man kan simpelthen beslutte sig for, at det ikke er et issue«.
Du nævnte selv, at fællesskabet var for jer, der blev hægtet af. Er det også jer, der ikke er vant til at blive repræsenterede?
»Ja. Eller sådan var det i hvert fald, før romantasy blev ‘romantasy’. Og det er også derfor, at fanfiction er så stort og vigtigt i fantasyfællesskabet. Her skriver man sig selv ind i kendte historier efter devisen: ’Jeg er ikke repræsenteret i den her verden, men jeg elsker den. Så hvad nu hvis …’«
Og så er der nørden, en af popkulturens store motorer lige nu. Det virker til at være IN at nørde for tiden?
»Jeg tror oprigtigt, at man bliver et gladere menneske af at stå ved, hvem man er, og ved sin nørdethed. Og så er nørderne der for hinanden. Men der er også en kommerciel grund til at skrive til dem. Nørder bruger herre mange penge! De er dedikerede på et helt andet niveau. Tænk bare, hvad sådan nogle Lego-ting kan koste? For nørden er passionen identitetsskabende«.
Og nu vi snakker om passion … Der er godt nok meget vold i din roman. Hvordan bruger du volden til at skrive om sex?
»Jamen ligger de to ting ikke ret tæt op ad hinanden? Shiorin, min hovedkarakter, har to urinstinkter: Knep ham, æd ham. Reptilhjernen, du ved. Det er de mest voldsomme følelser, vi skal have fat i, dem, der er et tabu i den civiliserede verden.«
Jeg kunne ikke lade være med flere gange at tænke: Den var ikke gået i USA, den der …
»Nej, der er store kulturelle forskelle. Den amerikanske forlagsverden censurerer sex og vold, men er til gengæld klar til at eksperimentere med genren, fordi markedet er så stort. I Danmark er forlagene ikke særligt risikovillige, men vores attitude er vores egen sag. Gå til grænsen og gerne over den. Desuden stoler vi på vores læsere og har ikke behov for at opdrage dem«.
Så du er ikke bange for, at din roman vil opfordre unge mennesker til sex og vold?
»Jeg tror på, at mine læsere har deres eget moralske kompas. Derfor tør jeg godt lade min bog være både tvetydig og dyster. Og selvom man synes, de to hovedkarakterer er nogle værre skurke, så har man vel lov til at længes efter, at de skal kysse, eller hvad?«
Dyster er vist ikke for meget sagt. På et tidspunkt har du skrevet på din Instagram, at du ikke bryder dig om, at man kalder fantasy for eskapisme. Hvorfor ikke?
»Fordi vi med eskapisme ofte mener noget ufarligt, noget, man læser af selviske årsager i stedet for at være en god borger, der læser om samfundet. Men bare fordi noget tager os et andet sted hen, betyder det ikke, at det sted ikke præger virkeligheden. Vi skal ikke bruge begrebet eskapisme til at gøre genren mindre, end den er. Mange af de her bøger handler om krig, død og traumer. Vi læser om andres lidelser for at kunne spejle vores. Og så giver det os også lidt at stå imod med, at helten altid vinder til sidst«.
‘Det røde daggry’, første bind i serien ‘Den som hvisker’, er ude nu. Bind 2 udkommer i april med titlen ‘Løgneralliancen’.