Cannes Film Festival har i mange årtier fået kritik for at præsentere for få kvindelige filmskabere i hovedkonkurrencen.
I år satte festivalen rekord, da den udvalgte hele syv kvindelige filmskabere til den prestigefyldte placering. Og én af dem løb med Guldpalmen i går, da juryformand Ruben Östlund uddelte verdens vigtigste filmpris.
Guldpalmen gik nemlig til franske Justine Triets roste retssals- og parforholdsdrama ‘Anatomy of a Fall’ med en fænomenal Sandra Hüller i hovedrollen. Triet blev dermed den tredje kvinde nogensinde til at vinde Guldpalmen.
‘Anatomy of a Fall’ vandt foran Jonathan Glazers banebrydende holocaust-drama ‘The Zone of Interest’, der i stedet modtog juryens Grand Prix, efter at have mødt noget nær universel ros på Croisetten.
Prisen for bedste instruktion gik til madfilmen Tran Anh Hùng og hans madfilm ‘The Pot-au-feu’, mens juryens pris gik til finske Aki Kaurismäkis kærlighedsfilm ‘Fallen Leaves’.
Der var også priser at hente for japanske Hirokazu Kore-edas ‘Monster’, der vandt prisen for bedste manuskript for sin ‘Rashomon’-lignende fortælling.
Skuespillerpriserne gik til Merve Dizdar, der spiller en central birolle i Nuri Bilge Ceylans ‘About Dry Grass’, og Koji Yakusho, som spiller hovedrollen i Wim Wenders’ ‘Perfect Days’.
Læs Soundvenues udsendtes dækning af festivalen her.
Palme d’Or: ‘Anatomy of a Fall’, Justine Triet
Grand Prix: ‘The Zone of Interest’, Jonathan Glazer
Juryens pris: ‘Fallen Leaves’, Aki Kaurismäki
Bedste kvindelige skuespiller: Merve Dizdar, ‘About Dry Grasses’
Bedste mandlige skuespiller: Koji Yakusho, ‘Perfect Days’
Bedste instruktør: Tran Anh Hung, ‘The Pot au Feu’
Bedste manuskript: Yûji Sakamoto, ‘Monster’
Camera d’Or: ‘Inside the Yellow Cocoon Shell’, Thien An Pham