»C’est la guerre!«, blev der råbt flere gange i går eftermiddag på Croisetten. Slaget om Scorsese udspillede sig på trapperne foran Debussy-salen, og selvom Cannes havde sendt ekstra mandskab for at undgå ofre, var der stadig panik i luften.
Der var nemlig kun én pressevisning af årets måske mest imødesete film på festivalen, som vises uden for konkurrence og derfor ikke deltager i kampen om Guldpalmen: ’Killers of the Flower Moon’, instrueret af mesterinstruktør Martin Scorsese, og folk var klar til at kæmpe for deres plads i salen.
Filmen skildrer et sort kapitel i amerikansk historie, ’The Reign of Terror’: en periode i 1920’erne, hvor indfødte amerikanere i Oklahoma, der var blevet rige af olie, pludselig døde i hobetal under suspekte omstændigheder. Dødsfaldene blev bortforklaret som druk og selvmord og aldrig efterforsket, før Osage-folket tog sagen i egen hånd og selv betalte (!) for at få åbnet en sag.
Den næsten tre en halv time lange ’Killers of the Flower Moon’ er baseret på David Granns grundigt researchede bestseller, der går i fodsporene på de detektiver, der undervejs blev involveret i sagen (og typisk forsvandt) og udfolder sig som en neglebidende thriller.
Hvor bogen har fokus på selve opklaringsprocessen og fokuserer på agenten Tom White (der i filmen spilles af Jesse Plemons) og tilblivelsen af FBI under J. Edgar Hoovers ledelse, vælger Scorsese at fokusere på lykkejægeren Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio) og hans kone Mollie (Lily Gladstone), der hører til Osage-stammen. I perioden hvor mordene står på, mister hun både sin mor, to søstre og en datter.
DiCaprio er næsten ikke til at kende som den sammenbidte simpleton Ernest med sin overdrevent nedadvendte mundvig og grimme tænder, og også Gladstone (’Certain Women’), der selv er indfødt amerikaner med rødder i stammerne Blackfeet og Nimíipuu, imponerer i rollen som stoiske, fåmælte Mollie.
Til gengæld ved jeg ikke, hvor godt sammenføringen af DiCaprio og DeNiro fungerer. Foreningen af Scorseses to muser, der optræder sammen for første gang i en af instruktørens film, har ellers været et stort samtaleemne her på festivalen. Men den comic relief, der ofte opstår i scenerne mellem dem, er for mig at se unødvendig og virker tonemæssigt malplaceret i en film om ubegribelig grådighed og kalkuleret ondskab.
Først fordrives de indfødte amerikanere fra deres hjemland i blandt andet Missouri og Kentucky, og da man så finder ud af, at det golde landskab, man har forvist dem til, indeholder oceaner af sort guld, så sætter jagten ind på at få del af den rigdom.
Og som vi ser flere grelle eksempler på i filmen, så skyr de misundelige hvide Oklahomans ingen midler. En exceptionelt afstumpet mand spørger, efter allerede at have skaffet sig af med sin Osage-kone, en forsikringsmand til råds: »Hvis jeg adopterer hendes børn fra tidligere ægteskab, sog disse børn skulle dø – får jeg så også deres penge?«.
Med ’Killers of the Flower Moon’ bringer Scorsese et mørkt kapitel i Amerikas nyere historie frem i lyset.
Og selvom det ikke er et mesterværk på højde med ’Taxi Driver’, ’Casino’ eller ’The Wolf of Wall Street’, er det skelsættende i sin inklusion af indfødte amerikaneres stemmer både i sin tilblivelsesproces og i selve filmen, hvor de i store dele snakker deres eget sprog og i sin afsværgelse af den klassiske White Savior-fælde.
Her er der ikke en hæderlig hvid mand i sigte.
Den mest originale film hidtil
En film, der om muligt går endnu længere i at udstille menneskers nederdrægtighed, er Jonathan Glazers fjerde film ’The Zone of Interest’ – femte, hvis man tæller kortfilmen ’The Fall’ (2019) med, og det bør man, for faktisk har den en del til fælles med ’The Zone of Interest’, der også starter med at nedsynke, eller i hvert fald omslutte, sit publikum i mørke i mange desorienterende minutter.
Hvor ’The Fall’ bryder mørket med et mareridtsscenarium af maskeklædte mennesker ude i en skov, der performer noget, der ligner en form for lynchning, åbner ’The Zone of Interest’ med et farvemættet billede af fordækt idyl. En familie holder picnic ved flodbredden. Vandet glimter, og fuglene kvidrer. Faktisk, opdager man, kvidrer de så højt, at det næsten gør ondt i ørerne.
Det er selvfølgelig meningen. For snart finder vi ud af, hvor vi er: Auschwitz.
Familien, der hygger sig i solskinnet, er familien Höss bestående af lejrkommandant Rudolf (Christian Friedel) og hans kone Hedwig (Sandra Hüller), der beskriver sig selv som »Dronningen af Auschwitz« og viser sin prægtige have frem, der bugner af blomster og bær og grøntsager, som bogstavelig talt er vokset ud af asken fra alle de mennesker, som de har brændt og bruger til at gøde med.
Også Rudolf er en stolt nazist og så engageret af hans arbejde, at han selv, når han er til fest, ikke kan lade være med at tænke på, hvordan man mest effektivt ville kunne gasse alle gæsterne. En arbejdsskade.
I Glazers skildring er det et job som alle andre. Vi ser kun Rudolf sige farvel til børnene og til møder omkring vagtskifte og »nye forsyninger« eller »ladninger«, der kræver et helt nyt set-up af ovne. En opgave, der er lige noget for Rudolf, der elsker den form for logistiske opgaver.
Kunstnerisk er ’The Zone of Interest’ den mest originale film, som årets Cannes-festival har budt på indtil videre, og den modtager i øjeblikket fremragende anmeldelser fra kritikere verden over, der ikke er blege for at bruge ordet mesterværk og udnævne den til favorit i hovedkonkurrencen.
Og det er da heller ikke svært at se, hvordan dens absurde set-up med en kernefamilie, der bor lige uden for koncentrationslejrens murer, kunne appellere til for eksempel juryens formand Ruben Östlund og instruktøren Damián Szifron, der også er i juryen.
Og hvordan Hüllers og Friedels præstationer kunne appellere til skuespillerne i juyren – de gør det begge to fænomenalt godt som frygtelige mennesker.
Selv er jeg i tvivl, om jeg synes, at konceptet kunne holde til det lange format eller havde gjort sig bedre som genial kortfilm – men sandheden er nok, at det var det mig, der ikke kunne holde til det.
Så ondt gør det at kigge på den grad af fornægtelse, der er på spil. Den ligegyldighed. Egoisme.