’Mr. Scorsese’: Ny dokumentarserie om mesterinstruktøren tør både nørde og dyrke mørket
Til maj er det 50 år siden, at ’Taxi Driver’ vandt filmkunstens fineste pris, Guldpalmen.
Herfra blev Martin Scorsese et uomgængeligt navn i Hollywood, og i dag står han uden diskussion som en af de største instruktører nogensinde.
Alligevel har Marty, som alle kalder ham, altid følt sig som en underdog.
Som barn var han voldsomt plaget af astma og måtte blive inden døre, imens de andre børn legede i New Yorks gader. Gader plaget af kriminalitet og vold, fyldt af karakterer og historier, som lille Marty nærstuderede fra sit vindue.
Biografen blev hans tilflugtssted. Men ikke som hos andre, der i filmmørket fandt et eskapistisk helle fra deres hårde liv, i hvert fald ikke udelukkende.
I efterkrigstidens New York var kun biograferne udstyret med air condition, og helt bogstaveligt var de derfor det eneste sted, hvor han kunne trække vejret.
»Martys liv afhang af, at han kom i biografen«, beskrives det tidligt i Rebecca Millers fremragende miniserie ’Mr. Scorsese’, der fra opvæksten, over de største succeser og de vildeste fiaskoer, stofmisbrug, skilsmisser og superstjernesamarbejder tegner portræt af outsideren, der blev folkeeje.
Scorsese voksede op i en verden af vold, og fra barnsben forstod han, at alle mennesker gemmer på mørke, på vrede og på ondskab. Spørgsmålet er bare, om man kan holde det inde, eller man lader det manifestere sig i vold.
Menneskets iboende ondskab, det uundgåelige syndefald, og hvad det afstedkommer i samfundets outsidere, har Scorsese mesterligt undersøgt i både gangsterhovedværker som ’Goodfellas’ og ’Casino’, boksefilmen ’Raging Bull’, satiredramaet ’King of Comedy’, børsmægler-vanvidsfilmen ’The Wolf of Wall Street’ og selvfølgelig ’Taxi Driver’.
Det er klassikere som disse, der, krydret med mindre mindeværdige missere og personlige kriser, optegner Scorseses oeuvre og danner den kronologiske røde tråd i ’Mr. Scorsese’.
Udover manden selv fortælles historien af Hollywood-stjerner som den evige følgesvend Robert De Niro, Leonardo DiCaprio, Daniel Day-Lewis og Jodie Foster, Scorseses faste klipper Thelma Schoonmaker, manuskriptforfatteren til hans tidlige mesterværker, Paul Schrader, og vennen og instruktørkollegaen Steven Spielberg.
Men lige så vigtigt er barndomsvenner, ekskoner og Martys børn en del af historien, og det skaber et nuanceret og i momenter ret rørende billede af mennesket og mesteren.
I første afsnit optegner barndomsvennerne både den voldelige voksenvirkelighed, som var deres barndoms gader, og den børneverden, hvor Marty så til fra legepladsens udkant. Det giver en tyngde til Scorseses værk at mærke, at det jo er historier fra hans eget liv, han fortæller.
Paul Schrader forklarer, at Travis Bickle fra ’Taxi Driver’ faktisk er Scorsese selv – outsideren, der kigger på fra sidelinjen – og man forstår, at hans livslange bearbejdning af vold, vrede og synd er en udforskning af ondskabens potentiale i os alle, men allermest i ham selv.
Med en helt anden lethed ringer en af barndomsvennerne midt i interviewet til sin storebror, der inspirerede hovedkarakteren i Scorseses gennembrudsfilm ’Mean Streets’, og kort efter dukker han op med friskafblegede tænder og solbrun læderhud og beretter om de vilde unge dage. Et kækt, humoristisk indspark, der samtidig understreger, at Scorseses karakterer er meget, meget virkelige.
Lidt uvant for portrætdokumentargenren tør ’Mr. Scorsese’ også være lige så nørdet som dens hovedperson. Som når Schoonmaker i sit klippestudie zoomer ind på specifikke indstillinger fra Scorseses film og fortæller om Godard’ske jumpcuts i den hektiske ’Goodfellas’ eller slowmotionvariationer i boksescenerne fra ’Raging Bull’.
Det klæder portrættet at turde stille skarpt på filmhåndværket, der er en lige så stor del af en mesterinstruktørs geni som deres bearbejdning af livets store spørgsmål.
Ved at overlappe ikoniske scener med manusbidder af dialog, handling og kamerabevægelser får vi indblik i Scorseses evne til at se, høre og klippe en scene allerede inden optagelserne, ligesom hans detaljerede storyboards effektivt vækkes til live. For os dødelige er det nok det nærmeste, man kan komme på at forstå en mastermind som Scorsese.
Han udviser også mod til at lægge kortene frem på bordet med anekdoter om alt fra ’Taxi Driver’s tilblivelse, hvor han i protest imod studiets rettelser ville stjæle originalen og måske, måske ikke sagde, at han ville skyde studiechefen, til nærdødsoplevelser i forbindelse sit voldsomme kokainmisbrug og dybe depressioner.
Det er mørke sider af den glorværdige karriere, som det nok ikke er alle, der kender til, og som klædeligt ikke bare nævnes i forbifarten, men bliver gennemgående temaer, han ærligt forholder sig til.
At hans fejl, mangler og mørke – også via konkrete produktionshistorier, som når Sharon Stone fortæller om at have været outsideren på ’Casino’-settet, hvor perlevennerne Scorsese, De Niro og Joe Pesci havde deres »drengeklub« – får en markant plads i lyset, giver ’Mr. Scorsese’ et kæmpe løft.
Sådan går serien fra at være glædelige gensyn og benovet ikondyrkelse til at være en kompleks udforskning af en stor kunstners geni, sind og liv.
Kort sagt:
’Mr. Scorsese’ er en hyldest til en af vor tids største filmkunstnere, som kommer vidt omkring i hans liv og karriere, men også tør dykke ned i alt det mørke, der har været med til at definere ham. Det gør den til et nuanceret og fængende dokumentarværk fra start til slut.