CANNES FILM FESTIVAL. Fortæl hvilken million dollar-franchise du er vokset op med, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Eller i hvert fald hvor gammel du er.
I køen til ’Indiana Jones and the Dial of Destiny’ overhørte jeg to franskmænd, som var i gang med at tale om festivalen live på Instagram. De præsenterede sig for deres lyttere som henholdsvis ’The Empire Strikes Back’ og ’Mission: Impossible’ som kode for deres aldersforskel og referenceramme.
Selv er jeg ’Indiana Jones og det sidste korstog’: den tredje film i serien om den charmerende oldhistorienørd, der rejser verden rundt for at indsamle artefakter, som »hører til på et museum« og ikke i hænderne på nazister, KGB-agenter, kinesiske gangstere, voodoo-udøvende prinser, hvad end Mola Ram er, eller i grådige pengemænds private samling.
Jeg vidste ikke dengang, at det var den sidste gode film om ham.
Håbet levede
Om det også var onde pengemænd, der stod bag beslutningen om at hive historien om den karismatiske arkæolog frem fra gemmerne og fortsætte sagaen med ’Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige’ i 2008 (med Shia LeBoef som hans søn Mutt) så mange år efter, kan man kun gisne om.
Faktum er dog, at den blev modtaget så dårligt, at de blev nødt til at lave en ny – den her – som kunne fungere som et mere værdigt farvel.
Instruktør James Mangold (’Logan’, ’Walk the Line’) blev tilknyttet som instruktør, og Phoebe Waller-Bridge og Mads Mikkelsen blev føjet til rollelisten. Håbet levede lidt, og forventningerne til Indys sidste eventyr har været høje her i Cannes op til premieren, hvor Harrison Ford er blevet bragt til tårer over modtagelsen og den surprise-Guldpalme, han blev præsenteret med torsdag.
Men end ikke Mikkelsen, Waller-Bridge eller Fords computergenerede alterego kan redde det her charmeforladte CGI-monstrum af en film, der tonser gennem sine 2 timer og 22 minutter med en fart, der ikke føles vild og overvældende på den gode måde, men mere som når man får en ekstratur på en forlystelse, som man gerne vil slippe for.
Mads Mikkelsen på hæderlig tysk
Waller-Bridge er en kærkommen tilføjelse til føljetonen, hvis skildring af kvinder bestemt ikke vinder ved gensyn. Hun bringer energi til filmen og det var hendes fantastiske komiske timing, der høstede de største grin i Cannes.
I filmen spiller hun Indys guddatter, der har fået fingrene i en yderst værdifuld genstand, som Indy selv prøvede at fravriste nazisterne som ung: en slags kosmisk ur (tror jeg nok), som selveste Archimedes har opfundet, og som ikke kun kan måle tiden, men også manipulere den. Og som nazisterne vil bruge til ændre udfaldet af Anden Verdenskrig.
Det er her, Mads Mikkelsen kommer ind i billedet. Han spiller den nazistiske matematikprofessor Jürgen Voller og klarer sig temmelig hæderligt på tysk i filmens første halvdel (der foregår mod slutningen af Anden Verdenskrig) – inden vi møder ham igen i 1969, hvor han er gået ’underground’ i USA som Dr. Schmidt. Desværre er Voller en temmelig flad karakter, som selv i Mikkelsens kyndige hænder hurtigt er glemt igen.
Noget af det mest charmerende ved Indiana Jones-filmene har altid være de rejser, som vi kommer med på – og i den nye kommer vi vanen tro fra Tangier til Athen til Siracusa på Sicilien.
Men hvor vi i filmene fra 80’erne havde tid til at udforske de eksotiske omgivelser med Indy (som godt nok til tider også har været helt overdrevent eksotiserende fremstillet), så opdager man knap nok, hvor man er i ’The Dial of Destiny’. Man er hele tiden ved at styrte.
Tidsmanipulationen baner vej for en rørende slutning, men der er ingen tvivl om, at Indy havde fortjent en bedre finale.
Hollywood har givet Indiana Jones-franchisen kunstigt åndedræt i 33 år. Nu skal de lade den hvile i fred.
‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’ får dansk premiere 28. juni.