CANNES FILM FESTIVAL. Det er langt fra altid, åbningsfilmen på Cannes-festivalen vækker nogen særlig opmærksomhed. Det er ofte en middelmådig film, der bringer franske stjerner til den røde løber, men som for de fleste andre blot skal overstås.
Men ved årets udgave har det været anderledes. Helt anderledes. Filmen er nemlig den franske instruktør Maïwenns ’Jeanne du Barry’, der varsler Johnny Depps tilbagekomst og absolution.
Depp ankom tirsdag aften sammen med Maïwenn på den røde løber med håret slikket tilbage i en hestehale, hans kendetegnende sorte kohl i den nedre øjenkant og sikkerhedsnåle i ørerne. Han blev modtaget med øredøvende hvin fra fans linet op langs croisetten, der tiggede om billeder, og Depp tog sig tid til at skrive autografer og posere.
Hvis han er cancelled i Hollywood, er han det i hvert fald ikke i Sydfrankrig. Det bekræftede den syv minutter lange stående applaus efter premieren i Le Grand Théatre Lumière (hvor premiererne altid, skal det bemærkes, får stående bifald, når stjernerne selv er til stede) – og også skuespilleren selv på onsdagens officielle pressekonference, som han kom 42 minutter for sent til og snøvlede sig igennem i mere eller mindre forståelige formuleringer:
»Jeg føler mig ikke boykottet af Hollywood nu. Jeg tænker ikke på Hollywood. Jeg har ikke længere brug for Hollywood«, sagde Depp.
Han understregede ved samme lejlighed, at han ikke forstår, hvorfor alle er så fokuserede på hans comeback, eftersom han allerede har haft 17 af dem og aldrig rigtigt er gået nogle vegne. »Det er rigtigt, at der var en periode, hvor der ikke var så mange, der ringede. Men jeg tog ikke væk. Det var dem, der kom tilbage til mig«.
Senere udtalte han noget modstridende – med reference til den meget omtalte retssag med ekskonen Amber Heard og hans fyring fra ’Fantastic Beasts’-franchisen – at »når man bliver bedt om at sige op fra en film på grund af noget, der bare handler om en bunke vokaler og konsonanter, der flyder rundt i luften, føler man sig en smule boykottet«.
Spyt i hovedet på journalist
En af dem, der ringede, var altså den etablerede franske instruktør Maïwenn. Og da hun blev spurgt på pressemødet om, hvorfor hun valgte at caste Depp (der på det tidspunkt lige havde tabt den tidligere retssag mod The Sun, der de facto udnævnte ham til en hustrumishandler), svarede hun drillende, at det var vigtigt for hende et finde én, hvor hun kunne mærke vibrationerne, siden de jo kysser en del i filmen:
»Det skulle være én, som jeg fandt sexet«, sagde hun.
En anden grund kunne være, at hun måske vidste, at han var desperat efter arbejde i perioden, og at hans navn kunne garantere den sidste finansiering og massiv mediedækning fremefter, men det kom de ikke ind på.
Der er ikke noget at sige til, at Depp brugte lidt ekstra tid på premieredagen med sine dedikerede fans i anledning af sin første rolle siden Amber Heard-retssagen.
For selvom direktøren for festivalen Thierry Frémaux insisterer på, at ’Jeanne du Barry’ »ikke er et kontroversielt valg overhovedet«, så er der altså stadig en del, som mener, at der er noget problematisk symbolik i at caste Johnny Depp som ’den vellidte’ konge Ludvig d. 15. af Frankrig.
Allerede på vej til festivalen mødte jeg to journalister, der havde tænkt sig at udeblive fra ’Jeanne du Barry’. De ville hverken støtte op om Maïwenn, Depp eller Fremaux’ valg om at åbne festivalen med den film.
Og de seneste dage har Cannes mødt hård kritik for at »hylde overgrebsmænd siden ’76«, som en kampagne på sociale medier (#cannesyounot) formulerer det med henvisning til hyppige festivalgæster som Roman Polanski, Woody Allen, Gérard Depardieu og Luc Besson.
Sidstnævnte instruktør bag film som ’Léon’ og ’Det femte element’ blev Maïwenn gift med, da hun var 16, og han var 32, hvor hun også ventede hans barn, for lige at gøre hele sagen endnu mere speget …
Hvilket er den indirekte årsag til, at også Maïwenn er havnet på kontroversernes holdeplads op til festivalåbningen.
Hun spyttede nemlig for nylig Mediapart-journalisten Edwy Plenel i hovedet, og journalisten har forklaret, at årsagen var, at hun var vred over, at han og Mediapart har rapporteret om anklagerne mod Besson for voldtægt og seksuelle overgreb.
»Hvad ville du sige til dem, der ikke synes, du skal være hér?«, spurgte en journalist under pressemødet.
Hvorefter Depp begav sig ud i en længere sammenligning med, hvis han blev bortvist fra McDonald’s på livstid, og folk, der var vrede på ham, kom for at se ham spise burgers i uendelighed, og at de vrede mennesker sidder som kartoffelmostårne bag deres computerskærme.
Jeg er ikke helt sikkert på, jeg fangede allegorien, men det giver måske en idé om tonen og hans tilstand.
»Giv hende en Oscar«
Depp understregede gentagne gange, at vi (indforstået journalister og nej-hatte) skulle fokusere på filmene – at vores interesse for det, der ligger udenfor er »kedeligt« og »mærkeligt«, og han gik endda så langt som at sige, at størstedelen af alt, hvad der er blevet skrevet om ham og hans liv de sidste fem-seks år er »opdigtet, forfærdeligt skrevet fiktion«.
At se Depp, der konstant tabte tråden, rystede og talte i tunger, mindede mig om, at der forud for al furoren omkring retssagerne og Heard vist var en anden grund til, at Depps stjerne var begyndt at dale i Hollywood: at der var rygter om, at han ikke kunne møde op til tiden og ikke kunne huske sine replikker.
Jeg troede ikke mine egne ører, da han mod pressekonferencens slutning følte sig tilpas nok til at komme med en lille joke omkring at være blev misbrugt af sin fransklærer, da han blev spurgt om, hvordan han forberedte sig til rollen:
»Hun var meget streng. Hun misbrugte mig. Nej, det er en joke. Hun er vidunderlig«.
Klippet fra dén joke til sidemanden India Hairs ansigtsudtryk gav mig akut flashback til Kirsten Dunst udtryk i ansigtet, da Lars von Trier begyndte at tale om at være nazist i præcis samme lokale under festivalen i 2011.
Nå, men er ’Jeanne du Barry’ så i det mindste god? Beviser den, at kunsten må trumfe alle hensyn til andres følelser og de involveredes opførsel?
På ingen måde. Og derfor føles valget endnu mere reaktionært og opportunistisk. Johnny Depps rolle er i øvrigt ganske lille, og han får ikke mange replikker at arbejde med, selvom han klarer dem, han har, fint på fransk.
I kontrast til gallapremierens stående ovation var der i salen blandt journalister fra hele verden, hvor jeg sad, larmende tavshed, indtil én råbte med tyk ironi:
»Giv hende en Oscar!«