Selvdestruktion har altid været ilden under Johnny Depps succes – på godt og ondt

Johnny Depps præstationer og sjældne integritet har altid danset en svær vals med mørket og misbruget. Soundvenues filmredaktør trækker spor gennem den detroniserede stjernes private og professionelle liv.
Selvdestruktion har altid været ilden under Johnny Depps succes – på godt og ondt
Johnny Depp til premiere i Los Angeles i 1990. (Foto: Barry King/WireImage)

Efter en af de usleste retssager nogensinde tv-transmitteret har offentligheden de seneste måneder fået et alt for intimt indblik i det tidligere forhold mellem Johnny Depp og Amber Heard.

Fortællinger om skænderier, vold og bedrag har fyldt æteren, og nu er det op til juryen at vurdere, om Depp har ret i, at Heard har smædet hans navn til og dermed ødelagt hans professionelle indtjeningsmuligheder ved at skrive et debatindlæg, der forbandt ham med vold i hjemmet.

Uanset skyldsspørgsmålet har det været trist at se en af de sejeste skuespillere i nyere tids Hollywood blive centrum for en liveversion af en rigtigt dårlig soap.

Men på en måde ser vi også en ekstrem mareridtskulmination på det skisma mellem dybt respektindgydende skuespillerbrand og den private Johnnys mørke, der har ligget hos ham, allerede inden han blev berømt.

Han har haft vold og misbrug tæt på kroppen, og alkoholen og stofferne har været en nær allieret i mange perioder af hans liv: En krykke, han aldrig har smidt til storskrald, men blot gemt på loftet, så den hurtig kunne trækkes frem, når tingene blev svære, eller måske for nemme.

»Det ondeste menneske«

Johnny Depp blev født i Kentucky, men rykkede med familien til Florida, da han var syv år gammel på grund af farens job. Faren var ingeniør – og fraværende. Familien (Johnny har to søskende) flyttede op mod 30 gange i hans barndom. Moren, Betty Sue, var en gamblende, storbandende og storrygende kvinde. Og voldelig. Der var ingen, der talte sammen i hans hjem, har Johnny fortalt.

Når man læser interviews med ham op gennem årene, er det tydeligt, at han har et kompliceret forhold til moren. Da hun og faren bliver skilt, får moren en depression, og 15-årige Depp passer hende i et år. Den voksne Depp beskriver hende som det mest cool i hele verden og nærmest pinagtigt ærlig.

Det var hende, der gav ham hans første, elskede elektriske guitar, som han lærte sig selv at spille på. Og hun lærte ham, at han ikke skulle finde sig i noget. Som voksen fik han en tatovering af hendes navn i et hjerte. Da hun døde i 2016, efter han havde passet på hende gennem et hårdt kræftforløb, kaldte han hende ved begravelsen »det ondeste menneske, jeg nogensinde har mødt«.

Johnny Depp i New York City i 1988. (Foto: Michael Ochs Archives/Getty Images)

Den lille Johnny smadrede et baseballbat i et træ i haven i timevis for at afreagere. Som 11-årig prøvede han første gang morens nervemedicin, og de kommende år prøvede han mere eller mindre alle de stoffer, han kunne komme i nærheden af. Han begik småtyverier, var hyppigt i slåskampe, mistede sin mødom som 13-årig og drømte om at leve af sin helt store passion, rockmusikken.

Da han var 16, lagde han substanserne på hylden. Han droppede ud af highschool og fik succes med bandet The Kids, som han levede af at spille med rundt omkring i Florida. De blev signet til Los Angeles, hvor de dog druknede i mængden af lignende bands, og som 20-årig Depp solgte kuglepenne og andet bras over telefonen som en erklæret fiasko.

Cigaretter under ærmet

Men gennem sin første ekskone Lori Ann Allisons nye kæreste, en vis Nicolas Cage, fik han et møde med en af Hollywoods førende castere. Den kæderygende unge Johnny dukkede op i t-shirt med cigaretter rullet op under ærmet og en tilbagelænet attitude, som om han ikke kunne være mere ligeglad. Casteren så med det samme hans skæve, autentiske karisma, og han fik sin første lille rolle som mordoffer i Wes Cravens ’A Nightmare on Elm Street’ fra 1984.

Det store gennembrud kom med hovedrollen i FOX’ hitserie ’21 Jump Street’, hvor han spiller en ung politibetjent, der går undercover på highschools for at afdække ungdomskriminalitet. Rollen gjorde ham til et teenageidol. Han fik 10.000 fanbreve om måneden, ikke sjældent med pubeshår i.

Nicolas Cage og Johnny Depp i 1988. (Foto: Barry King/WireImage/GettyImages)

Han hadede, hvad ’21 Jump Street’ gjorde ham til. Nægtede at blive brandet som teen hunk og ville i hvert fald ikke være et forbillede. Allerede i tredje sæson begynder han at sige fra over for dykket i kvalitet. Serien blev en underholdningens pølsefabrik, og trods gode penge lykkedes det ham at vriste sig fri af sin kontrakt flere år før tid.

Det var her, det for første gang stod klar for offentligheden, hvad Johnny Depp var gjort af. Hvad der optog ham. Og det var oplevelsen på ’21 Jump Street’, der gjorde, at der skulle gå flere årtier, før han igen sagde ja til et stort mainstreamtilbud.

I bakspejlet kan successen virke indlysende, men det var en gigantisk chance at sige nej til Hollywoods store studier og i stedet knytte sig på filmbyens største originaler og mest egensindige kunstnere. Han fik sit filmgennembrud i 1990 med kultinstruktøren John Waters ’Cry-Baby’ og selvfølgelig især Tim Burtons ’Edward Saksehånd’ som den sørgmodige outsider med knive på armene.

De kommende år sagde han nej til film som ’Speed’ (gik til Keanu Reeves) og ’Legendernes tid’ (Brad Pitt) og i stedet ja til auteurs som Jim Jarmusch og Emir Kusturica.

En overdosis – et tab af uskyld

Han mødte Winona Ryder under optagelserne til ’Edward Saksehånd’ i 1990. De blev forlovet, Depp fik tatoveret »Winona Forever« på skulderen, og John Waters skulle have viet dem, men ægteskabet blev aldrig fuldbyrdet. I starten beskrev Depp forholdet som roligt, de var mest bare hjemme og gik aldrig ud, men som hans stjernestatus og filmkarriere voksede, skulle det ændre sig.

Parret gik fra hinanden i 1994, hvor Johnny Depp igen var blevet et teenidol, dog denne gang mere on brand med sit eget grungede skær af mørk og skæv outsiderpostion, cementeret af rollen som Gilbert Grape i Lasse Hallströms ’What’s Eating Gilbert Grape’ fra 1993, hvor han tager sig af sin handicappede lillebror (Leonardo DiCaprio) i et belastet hjem i en soveby i Iowa.

Johnny Depp og Winona Ryder til fotografen Herb Ritts fødselsdag i 1990. (Foto: Barry King/WireImage/GettyImages)

Det vemod og den hang til selvdestruktion, han også bar rundt på i sit indre, spejlede sig i de karismatiske præstationer, han leverede i de unge år. Rollerne og den private Depp dansede en svær vals, de nærede hinanden, men truede også med at ødelægge hinanden.

Optagelserne til ’Gilbert Grape’ tog hårdt på Johnny, der kom igennem på et massivt indtag af alkohol og stoffer. Han skar i sig selv og var periodevis suicidal. Han har senere fortalt, at alkohol aldrig bare var »recreational« for ham – det var ikke bare for sjov, og han har ikke samme stopknap som andre mennesker.

Depp har ofte været åben omkring, at han har båret på en smerte i sig, som substanserne har været et forsøg på at dulme – og en vrede, som han har gjort sit bedste for at holde i ave.

I starten af 90’erne overtog han natklubben The Viper Room på Sunset Boulevard, der hurtigt blev et it-sted for byens mest cool mennesker, fra beatdigtere til rockmusikere.

Men uskylden røg, da et andet skuespilleridol, River Phoenix, døde af en overdosis på fortovet foran klubben. Rivers bror Joaquin ringede efter ambulancen. Rygterne gik, at det var Depp, der havde givet ham den fatale dosis, hvilket intet dog tyder på var andet end ondsindet sladder. Både episoden og efterspillet var et wakeup-call for Hollywoods vilde unge.

Dirty sanchez

Tim Burtons ‘Ed Wood’, hvori Depp spiller den titulære b-film-instruktør, blev et privat vendepunkt, og han lagde i en periode alkohol mv. på hylden.

Med det udadgående forhold til Kate Moss fra 1994 til 1997 var han dog stadig fast mand til byens fester, og han blev anholdt efter, sammen med Moss, at have raseret et hotelværelse i New York. Selv forklarede han, at han blot jagtede en kakerlak og kom til at vælte et par ting.

Imens viste han nye sider af talentet med film som ’Donnie Brasco’ i en mere straight rolle, end man havde været vant til at se ham i.

Johnny Depp og Kate Moss i Los Angeles i 1995. (Foto: Barry King/WireImage/GettyImages)

Hans lykkeligste år i privaten virker til at være ægteskabet med den franske skuespiller og sanger Vanessa Paradis. De mødtes på filmen ’The Ninth Gate’, blev gift i 1998, i 1999 kom datteren Lily Rose til verden og tre år efter sønnen Jack. Johnny Depp fortalte medierne om, hvordan børnene havde fået ham til at falde til ro, og han virkede til at nyde livet som familiefar bosiddende i rolige Frankrig.

Det var også i denne periode, at han blev katapulteret til stjernehimlen som en af de bedst betalte skuespillere i Hollywood. For første gang siden ’21 Jump Street’ sagde han ja til den dollarfokuserede fløj af Hollywood med rollen som Jack Sparrow i ’The Pirates of the Caribbean’.

Johnny Depp og Vanessa Paradis ved Golden Globes-uddelingen i 2003. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic/GettyImages)

Bosserne hos Disney var under optagelserne og i klipningen dybt bekymrede for, om Depp excentriske take på rollen – blandt andet moduleret over Keith Richards – ville falde igennem, og han måtte stædigt holde fast i sin vision.

Efterfølgende har han udtalt, at det nu er en rød advarselslampe for ham, hvis ingen af pengemændene er nervøse i processen. På et tidspunkt i ’Pirates’-franchisen sneg han replikken »dirty sanchez« ind, uden nogen opdagede.

Udtrykket er slang for en sexakt, der involverer fæces som overskæg.

To millioner dollars om måneden

Med Jack Sparrow bragte Johnny Depp den excentriske outsider fra sine arthouse-projekter med ind på Hollywoods mest renskurede mainstreambane. Det var genialt. Og uden ham var ’Pirates of the Caribbean’-filmene med sikkerhed ikke blevet det fænomen, de blev. Depp anslås at have tjent 650 millioner dollars på sine film, og hovedparten kommer fra ’Pirates’-filmene.

Depp og Vanessa Paradis blev skilt i 2012 efter noget tids separation. Nogle spekulerer i, at han var hende utro med Amber Heard under ægteskabet – han mødte Heard på settet til fiaskoen ’The Rum Diary’ allerede i 2009. Men forklaringen kan meget vel, som i så mange andre ægteskaber, være, at børnene blev store, og forældrene voksede fra hinanden med to buldrende karrierer, der ikke levnede meget plads til et fælles ’vi’.

Samtidig var alkoholen begyndt at fylde i Depps liv igen. Han stoppede officielt med at drikke i 2013, men det skulle ikke holde længe.

Det er nærliggende at se sammenhængen mellem skilsmissen fra Paradis plus slutningen på Depps livsstadie som småbørnsfar og hans efterfølgende deroute. Det er i hvert fald herfra, at det begynder at gå ned ad bakke. ’The Lone Ranger’ – et forsøg på at skabe en franchise i stil med ’Pirates’ – blev et af historiens største flops, og film som ’Mortdecai’, ’Black Mass’ og ’Transcendence’ manglede den skudsikre fornemmelse for kvalitet, der prægede karrierens tidlige år.

Johnny Depp og Amber Heard til premiere på ‘The Rum Diary’ i London i 2011. (Foto: Mike Marsland/Wireimage/GettyImages)

Depp blev gift med Amber Heard i 2015, efter de havde datet siden 2011. De blev skilt i 2016.

Hvad der sker i de år, er som bekendt det, de strides om i retslokalet i Virginia. Men at dømme efter en massiv og meget omtalt artikel fra Rolling Stone fra 2018 var Depps nedtur komplet i de efterfølgende år.

Roling Stone-journalisten tilbringer et par dage i hans 1.000 kvadratmeter store hus, hvor han kun er omgivet af folk, han har på lønningslisten, tåger rundt i hash og alkohol, sover om dagen og er vågen om natten og praler med sit massive forbrug (»Det er en fornærmelse at sige, jeg brugte 30.000 dollars på vin. For det var langt mere«), som ellers på det tidspunkt havde rodet ham ind i et søgsmål med sit tidligere management om, hvem der havde ansvaret for, at hans penge var ødslet væk.

Efter sigende brugte Depp i en periode to millioner dollars om måneden.

Idolerne

Senere samme år inviterede han i en mere ædru version en journalist fra GQ på besøg i sin sydfranske villa for at præsentere en anden side af sig selv efter det, han framede som et karaktermord fra Rolling Stone. Her fremstår han stadig excentrisk – og som en superstjerne komplet løsrevet fra den virkelige verden med sine utallige ejendomme og anden luksus – men dog knap så vanvittig.

Mest af alt tegner forskellen mellem de to møder med Depp i Rolling Stone og GQ et billede af en mand, som dykker dybt, men måske også kan rejse sig igen. Som en mand, der altid har haft kort vej til misbrugets dulmende effekt, men som også har haft nok karrieremæssig integritet og oprigtig kunstnerisk nysgerrighed til at boble op til overfladen igen. En evne, han mere end nogensinde får brug for nu.

Denne dobbelthed ved Johnny Depp afspejles bedre end noget andet i hans forhold til hans idoler. For Depp dyrker dem som en besat, definerer sig ved dem, er blevet personlige venner med dem, som ingen skuespillere jeg ellers kan komme i tanke om.

Der er skuespillerlegenden Marlon Brando, på hvis rådgivning Depp købte sin egen ø i Bahamas.

Den ivrigt narkoinducerede gonzojournalist Hunter S. Thompson, som Depp lærte at kende personligt, da han spillede ham i Terry Gilliams ’Fear and Loathing in Las Vegas’ – Depp og Thompson konkurrerede om, hvem der vidste mest om beroligende medicin, og efter Thompsons død i 2005 betalte Depp et sted mellem tre og fem millioner dollars for at skyde hans aske ud af en kanon.

Johnny Depp med Hunter S. Thompson i New York City i 1997. (Foto: Rose Hartman/Getty Images)

Musikerne Keith Richards, Iggy Pop, Tom Petty og Bob Dylan, hvoraf mange også brændte deres lys i begge ender.

Marilyn Manson, som legede med Barbie-dukker med Lily-Rose, da hun var lille.

Samleren Johnny Depp har brugt millioner på at købe relikvier og samlinger fra eksempelvis Brando og beat-forfatteren bag ’On the Road’, Jack Kerouac, han har skrevet på sin selvbiografi på samme skrivemaskine, som Hunter S. Thompson brugte, han spiller i band med Alice Cooper.

Han er en nørd, for hvem musikken, filmen og litteraturens myteomgærdede personligheder er selve livet, eller en livsstil. Han er på én gang the real deal i et Hollywood mere og mere præget af glatte ål og forgabt i myten om sine idoler og, måske, sig selv.

Men hvad sker der, når man langt op i sine 50’ere også stadig tillægger coolness til idolernes selvdestruktion og lever i ånden fra rockstjernernes romantiserede barnagtighed? Kan Johnny Depp vriste sig fri fra idolernes mere dystre bagsider – narcissismen, misbruget, der havde givet ham et dårligt ry i Hollywood allerede inden de omtalte retssager? Kan man være en rebel without a cause, når man nærmer sig de 60?

Kan han få privatlivet så meget på rette køl, at han kan få sin karriere tilbage – og vil Hollywood lade ham?

Det er, uanset udfaldet af retssagen med Amber Heard, spørgsmålene. Det er nok for tidligt at dømme Johnny Depp ude. Idoldyrkelsen til trods har han altid nægtet at stå frem som et forbillede. Han var aldrig et eksempel til efterfølgelse.

At vi ikke forbinder ham med et liv, vi ville ønske, at vores børn skulle leve, kan blive en fordel for ham nu.

Kilder: Rolling Stone, GQ Magazine, Esquire, US Magazine, Los Angeles Times, Cosmopolitan, Entertainment Weekly, Vanity Fair.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af