KOMMENTAR. »Johnny!«, lyder det fra en af de mange ivrige fans, da Johnny Depp kører væk fra endnu en dag i retssalen over for sin tidligere hustru Amber Heard.
Adskillige fans løber op til bilen og kaster gaver ind af det åbne vindue. Kort, poser og sågar noget, der ligner en mindre kiste. Skuespilleren smiler, uddeler håndtryk og når lige at sige »tak«, inden politiet bryder ind.
Kort tid efter er det Amber Heards tur. Ingen fans, ingen gaver. Kun et utaknemmeligt »din narcissistiske luder!«, der runger i den totale stilhed.
Selvom vi stadig afventer den juridiske afgørelse i sagen, er det anderledes på sociale medier som TikTok, hvor laviner af indhold og ultraloyale fans forsøger at fælde en symbolsk dom: Johnny Depp er det sagesløse offer. Amber Heard er den manipulerende krænker.
Grebet af stemningen
At der overhovedet ligger en kollektiv dom klar er besynderligt, men kendetegnende for den aktuelle retssag, der slet ikke handler om, hvem der er skyldig i de anklager, som ellers konstant nævnes (Depp har anklaget Heard for vold, imens hun har anklaget ham for seksuelt overgreb).
Sagen er derimod et såkaldt injuriesøgsmål, hvor Depp har sagsøgt sin tidligere hustru for ærekrænkelse.
Hans navn er, ifølge anklagerne, blevet trukket igennem sølet, efter Amber Heard i 2018 skrev en klumme i Washington Post, hvor hun omtalte vold i hjemmet, men uden at sætte navn på sin eksmand.
Injuriesager er forholdsvis almindelige, når en berømthed sagsøger et medie for falske historier. Men det er sjældent, at man ser en Hollywood-skuespiller på anklagebænken.
Men skal man tro mængden af omtale online, er dette altså sagen over alle sager – det ultimative opgør, som ikke længere kun står i privaten mellem to parter.
Det har vokset sig så stort, at det er blevet allemandseje og træder ind i flere af internettets største minefelter: Jagten på det næste virale hit, konspirationsteorier, fanatiske fans og, ikke mindst, kvindehad.
Derfor ser vi nu også, hvordan sociale medier går i selvsving, når Amber Heard pudser næse, imens hun fortæller om Depps angivelige seksuelle overgreb. For løber hendes næse egentlig, eller sniffer hun faktisk kokain i vidneskranken?
Eller når det forlyder, at Heard efter sigende har efterladt afføring i parrets seng som en joke, der gik galt og fik et liv for sig selv som populært meme.
Og når hendes vidneudsagn latterliggøres i sådan en grad, at man ikke længere ved, hvad der er op og ned i beviser og anklager.
Det er især TikTok, der er blevet den bærende platform for retssagens virale potens, hvor et af de mest populære hashtags er #JusticeforJohnnyDepp med mere end 13 milliarder visninger.
Dykker man ned i de forskellige hashtags relateret til sagen, aner man en markant støtte til fordel for skuespilleren (som også nyder godt af #JohnnyDeppIsInnocent og #IStandWithJohnnyDepp), imens skildres Heard under hashtags som #AmberHeardIsALiar.
Der viser sig et mønster, som er noget nær umuligt at bryde igennem, for brugerne på de sociale medier er blevet grebet så meget af stemningen, at de ikke længere fokuserer på sagens kerne.
De har derimod udelukkende blik for de involverede – og her har Depp allerede et enormt forspring.
En hær af fans
Johnny Depp har altid én fordel, når han møder modstand, nemlig sine fans. Og man skal lede længe efter en mere ukuelig skare af tilhængere end dem, der trofast følger deres superstjerne i tykt og tyndt.
Da skuespilleren blev fyret fra ’Fantastiske skabninger og hvor de findes’, stod brigaden klar til at forsvare vidt og vredt – alle fra Amber Heard til Mads Mikkelsen kom i skudlinjen.
Og når denne artikel rammer Facebook, vil selvsamme gruppering indtage kommentarfeltet med links til YouTube-videoer om Depps uskyld, ’Pirates of the Caribbean’-gifs med spydige bemærkninger og hadske kommentarer om Heard.
Drejebogen er både klassisk og udtrådt, for online trumfer kvantitet ofte kvalitet.
Den offentlige konsensus kan blive (for)drejet, hvis blot et mindretal af stemmer råber højest længe nok til at fortrænge alle andre.
Opførslen er eskaleret så voldsomt, at hetzen ikke længere kun rettes mod Heard eller andre kritiske røster.
Depp-fans bombarderer også hans datter på Instagram, da hun efter sigende ikke hjælper sin fars sag.
»Du viser dine bryster mere, end du støtter din far«, lyder det i kommentarfeltet på hendes Instragram, imens en anden har skrevet: »Om mange år vil du være glemt og borte, og du vil kun blive husket som datteren af en legendarisk mand«.
Den rabiate opbakning begrænses ikke kun til internettets platforme, men ses også gentagne gange foran retssalen, hvor visse tilhængere bruger store summer på at tage fri fra arbejde og rejse tværs over landet for at støtte Depp.
Selvom han ikke nødvendigvis selv opfordrer sine fanskare til at handle, er både han og hans team naturligvis klar over, hvilken magtfuld bevægelse filmstjernen indirekte råder over.
De ved, at i så kaotisk et fællesskab kan én fjer blive til ti høns og derefter milliarder af visninger på TikTok, hvor kildekritikken er i bund, men harmen er i top.
Det er samme årsag til, at et af de mere vedholdende rygter igennem denne sag har været, at Depps pr-ansatte har brugt influencers til at vende stemningen mod Amber Heard.
Alle taber
Det er en utaknemmelig sag, der verserer mellem Johnny Depp og Amber Heard, for om man tilhører den ene eller anden (eller måske tredje og neutrale) lejr, kommer den til at have konsekvenser langt uden for retssalens vægge.
Der har været så meget virak, at det ikke længere handlere om selve den juridiske kerne – er Depps navn blevet krænket? – men derimod, hvor mange ridser man kan lave i de to skuespilleres respektive images.
Falder sagen ud til Heards fordel, vil hendes karriere i Hollywood sandsynligvis forblive intakt, men hendes eftermæle vil stadig være farvet af at have været – i internettets øjne – skurk.
Hun vil formentlig altid være forbundet med memes, hvor hun skider i en seng, og hun vil uanset mængden af (manglende) beviser risikere at blive fremhævet som en joke på kvinder, der hævder, at de er blevet udsat for vold.
Trækker Depp sig derimod sejrrigt ud af spektaklet, vil det kun bekræfte hans fans i, at de havde ret i at kæmpe kampen for deres ikon, hvilket samtidig giver ham et ekstra skub, hvis han forsøger at genoplive sin karriere i Hollywood.
Derfor udstiller sagen også det bizarre i den voksende tendens for folkets domstol online, og hvor vigtigt det er at vinde internettets gunst – for det er i høj grad her, hvor stjernernes ry skabes og ødelægges.