Kan et Hollywood-ikon uden videre fortsætte arbejdet på en familievenlig filmfranchise, når medierne får rettens ord for, at det er fair game at kalde ham en »wife-beater«?
Johnny Depp havde håbet det anderledes, men i fredags blev svaret et utvetydigt nej:
Fire dage efter verdens tidligere bedst betalte skuespiller tabte sit søgsmål mod den engelske avis The Sun – og fire år efter, at Depps ekskone Amber Heard først anklagede ham for hustruvold – blev han af Warner Brothers bedt om at trække sig fra tredje kapitel af J.K. Rowlings ’Fantastiske skabninger og hvor de findes’.
Og dermed smuldrede den sidste bastion af kommerciel goodwill omkring Depp, hvis flere år lange, spektakulære deroute fra forgyldt excentriker til forgældet drukkenbolt har været lige så frustrerende trist at følge med i, som den har været ærgerligt selvforskyldt.
I hvert fald et godt stykke hen ad vejen.
Skuespilleren annoncerede sit exit fra Rowling-universet i en, alt andet lige, sober post på Instagram, hvor han blandt andet skrev, at han vil appellere den engelske domstols »hovedrystende« kendelse og fortsætte kampen for at rense sit navn. Men spørgsmålet er, om kistelåget ikke endegyldigt er sømmet for godt i til, at Depp har en jordisk chance for at genopstå professionelt, uagtet om han vinder appelsagen eller ej.
Et sted mellem det månedlige vin-budget på svimlende 30.000 dollars, beskeder skrevet i blod på badeværelsesspejlet, afstumpede sms’er om Heard (»Lad os drukne hende før vi brænder hende!«), anklager om vold på settet på den nu skrinlagte ’City of Lies’ og drengerøvsiveren efter at sniffe sig i hælene på hedengangne Hunter S. Thompson udløb branchens tålmodighed.
Langt senere end hvis det havde vedrørt snart sagt enhver anden stjerne, bemærkes, idet der givetvis på direktionsgangene har hersket en vis stiltiende accept af, at manden, der plejede at tage baner på Kate Moss bare balder og skød førnævnte Thompsons aske ud ad en kanon, ikke altid kunne forventes at give pote kl. 09 mandag morgen.
Depp solgte en rockstjerne-myte – og vi slugte den råt.
90’ernes skæve darling
Johnny Depp var teenagepigedrømmen, der på inspirerende vis fravalgte en pretty boy-karriere i start-90’erne for at gå kunstvejen hånd i hånd med instruktører som Tim Burton, Jim Jarmusch og Mike Newell. Som dårligt satte en film-fod forkert i et helt årti, og som datede über-cool skønheder som Winona Ryder, Moss og Vanessa Paradis, til både fans og mediers uddelte begejstring.
I dag er han en af de eneste skuespillere, der har medvirket i to film, der hver især har tjent over en milliard dollars (’Alice in Wonderland’ og ’Pirates of the Caribbean’).
Han er imidlertid også skuespilleren, der ikke har medvirket i en reelt god film siden ’Sweeney Todd’ i 2007, som har ødslet en formue på 650 millioner dollars væk og ladet sin krøllede charme mutere til skingert hysteri i svinedyre fadæser á la ’The Lone Ranger’ og ’Mortdecai’.
Nå ja, og som i 2018 begik alletiders mest opsigtsvækkende, car crash-karaktermord på sig selv i det nu notoriske Rolling Stone-interview, hvor Depp – med en permanent kæp i øret – over flere dage underholdt journalisten med pralende anekdoter om sit forfald (passede det virkelig med det der crazy vinbudget? »Ork, det var meget mere«, grinede Depp).
Ingen brandert, filmflop eller forvrøvlet udtalelse har dog hidtil været så pinlig, at Depp helt er blevet frataget sin status, der i mangen en tilbeders øjne højst er indhyllet i en vis poetisk melankoli ud fra romantiserede forestillinger om, at sådan går det en ægte kunstner i livets efterår.
Wino forever og who cares, at Depp lever hver dag, som var det hans sidste?
Det gjorde det kommercielle Hollywood anno 2020. Modstræbende. Om end ironien i, at Depp dømmes ude i samme uge som Sean Connery – som engang åbent forsvarede at slå kvinder – fejres posthumt i branchen hænger tungt i luften over Hollywood Hills.
Pirat-skibet er sejlet
Disney har uden de store fanfarer ladet Captain Jack Sparrow sejle bort i disen (’Pirates’-producer Jerry Bruckheimer udtalte allerede i foråret, at han »ikke er sikker på, hvad Johnnys rolle bliver« fremadrettet), og nu hvor skurken Grindelwald i ’Fantastiske skabninger’ er blevet aflivet, har Depp meget vel medvirket i sit livs sidste blockbuster.
Dét til trods for, at både J.K. Rowling og franchiseinstruktøren David Yates forsvarede Depp, da The Sun tilbage i 2018 bragte den nu famøse overskrift, der fik hele retsforløbet til at rulle:
»Gone Potty: How can JK Rowling be ‘genuinely happy’ casting wife-beater Johnny Depp in the new Fantastic Beasts film?«
»Når det kommer til Johnny, så ser det for mig ud, som om at det, der skete, var, at én person gik efter ham og påstod noget. Jeg kan kun fortælle dig, at manden, jeg dagligt ser på settet, er fuld af ordentlighed og venlighed«, sagde ’Fantastic Beasts’-instruktøren David Yates til Entertainment Weekly.
Og J.K. Rowling skrev i et statement, at vi alle »burde komme videre med vores liv«. »Baseret på vores forståelse for omstændighederne er filmmagerne og jeg ikke alene tilfredse med at stå ved vores casting, men oprigtigt glade for at have Johnny med som en stor karakter i filmene«, skrev forfatteren i et statement.
I dag står Harry Potters mor og Yates muligvis anderledes på deres overbevisninger – eller også er det udelukkende Warner Brothers-cheferne, der gør det – men i omtalen af sagen er det stadig væsentligt at slå fast, at Depp ikke er blevet dømt for hustruvold: The Sun har fået grønt lys til at kalde ham »wife-beater«.
Det ene hænger vel uløseligt sammen med det andet, skulle man mene, men så enkelt er det ikke nødvendigvis. For nu at give et lyn-overblik over en lang og uskøn affære:
2015: Amber Heard og Johnny Depp bliver gift efter fire års dating.
2016: Heard anmoder om skilsmisse på baggrund af vold i hjemmet og kræver 50.000 dollars i månedligt hustrubidrag. Depp afviser anklagerne, og de to parter indgår et forlig, hvori Heard blandt andet dropper sit krav om hustrubidrag. Senere udsender eks-parret en fælles erklæring, hvor de kalder deres forhold »passioneret« og til tider »voldsomt«, men altid funderet i »kærlighed«. Der var aldrig nogen intentioner om at forårsage »fysisk eller følelsesmæssig skade«, skriver de to.
2017: Skilsmissen bliver endelig. Et punkt i papirerne angiver specifikt, at de to binder sig til ikke at udtale sig negativt om ægteskabet eller deres break-up.
2018: The Sun kalder Depp en »wife-beater, og han lægger sag an.
Få måneder senere skriver Heard en klumme i Washington Post om, hvordan kvinder, der udtaler sig i voldssager behandles af samfundet. »Jeg blev en offentlig repræsentant for vold i hjemmet, og mærkede den fulde kraft af vores kulturs lede mod kvinder, der står frem«, skrev Heard. Hun nævner ikke Depp ved navn.
2019: Depp sagsøger Heard for 50 millioner dollars for at have antydet i klummen, at han var voldelig mod hende. Heard skyder tilbage med, at hun blandt andet har ar på armene efter, at Depp engang kastede hende ind i et bord og slæbte hende igennem knust glas. Sagen kører stadig i USA, men efter The Sun-dommen står Depp umiddelbart svækket.
2020: Avisen The Daily Mail offentliggør en gammel lydoptagelse af en samtale mellem Heard og Depp, hvori Heard indrømmer, at hun har slået Depp, men samtidig gradbøjer begrebet: »Babe, I hit you, I didn’t punch you«. Depp svarer, at han forlod deres hjem natten forinden fordi han ikke kunne udholde tanken om mere vold. »Hvis vi var fortsat, var det blevet fucking skidt. Og skat, jeg har sagt det her en gang før; Jeg er dødsensangst for, at vi udgør et fucking gerningssted lige nu«, siger Depp i optagelsen. Til det svarer Heard: »Jeg kan ikke love, at jeg ikke bliver fysisk igen. Gud, nogle fucking gange bliver jeg så vred, at jeg taber hovedet«.
Depps retssag mod The Sun går i gang: Skuespillerens tidligere kærester Winona Ryder og Vanessa Paradis (moren til hans to børn) aflægger forklaring, hvori de forsvarer Depps karakter. Heards tidligere assistent igennem tre år, Kate James, vidner også til fordel for Depp og beskriver, hvordan Heard har »stjålet« hendes fortælling om en voldtægt, hun selv var ude for, for 25 år siden.
Heard fortæller, at Depp smed en telefon i hovedet på hende og viser billeder af blå mærker, at han skrev på væggene med sit eget blod, da han kom til skade med fingeren, og truede med at dræbe hende.
Depp afviser anklagerne og siger, at Heard var ham utro med James Franco og Elon Musk, og at hun slog ham og lagde en lort i deres dobbeltseng (Heard siger, at det var hendes hund). Billeder fra parrets hjem viser blandt andet linjer af kokain, blodpletter på gulvet og Depp sovende på sofaen med en bøtte is, der smelter ned i skridtet på ham (Depp forklarer, at han var dødtræt ovenpå optagelserne til ’Black Mass’).
Aggressive sms’er fra Depp læses op i retten, heriblandt følgende til vennen og skuespilleren Paul Bettany:
»Let’s drown her before we burn her!!! I will fuck her burnt corpse afterwards to make sure she is dead«.
Den 2. november afgiver dommeren sin kendelse til fordel for The Sun. Depps advokater udtaler, at dommeren tilsyneladende undlod at tage stilling til beviserne mod Heard. Et alkohol- og stofmisbrug er ikke lig med, at Depp også er en voldsmand, lyder det, mens #JusticeForJohnnyDepp trender hidsigt på Twitter, og The Guardian forfatter en artikel om onlinehadet mod Amber Heard.
Da uret gik i stå
Afgørelsen vil ikke få skuespillerens mest ihærdige følgere til at afsværge ham, men hans karriere og agtelse blandt knapt så følelsesmæssigt engagerede mainstreampublikummer hænger immervæk i en tråd så edderkoppespindstynd, at den dårligt kan spottes med det blotte øje.
For 10 år siden ville det have lydt usandsynligt, at Johnny Depp skulle gå hen og blive bortvist fra IMAX-lærredernes blockbuster-land – men ikke helt lige så usandsynligt, som det for 20 år siden var, at Depp overhovedet skulle få lyst til at røre blockbuster-genren med en ildtang.
Det er de færreste Hollywood-karrierer, der har været igennem en lignende udvikling fra auteur-darling til actionfigur under juletræet, og end ikke skæbnebroderenRobert Downey Jr. – som ellers avancerede fra at drysse coke på sine cornflakes i 90’erne til at blive hele verdens bedste ’Iron Man’ i 00’erne – kan bryste sig af et så tumultarisk rutsjebane-renommé.
Kanske det vitterligt var clashet mellem Depps eget selvbillede som en enlig ulv og hans superstjernestatus med dertilhørende 50 millioner dollars-gage per projekt, der fik filmen til at knække langt tidligere, end medierne fik færten af, at bon vivant-livsstilen var ved at spilde over? Det er ikke et forsvar for mandens handlinger så meget som en observation af, at det nok ikke er mange af os, der ville kunne tilpasse os så eklatante modsætningsforhold uden at miste retningssansen undervejs.
Alligevel vil Depp holde på, at han altid bare har været sig selv, og at det i stedet er samfundet, der er blevet mindre tolerant over for ham.
En gammel branchekliché lyder, at stjerners mentale udvikling går i stå, det øjeblik de bliver rigtig berømte, og i Depps tilfælde kunne det være med til at forklare, hvorfor manden fortsat i en alder af 57 år idoliserer svundne tiders antihelte, hvis nedture i druk, depression og selvmord, man nødvendigvis skal være 21 år og navlepillende naiv for at se det glamourøse i.
Uden at lyde alt for aldersdiskriminerende burde nogen måske have prikket Depp på skulderen til 50-års-fødselsdagen og hvisket, at der altså kun er én Keith Richards (forbilledet, Depp baserede Jack Sparrow på), og at selv han i øvrigt er på vandvognen. I stedet ramte Johnny-boys og vores besættelse af »de unge vilde« skuespilleren i nakken som en boomerang:
Det var lidt sexet, da 30-årige Depp smadrede et hotelværelse og efterfølgende dukkede hovedet for paparazzierne, Marlboro i kæften og med en fnisende, storforelsket Kate Moss i hånden. Studiebosserne rynkede på næsen, men resten af verden forgudede Depp, den labre ballademager, hvis rollevalg var så fascinerende unikke, som hans tøjstil var usvigeligt cool.
Flash forward til et par årtier senere og billederne af den mere-end-midaldrende »vildbasse« i ruinerne af hans og Heards raserede hjem fremstår patetiske: Peter Pan-syndromet for fuld, fatal udblæsning.
Vejen frem
Det kan godt være, at tatoveringerne og læderarmbåndene sidder, hvor de gjorde i storhedstiden, men den 1.000-watt-karisma, der engang gjorde Johnny Depp universelt vellidt i branchen, synes at være erstattet af en skyggetilværelse, hvor rollerne som skuespillerens nærmeste udfyldes af personlige assistenter og advokater.
Hans seneste to film fløj så langt under radaren, at de færreste herhjemme formentlig har hørt om dem (’Minamata’ og ’Waiting for the Barbarians’), og selvom Depp fortsat kæmper for sin ære, og Sun-sagens beviser givetvis stak i øst og vest, vil mærkatet »wife-beater« og ordlyden i hans sms’er hænge ved.
Det samme vil narrativet om, at en krænket, mindre magtfuld kvinde blev offentligt shamet på hans bud:
Det er svært at forestille sig, at fansympatierne for den ene eller anden part i Depp vs. Heard ikke ville have fordelt sig en smule anderledes, hvis Heard havde været en større stjerne. Ville Warner Brothers for eksempel overhovedet have hyret Depp til ’Fantastiske skabninger’ i første omgang, hvis det havde været Nicole Kidman eller Scarlett Johansson, der stod på den anden side af den giftige sag?
Size does matter i Hollywood og som så ofte set før – og beskrevet i Heards klumme i Washington Post – bliver en kvindes troværdighed hyppigt målt op imod, hvor vellidt hun og hendes krænker hver især er (det faktum, at Heard før Depp var i et mangeårigt forhold med en kvinde, uha, har nogle Depp-disciple sågar klynget sig til som bevis på hendes fakeness).
Dét er en problematik, det er relevant at tage op til overvejelse, hver gang forudindtagede kendisaffektioner polariserer debatten – til trods for, at Heard ikke just er kommet ud på den anden side af retssagen som et skinnende fyrtårn for retfærdighed.
Som udenforstående kan vi reelt set kun gætte på, om hun og Depp ikke i bund og grund er lige store, smukke røvhuller, der fik de grimmeste sider frem hinanden.
Begge kan godt have været både offer og krænker og have levet i et fælles helvede. Nu er boheme-romancen stendød, druknet i stoffer, dessert i skridtet og afføring på de egyptiske lagner, og ligesom dengang på hotellet i ’94 er det Depp, der kommer til at betale regningen. Men denne gang står skuespillerens mangeårige samarbejdspartner Tim Burton ikke redeligt klar med den næste film, ej heller ligger den røde løber i Cannes klar til at tage imod stjernen som i ’95.
Heard har flere projekter i støbeskeen (hun medvirker blandt andet i Stephen King-seriefilmatiseringen ’The Stand’ over for Alexander Skarsgård), mens Depps kalender i skrivende stund står gabende tom.
Det eneste, han har tilbage, er sine indtrængende appeller til retsvæsnet og til publikum om at give ham en chance til. Til dels – og ikke helt uvæsentligt – med opbakning fra den britiske BBC-journalist Nick Wallis, som live-tweetede igennem hele retssagen og har samlet alt tilgængeligt bevismateriale på sin hjemmeside, hvor han argumenterer for, at afgørelsen er juridisk forkert (hvis da ikke direkte farvet af »tidsånden« og personlige relationer mellem dommeren og Heards advokat).
He said/she said, og det vil de blive ved med.
Det er op til vores samvittighed, om myten om Johnny Depp lever videre mere eller mindre løsrevet fra mennesket. Men Hollywood-karrieren, den kan det fantastiske bæst ikke længere finde.