KOMMENTAR. Der stod han med sin guitar i den magiske danske sommernat, flankeret af bandkollegerne Alice Cooper og Joe Perry i The Hollywood Vampires, og lignede sig selv på en prik. Bare ældre og slankere:
Oprullede hvide skjorteærmer, sort lædervest, fedorahat og bandana over tjavsede brune lokker, sort eyeliner og utallige smykker. Og tatoveringerne, en star struck fan kunne genkende fra pigeværelsets falmede Mix-plakater.
Hver gang kameraet blæste ham op på storskærmen lød der et begejstret »Johnnyyyy!« fra publikum på plænen i Tivoli. Det var jo først og fremmest ham, Hollywood-giraffen, de fleste var kommet for at se, fra helt unge teenagepiger, der hvinede i front til cool fyre med læderarmbånd og slidte jeans, Politiken Plus-kvinder med blussende kinder og praktisk fodtøj, der pludselig glemte sig selv og kastede håndtegn mod scenen, og midaldrende mænd med skvulpende fadøl og saglige grin.
Og da han gav et solonummer – David Bowie’s ’Heroes’, intet mindre – med en indfølt og overraskende Bowie-klingende vokal, mærkede jeg, førnævnte star struck fan, en lille klump i halsen for den skandaleramte stjerne, der smilede let genert til mængden mellem versene, sine mere end 30 år i showbiz til trods.
»And the shame, was on the other side
Oh, we can beat them, forever and ever
Then we could be heroes just for one day«
Han lignede en mand, der gerne ville tro på det, og lige dér ville jeg også.
Fra bad boy til sad man
Dagen efter at have badet i lyset fra Tivolis lanterner og beruset publikumkærlighed for to ugers tid siden, 8. juni, fyldte Johnny Depp 55 år. Et år ældre end ditto skandaleombruste Brad Pitt og to år yngre end klassens mønsterelev George Clooney, en af de få midaldrende mandlige Hollywood-ikoner fra 90’erne der synes at have undgået faldgruberne af stoffer, alkohol og formøblede formuer, der i disse år hjemsøger Depp, Pitt, Sean Penn, Nicolas Cage og Ben Affleck med grum tilbagevirkende kraft.
Afvænningsprogrammer, splittede familier, voldsanklager og millioner i ubetalte skatter. Listerne over de tidligere bad boys’ synder er lange, men ingen så håbløs som Johnny Depps personlige cv af eklatante monetære og menneskelige nedture. I et nyligt, detaljerigt og meget anbefalelsesværdigt interview med Rolling Stone afdækkes skuespillerens kaotiske økonomiske situation og kontinuerligt groteske overforbrug, der har ført Depp på fallittens rand:
Skuespilleren skulle angiveligt have tjent i omegnen af 650 millioner dollars på sine mange film, men har på imponerende vis ødslet noget nær sin samlede formue på vin, kunstværker, ekstravagante gaver til venner og familie, privatfly, tropeø og enorme udbetalinger til diverse ansatte. Samtidig med, at han i årevis har snydt skattefar for svimlende beløb (ikke med egen viden herom, ifølge Depp), der i stedet er gået til obskure påfund, som da Depp skød vennen og gonzojournalisten Hunter S. Thompsons aske af sted med en kanon – til tre millioner dollars.
»Det var fem«, nærmest praler Depp i interviewet og modsiger dermed journalistens efterfølgende faktatjek med en opstyltet version af sandheden, som havde han brug for at farve sit eget flossede image som ansvarsløs spradebasse yderligere. En spradebasse, der efter sigende møder omtåget på arbejde og nurser en barnlig uvilje mod at sælge så meget som en eneste af sine 14 luksusejendomme for at frigive tiltrængt kapital.
Interviewet er trist læsning, hvori Depp mere end en gang udstiller den desillusionerede brist, der opstår i spændingsfeltet mellem stjernens akutte behov for at leve op til sit selvbillede som sjælebeslægtet arvtager til de legendariske, devil may care-excentrikere Marlon Brando og ovenstående Thompson, hovedrystende naiv glorificering af konsekvenserne af selvsamme livsstil og en kold virkelighed, hvor de to alternative faderfigurer begge er døde, og Depps tætteste bekendte nu er advokater og sikkerhedsfolk.
Der er ikke meget eksotisk suave de vivre ved at spendere alle vågne (natte)timer alene og alkoholiseret bag sikkerhedshegn med to skilsmisser, tre brudte forlovelser og et kuldsejlet 14-årigt forhold til moren til hans to børn i bagagen. Såvel som voldsanklager fra ekshustru nummer to, Amber Heard, der filmede Depp gå amok i parrets køkken i 2016. Johnny Depp svælger ikke blot i den midaldrende mands eksistentielle krise, han er i frit fald som en forvokset Peter Pan, der for længst er blev bandlyst fra Ønskeøen, men endnu ikke selv har forstået hvorfor.
Advokat-BFF med russiske relationer
Foran skuespilleren lurer en betændt retssag mod agentaturet TGM, som Depp og hans advokat og nye bedsteven Adam Waldman mener skylder Depp op mod 25 millioner dollars. Alt imens TGM skyder tilbage med et kontrasøgsmål om falske anklager og uanstændig opførsel. Waldman er i øvrigt også bedstevenner med den russiske forretningsmand Oleg Deripaska, der er under mistanke for at have været involveret i russernes fiflen med det amerikanske præsidentvalg for at få Trump valgt. Samme Trump, som Depp udtrykker al mulig afsky for i interviewet, og som han spillede i en forrygende parodi i tv-filmen ’Donald Trump’s The Art of the Deal: The Movie’ i 2016.
Relationerne er lige så mystiske som alt andet i Depps liv, hvor dømmekraft er trådt under fode for en følelse af falsk tryghed i hænderne på en ål med suspekte forbindelser, der lover at redde stjernen fra finansiel ruin. Det er synd, men – og jeg skriver det med blødende fanhjerte – også entydigt Depps egen skyld, at det er kommet så vidt.
Efter gennembruddet i sen-80’erne blev Depp udnævnt til sin generations James Dean og levede et liv derefter med smadrede hotelværelser og smukke kærester. Hans gode ven River Phoenix døde af en overdosis på fortovet uden for Depps natklub The Viper Room, men Depp selv virkede i en årrække urørlig. En charmerende vildbasse med et lysende talent og spændende rollevalg med stærke kunstneriske islæt, der nægtede at lade sig kommercialisere.
Depp havde måske nok temperament, men han havde også professionel integritet. I dag virker det, som om det kun er førnævnte, der er tilbage.
Johnny Depp ville så gerne være en ægte original ligesom Brando og Hunter, men et sted i rusen glemte den alsidige skuespiller at være sin egen og endte som en kliché. »Johnny er ikke en method actor. Han bruger osmoses til at komme ind i en karakter«, fortalte instruktør Terry Gilliam om Depps forvandling til Thompson i ’Fear and Loathing in Las Vegas’.
Thompson svømmede i hårde stoffer, så Depp svømmede ivrigt med. Brando ejede en paradisø, så sådan en måtte Depp også eje. I Rolling Stone-interviewet beskriver stjernen, at han tidligere ringede til vennen Tom Petty for at høre, om denne stadig røg blot for at få bekræftet, at det var okay at han selv røg (Petty døde af en overdosis sidste år).
Heltedyrkelsen af de afdøde koryfæer er blevet Depps forbandelse, for hvor jævnaldrende vilde drukmåse som Robert Downey Jr., Sean Penn og nu også Brad Pitt med møje og besvær fik lagt dæmonerne i graven, har Depps idealisering af især Brando, Thompson og Keith Richards fastholdt ham i en stædig, imaginær validering af stofmisbrug og foragt for ’systemet’ som den quirky martyrs heroiske identitetsmarkører.
Slægtskabet med Brad Pitt
Det er oplagt at drage paralleller mellem Depps Rolling Stone-selvmål (det var Walden, der i sin tid fik det i stand for at skabe goodwill om stjernen…) og GQ’s lange interview med Brad Pitt sidste år. Begge blotlægger stjernernes personlige kampe med misbrug og tegner hovedpersonerne som store, fortabte drenge, der tog hovedet under armen det øjeblik, de fik den første fede Hollywood-løncheck i hånden.
Men hvor Pitt tilsyneladende vågnede med voldsomme moralske tømmermænd oven på skilsmissen fra Angelina Jolie, stirrer Depp dybere og dybere i flasken, lullet ind i en forestilling om, at han ikke kunne have gjort tingene anderledes uden at forråde sine værdier (ahem, ‘Through the Looking Glass’, ‘The Lone Ranger’, ‘Mortedecai’ …).
Pitt fortalte til GQ, at han efter bruddet med Jolie og voldsrygter havde sovet på sofaen hos sin mangeårige ven og instruktør David Fincher og hans familie for at komme til hægterne. I kontrast hertil hænger Depp ud med sin advokat-BFF igennem knapt to år, sikkerhedsteam og kok i efterdønningerne af den grimme skilsmisse fra Amber Heard. Pitt angrede og gik i AA, mens Depp gennemfører Rolling Stone-interviewet i en gedigen femstjernesbrandert ‘krydret’ med ukendte ‘opkvikkere’ for at komme igennem natten (som den Hollywood-vampyr han er, bevæger Depp sig åbenbart ikke gerne ud i dagslys).
Fælles for de to tidligere konger af Hollywood er ensomheden, der ekkoer fra magasinsiderne. Den ene nu alene ved ildstedet (GQ’s beskrivelse), den anden omgivet af folk, der sender ham faktura hver måned. Jeg fik ondt af Brad Pitt, da jeg læste hans bekendelser, og jeg ville også gerne have ondt af Johnny Depp, som inviterer Rolling Stone ind for, at verden skal kende hans »truth«. Men truth is, at Johnny Depp er et forvrøvlet vrag, der ikke vil reddes. Paradoksalt søger han en form for forståelse fra offentligheden, skønt hans selvgestaltede brand – Johnny mod verden! – agerer bolværk mod en eventuel forsoning.
Nyt håb for karrieren?
En af revisorernes strategier for at rette op på de røde tal på kontoen er naturligvis, at Johnny Depp skal lave flere crowd-pleasende boxoffice-produktioner af den slags, han ikke ville have rørt med en ildtang som 25-årig, men som nu har forvandlet ham til en actionfigur i en Happy Meal for en hel generation af yngre publikummer, der er vokset op med hans Jack Sparrow fra Disneys ‘Pirates of the Caribbean’.
Sparrow var en satset genistreg i 2003, der gav Disneys filmproduktioner en tiltrængt flabet saltvandsindsprøjtning, om end musestudiet indledningsvist stejlede over karakterens tvetydige seksualitet, drikfældighed og frække innuendo. Depp blev Oscar-nomineret for den første ‘Pirates’-film og beviste, at han kunne tage springet til blockbuster-land uden at give afkald på sine excentriciteter: Han havde taget røven på det kommercielle Hollywood og inficeret konformiteten. Troede han.
Blockbuster-franchisefeberen gjorde i 2009 Depp til verdens bedst betalte skuespiller, og den eneste, der havde medvirket i to film med en indtjening på over en milliard dollars: ‘Pirates’ og Tim Burtons ‘Alice in Wonderland’. Indie-darlingen var blevet en Hollywood-guddom, men for hver skingre oktav, Sparrows hyl siden er gået op, des længere ned er Depps stjerne dalet, og biografpublikummets affektioner kølnet. Skuespilleren kunne bruge en kreativ timeout, men har ganske enkelt ikke råd til ikke at lave film så hurtigt, som hans øresnegl kan fodre ham inspiration på settet (forlydener om, at Depp får læst sine linjer højt afvises i Rolling Stone-interviewet – her fortæller Depp, at han i stedet lytter til lyden af sækkepiber og børn, der græder – for at kunne »spille skuespil med øjnene«).
I skrivende stund er han dermed på vej som den eponyme skurk i J.K. Rowlings ’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’, og hovedrollen i Universal’s genindspilning af ’The Invisible Man’ – andet kapitel i selskabets tvivlsomme Dark Universe, der blev kickstartet med Tom Cruise-fadæsen ’The Mummy’. Førstnævnte kan vise sig som en dyster, oprigtigt interessant rolle fremtryllet af Rowlings alt andet end lige lykkebringende pen, mens succeskriteriet for sidstnævnte må være, at den (please) løfter sig et par point over ‘Hollow Man’s IMDb-score (jeg holder ikke vejret).
Ind i mellem Depps blockbuster-forpligtelser aner man imidlertid også anderledes spirende ambitioner i form af krimien ’City of Lies’ – hvor Depp spiller efterforskeren af mordet på Tupac – og dramaet ’Richard Says Goodbye’ om en universitetsprofessor, der får konstateret en dødelig sygdom og beslutter sig for at gribe livet. Det samme ønsker denne fan, at Depp gør, inden han tager skridtet ud i den blå luft over afgrunden, bare fordi det nu engang er det man forventes at gøre, når man er rock’n’roll-typen, der tog syre med Hunter S. Thompson, jammede med Keith Richards på LSD og sniffede coke af Kate Moss’ bare balder.
Hvem har Johnny tilbage, der vil skyde hans aske ud fra en kanon?
Læs også: Bradfleck-generationen fik alle drømme opfyldt – så gik de på druk