‘Donald Trump’s The Art of Making a Deal’

‘Donald Trump’s The Art of Making a Deal’

Det kommer formentlig som en overraskelse for de fleste, at den republikanske præsidentaspirant Donald Trump i 80’erne instruerede en tv-film, som aldrig blev sendt. En tv-film, som var glemt af alle og enhver, indtil filmelsker, instruktør og tidligere barnestjerne Ron Howard på et loppemarked fandt et vhs-bånd med titlen ’Donald Trump’s The Art of the Deal’.

Det er dog ikke så underligt. Det har nemlig aldrig fundet sted og er bare det fantasifulde setup i Funny or Dies film, hvor Johnny Depp, der har gjort en karriere ud af skæg og blå briller, spiller Donald Trump i en fiktiv filmatisering af dennes (autentiske!) selvbiografiske selvhjælpsbog ’The Art of the Deal’.

I en tid, hvor film konkurrerer på at være størst og allermest 3D eller 70mm, er denne spoof holdt i gennemført 80’er-vhs-æstetik. Den åbner med en voice-over, som er umiskendeligt Donald Trump, men samtidig også umiskendeligt Johnny Depp, for en del af attraktionen er netop denne transformation, denne hybrid mellem Depp og Trump.

Det sætter tonen og stilen fra første frame:

»On my tenth birthday I saw something, that changed my life. A picture of a kid standing in front of the Taj Mahal. It was gorgeous, it was (h)uge, and it was easily the classiest thing ever build by a muslim. So I vowed that day to buy my own Taj Mahal and thirty years later I got my chance…«

Sådan fortsætter det i en rum tid med trumptastic selviscenesættelse, mens vi ser et falmet vhs-billede af en dreng, der holder et falmet billede af en dreng foran Taj Mahal, indtil voice-overen endelig når sin afslutning (for nu) med:

»This is that story in movie form. Based on my bestselling book, that was in bestselling book form. This is “The Art of the Deal«.

Det fører til en Miami Vice-agtigt titelsekvens, hvor navnet TRUMP igen og igen vhs-wiper ind over framen og super imposer halvfesne klichéer om big business, fra Wall Street til poker chips. Vi er i gang med tredje start af filmen, og vi er kun tre minutter inde i den 50 minutter lange film.

Klip til 14. juli 1986, hvor en ung (ikke-kaukasisk) dreng stjæler et eksemplar af netop bestselleren ’The Art of the Deal’ og søger tilflugt i et hjørnekontor, som viser sig at tilhøre netop Donald Trump i skikkelse af Johnny Depp, der ligner Trump til forveksling, godt hjulpet på vej af dygtige makeup-folk, der ikke har haft svært ved at genskabe Trumps plastikagtige ansigt og ikoniske frisure.

Trump tager derefter den unge dreng under armen og lærer ham the art of the deal og fortæller ham om, hvordan han vil købe Taj Mahal-casinoet i Atlantic City, New Jersey, som ejes af filmens antagonist Merv Griffin, spillet af Patton Oswald. Griffin påpeger, at Taj Mahal er Trumps Rosebud og henviser til Citizen Kane, der handler om en mediemogul, der går ind i politik og ender med at ødelægge alt og alle omkring sig. Referencerne til den virkelige verdens Trump er tykke som sirup, men glider nemt ned, fordi det er så fabelagtigt godt timet, og fordi produktionsværdien er spot on.

Senere har Trumps sekretær en besked fra en anden byggematador, Robert Durst, der insinuerer, at Trump har haft en finger med i spillet i de makabre mordsager, der chokerede hele verden i dokumentarserien ’The Jinx’. Det er en omgang meta-meta, som kræver en del af sit publikum, men til gengæld giver tusinde gange igen, fordi jokes’ne står i kø.

Man får lyst til at beskrive hver eneste scene, for efterfølgende kommer en telefonmontage, hvor Trump taler i telefon og praktiserer the art of making a deal. »It’s called real estate not fake estate«. Alt sammen koreograferet i jumpcuts og corny vhs-redigering, som rammer genren lige i røven.

Jeg elsker, at den selviscenesættende instruktør Trump forsøger at sætte helten Trump op som en ægte underdog, fordi han startede med ingenting ud over et lillebitte lån på en million dollars, som han brugte på at købe en grund på Manhattan. Det er vidunderligt at se den utroværdige fortæller, Trump, iscenesætte sig selv som en moderne Robin Hood, der kæmper mod freeloading rent controlled scum. Og det er endnu mere vidunderligt at se Depps Trump mime de rosende replikker om Trump, som han selv (i fiktionen) har skrevet til dem, mens han med et smørret grin venter på sin egen replik.

Filmen er lige så besat af race, som virkelighedens Trump er, og når der træder en top advokat ind ad døren til hans kontor, så introducer Trump ham som »one of the top jew real estate lawyers in New York«. Til gengæld er skaberne bag ’The Art of the Deal’ ligeglade med konventionel historiefortælling. De vil hellere blot overraske og underholde, og det er muligvis en film, som er tre-fire gange så lang, som den burde være.

Men faktisk undgår Funny or Die-crewet, at de enkelte scener bliver til sketches. Og så er filmen spækket med vidunderlige cameos, som Steven Merchant som Barron Hilton fra Hilton-familien og rumvæsenet Alf som Trumps best man til brylluppet med immigranten Ivana. I vanlig Funny or Die-stil kammer det fuldstændigt over til sidst, fordi det er nærmest umuligt at samle alle trådene, når man har idégenereret ud fra at ramme flest muligt jokes i minuttet.

Det er dog stadig bare hylende morsomt på en mærkeligt underspillet facon, vidunderligt metaagtigt og delikat udført.

Tv-special. Hovedforfatter: Joe Randazzo. Medvirkende: Johnny Depp, Patton Oswald, Ron Howard, Alfred Molina, Robert Morse, Jack McBrayer, Michaela Watkins Stephen Merchant, Christopher Lloyd. Spilletid: 50 min.. Premiere: Kan ses på Funnyordie.com
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af