KOMMENTAR. ’There Will Be Blood’ er en af Brad Pitts yndlingsfilm. Det fortæller han i GQ’s helt nye og ekstremt læseværdige interview med superstjernen, det første han har givet efter skilsmissen fra Angelina Jolie.
»Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg kunne lide den film (…)«, siger han i interviewet. »Men næste dag vågnede jeg, og jeg tænkte, hold da op, hele filmen er dedikeret til denne mand og hans had. Det er så dristigt at lave en film om det, og ude i virkeligheden finder jeg det bare så frastødende«.
Paul Thomas Anderson ville med sit storværk undersøge, hvad der sker, når drømmeren opnår sin drøm. Sidste del af filmen indeholdt oprindeligt en scene, hvor hovedpersonen, oliemagnaten Daniel Plainview, sætter et telt op i sin luksuriøse kæmpevilla, laver bål og skider i en spand for at genoplive det jordbundne slid fra dengang, han ikke ejede kongens mønt. Når han først indfrier sit mål, aner han ikke, hvad han skal stille op med det – og længes mod kampen for at nå dertil.
Der er naturligvis langt fra den anspændte, skånselsløst målrettede Plainview til den tidligere stoner Brad Pitt, hvis uimodståelige smil og snert af sympatisk galskab har bragt ham til toppen af Hollywoods fødekæde.
Men den historie om Brad Pitt, der tegner sig efter det seneste års dramatiske begivenheder i hans privatliv og særligt efter hans nye, meget ærlige interview, anslår alligevel et nært tematisk slægtskab med ’There Will Be Blood’, som i april blev kåret som den bedste film efter årtusindskiftet af 115 danske filmfolk.
Sidste kongesøm i ligkisten
Brad Pitts forkærlighed for pot har været en almenkendt del af hans origin story, men det er første gang, at han indrømmer sit alkoholmisbrug, som i sidste ende var med til at koste ham hans familie.
Sådanne forfaldshistorier knyttet til kunstnere og berømtheder gnubber sig op ad klicheen. Fra Hemingway til Lars von Trier har mange store kunstnere blomstret ved og falmet under deres hang til mere eller mindre hårde stimulanser. Og både historien om Hollywoodstjernen, der forårsager sin egen undergang, måske som et udslag af ensomhed efter verdenserobringen (Humphrey Bogart, Errol Flynn), og historien om den vilde unge mand, der ikke kan styre sin pludselige adgang til alverdens penge og stimulanser (det meste af Club 27), har noget stereotypisk over sig.
Så hvad er der særligt ved Brad Pitt, ud over at det helt elementært pirrer enhver nyfigen betragter, når en af verdens største filmstjerner gennem tiden blotter sin triste fejlbarlighed?
Pitt er på en måde kongesømmet, der besegler 90’er-generationens ligkiste. Før ham har adskillige af de største skuespilikoner, der slog hårdt igennem i slut-80’erne/start-90’erne, bekendt deres synder. Johnny Depp, Robert Downey Jr., Ben Affleck, Sean Penn og Samuel L. Jackson har alle ramt bunden med sprut- og/eller stofmisbrug. De var en generation af unge mænd, der kom friskt og frækt frem i rebel without a cause-ånden, båret af deres karisma, charme og skævhed, og som også uden for filmrollerne levede stærkt.
Men de døde ikke unge. Modsat 60’er-generationen, der eksperimenterede viltert og i høj grad fornægtede de etablerede samlivsmønstre, slog 90’er-stjernerne sig ned med hustruer og børn, før den ansvarstunge del af tilværelsen clashede frontalt med deres udsvævende kunstnersind.
Og det er i høj grad blevet deres redning.
»Jeg vil leve livet fuldt ud og være den bedste far, jeg kan være. Jeg vil have, at mine børn ved, at der ikke er nogen skam i at få hjælp, når du har brug for det, og at være en kilde til styrke for hvem som helst derude, som har brug for hjælp, men som er bange for at tage det første skridt«, sagde Ben Affleck, da han i marts i år fortalte, at han var i behandling for alkoholisme.
Befriende ærlighed
Brad Pitt er således ikke den første af 90’er-generationens fordrukne stjerner, der er gået offentligt til bekendelse. Det kan ses som et naturligt udslag af, at tabloidpressen er blevet så aggressiv, at de alligevel ikke kan holde det skjult.
Men der er også tale om en befriende ærlighed fra førsteklassescelebs, der mere end nogen generation før dem er vokset op med et stramt styret PR-apparat, hvor ethvert ord er nøje afstemt ud fra overvejelser om beskyttelse af brandet.
Ligesom i politik kan man måske ligefrem sige, at det er gået op for stjernerne – og deres entourage – at folk er trætte af de glittede overflader og de høflige tomhedsfraser, som er blevet for lette at gennemskue. Ærligheden er kommet i højsædet igen, for den kan betale sig i det lange løb.
90’er-generationens private deroute er således et opsigtsvækkende syndefald, et vidne om berømmelsens bagside, om at menneskerne bag dollartegnene ofte er lige så ulykkelige som alle andre. Men det er også et vidne om, at stjernerne kan nulstille sig selv og genopstå, fordi de forstår, at intet menneske er en ø, fordi de har nogen, de elsker, og nogen der elsker dem. Og at de er vokset op i en generation, hvor mændenes plads i familien forventes at være meget mere end som patriarkalske skaffedyr.
Tidligere i år vandt Brad Pitt en Oscar for ’Moonlight’, som hans selskab Plan B har produceret, Samuel L. Jackson og Robert Downey Jr. er to af verdens bedst betalte stjerner, og trods nylige fiaskoer er der næppe heller nogen, der vil stemple Affleck, Penn eller Depp som færdige mænd.
Ondt skal vi måske ikke have af dem, de har millioner af millioner på bankkontoen, og deres ulykke er måske i høj grad selvforskyldt. Men der er nu alligevel noget betryggende i, at der er håb for alverdens bradflecks. Drømmerne er ikke færdige med at drømme.
Læs også: Årtusindets 50 bedste udenlandske film