»Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet« Lars von Trier om Årtusindets Bedste Film:

Listen taler sit tydelige sprog: Der er Lars von Trier og alle de andre.

Vi har bedt 115 danske filmfolk om at pege på deres favoritfilm fra det aktuelle årtusind, og det danske verdensnavn er repræsenteret på intet mindre end halvdelen af den samlede top 10 over danske film.

’Dogville’ er en suveræn nummer 1, ’Antichrist’, ’Melancholia’, ’Nymphomaniac’ og ’Dancer in the Dark’ blander sig i toppen. Tilmed er Jørgen Leth-samarbejdet ’De fem benspænd’ nummer 12. Kun ’Manderlay’ og ’Direktøren for det hele’ af instruktørens film på den anden side af årtusindskiftet er uden for top 25.

Trier har velvilligt sagt ja til et interview i anledning af kåringen. Også selvom han står midt i arbejdet med sin nye film, seriemorderhistorien ’The House That Jack Built’. Forrige søndag vendte han hjem fra første del af indspilningerne i Trollhättan i Sverige, og nu har han en pause, inden de sidste to en halv ugers optagelser skal i kassen i København i maj. Afbrækket er tiltrængt.

»Jeg har virkelig svært ved at lave den her film«, slår han fast.

Håbet fra hans producer og Zentropa-chef Louise Vesth, der fordringsfrit og overraskende ubesværet har sat interviewet op, er, at det ikke bliver endnu en elendighedsartikel. På det seneste har Trier primært trukket overskrifter med beretninger om sit erklærede alkoholmisbrug og sin i det hele taget skrøbelige psykiske og fysiske tilstand. Og dette ønske er i udgangspunktet ikke noget problem, for agendaen er en snak om oeuvret efter år 2000 og Triers filmiske arv.

Men at ignorere elendigheden fuldkomment viser sig at være noget nær umuligt, for det er den, der åbner døren. Og Trier adresserer den selv adskillige gange uden så meget som et snagende kvæk fra journalisten over for ham.

Lyngby-villaen skjuler sig for enden af en lang indkørsel med en lille flok høns, en lækker sort Tesla foran garagen, et ottekantet drivhus og et lille gæstehus som seværdigheder på turen frem mod hoveddøren.

Lars von Trier har ikke nogen bukser på. Sorte, lidt løse boksershorts for det meste tildækket af en slidt sort t-shirt er det eneste, der komplementerer morgenhåret og brillerne over de sammenknebne øjne.

Han er tydeligvis ikke på toppen. Og egentlig burde alle, der har gået med en mistanke om, at alt, hvad Trier gør og nogensinde har gjort, er udslag af skabagtig manipulation, slå et smut forbi hans domicil (altså: don’t really). De vil møde et fragilt menneske af kød og blod, men – og det er vigtigt – også en venlig mand, der byder på kaffe (med mælk, efter behov), og som generøst har holdt fast i aftalen, selvom han sikkert har haft mest lyst til at aflyse.

Han har ingen ræv bag øret, men en velbjærget hvid kat, der smyger sig omkring hans ben på gulvet. Her er ingen forstillelse, blot et blidt menneske, der – denne iskolde påskeformiddag dagen inden offentliggøren af Årtusindets Bedste Danske Film – er afkræftet fysisk og mentalt.

Det er oprigtigt ubegribeligt, at det er én af verdens største og mest berygtede instruktører, der overleverer kaffen med rystende hænder. Hans svar er aldrig afvisende, og han klukler ofte lavmælt og kort, men det er tydeligt, at hver sætning er som at få en jumbojet til at lette fra stemmebåndet. Ofte ender ordene i en stille nødlanding tildækket af de FUCK-tatoverede fingre foran munden. Og et lille afsluttende »sååå« af den slags, man vedhæfter, når man uden at gøre et for stort nummer ud af det overvejer, om samtalen mon har en bagudgang.

Han er glad for udmærkelsen fra kollegerne, om end han – med en snert af det karakteristisk Trier’ske bid – konstaterer, at stemmerne kommer fra alle dem, der »ikke betaler for deres billet«.

»Men det er da rart. Jeg er meget glad for, at det er ’Dogville’, for den holder jeg jo meget af«, siger han og nærstuderer listen. »Ej, det er da meget sjovt«.

I dagligstuen, der ligger i forlængelse af det åbne køkken, er det eneste spor af Lars von Triers film en stor plakat fra depressionsgyseren ’Antichrist’. Og det er måske den, der sammen med den skrøbelige manifestation af Danmarks måske vigtigste filmskaber nogensinde gør, at den objektivt set formidable udsigt direkte ud over naturskøn skov og sivomgrænset vand har en flig af melankoli eller, ligefrem, uhygge over sig.

På spørgsmålet om, hvorvidt hans filmisk arv er noget, han tænker over, er svaret også melankolsk, men ikke mindre galgenhumoristisk og i hvert fald overraskende.

»Jeg har købt mit gravsted«, siger han og smiler flygtigt. »På Søllerød Kirkegård, som du sikkert kender. På Kim Schumacher-gangen«.

Okay. For nylig?
»Ja. Ja. Man kan lige så godt få det, som man vil have det«.

Er det et stort gravsted?
»Hah. Nej, jeg tror lige, der kan klemmes en dobbeltseng ind, hvis det skal være. Det er da… socialt«.

Har du så også valgt stenen og det hele?
»Det har jeg ikke gjort endnu, men jeg går og overvejer det. Jeg er meget glad for efeu, som du kan se«.

Han peger på den store vedbend-beplantning, der slænger sig ned gennem landskabet foran terrassen på søsiden af huset.

»Der får de et helvede, for det skal holdes inden for graven. Og efeu har en tendens til at ville ud, uanset hvor det bliver sat«.

Er det en metafor?
»Ja, til sidst er hele kirkegården overgroet med efeu«.

Kommer der til at stå Lars von Trier eller bare Lars Trier på gravstenen?
»Der kommer til at stå Lars von Trier på. Men ingen årstal. Det er noget, jeg har lært af Karen Blixen, fra hendes sten deroppe på Rungstedgaard«.

Så er man ligesom hævet over tid og rum.
»Ja, sådan noget. Jeg har i øvrigt aldrig brudt mig om det, hun skrev. Som jeg blev enig med Peter Schepelern (lektor i Filmvidenskab og Trier-ekspert, red.) om, har det en fornemmelse af sådan noget essens, som man køber, når man hjemmebrænder. ’Den afrikanske farm’ kunne jeg godt lide, men så snart hun begyndte på sådan noget gothic tales, har jeg det lidt som med eventyr, det bryder jeg mig altså ikke om.

I det hele taget bryder jeg mig ikke om meget populære film, som… David Lynch er ligesom kanten af, hvad jeg kan holde ud af mærkværdigheder. Coen-brødrene er også på kanten for mig – der skal være en vis form for naturalisme et eller andet sted.

Og alligevel vil du straks sige, når du har set ’The House That Jack Built’, at den er fyldt med mærkværdigheder. Jeg ved det ikke… Jeg overvejer det heller ikke, for når jeg sætter mig ned og skriver, ved jeg bare, hvad det er, jeg skal skrive. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved det, og jeg synes også, jeg har opnået en erfaring og en alder, som gør, at hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, er det helt umuligt at lave«.

Skal man udlede nogle tendenser af Lars von Triers film i dette årtusind, kan man drage flere konklusioner.

Det er årtusindet, hvor hans produktioner konsekvent blev internationale storproduktioner (på arthouse-skalaen), hvilket har været en nødvendighed for at puste sorte nuller ind på bundlinjen i Zentropas trængte regnskaber.

Det er perioden, hvor han efter karrierens første formdyk med ’Manderlay’ og ’Direktøren for det hele’ røg ned i en dyb personlig nedtur, der kulminerede i ’Antichrist’, som resulterede i en professionel genoprejsning.

Efter han skrællede filmsproget ned til de rene kridtstreger, vendte han desuden med ’Antichrist’ og ’Melancholia’ delvist – særligt med de to films spektakulære åbningsmontager – tilbage til den stilisering, der prægede hans tidligere produktion med debuten ’Forbrydelses element’ og især ’Europa’.

Efter årtusindskiftet ender hans film stort set altid med, at nogen må lade livet, i ’Melancholia’ faktisk hele kloden. Alle hans seks engelsksprogede film fra perioden har kvinder i hovedrollen.

Han har som en af ganske få instruktører i verden fastholdt en position som en førende avantgardekunstner og uberegnelig fornyer af filmsproget gennem tre årtier. Herhjemme er han tillige gået fra en plads som 90’ernes enfant terrible til en generøs nestor, der hyppigt er blevet fremhævet af yngre instruktører for sin gode og præcise rådgivning.

Man kan også bemærke, at hans to yngste film, ’Nymphomaniac’ og den kommende ’The House That Jack Built’, der handler om en seriemorders møde med en række kvinder, har perverteret lidenskab i centrum. Jeg foreslår, om han er i gang med en lidenskabstrilogi.

»Misbrug, om du vil. Men nej, det har jeg ikke forestillet mig«, svarer han. Han holder en lang pause. Og tilføjer så, at ’The House That Jack Built’ har vist sig at være en noget nær uoverkommelig opgave.

»Ikke på grund af skuespillerne, de er glimrende, og holdet er glimrende, men… det er ikke så sjovt mere«, siger han spagt, mens det store dunkle renæssancemaleri af Barnemordet i Betlemen (en gave fra Tøger Seidenfaden), som hænger på væggen bag ham, føjer ekstra gravitas til udsagnet.

Var det sjovere for dig at lave ’Nymphomaniac’?
»Nej, det var sgu heller ikke sjovt. Jo, sjovere end nu. Ej, den sjoveste var ’Melancholia’, der havde vi det sindssygt sjovt. Det var også ligesom alle branchens alkoholikere, der var samlet på ét sted. Men jeg synes ikke, man kan se det på filmen. Den virker sådan meget holdt i tøjlerne«.

Hvorfor bliver du ved med at lave film, hvis det ikke er sjovt for dig?
»Det er, fordi der er sådan en vekselvirkning mellem min tilstand og det, at jeg laver noget. Og hvis jeg ikke laver noget, så ved jeg, at jeg får det dårligere, så jeg er nødt til at kaste mig ud i det. Nu har vi kun to en halv uges optagelser tilbage, så… Det skulle vel for helvede kunne lade sig gøre.

Jeg er ikke bange for indholdet af filmen. Jeg stoler ret meget på mig selv, når jeg skriver. Det er mere det stress, der ligger i at operere med 100 folk. At hvis du ikke gør noget selv, så sker der ingenting. Det er jo også den måde, jeg har bygget det hierarkisk op på holdet…. Jeg ved det sgu ikke. Det kan også være, jeg bare skal sidde bag en monitor herhjemme. Ligesom Francis Ford Coppola gjorde på et tidspunkt, hvor han havde en campingvogn, og han så sad og instruerede alt gennem en højttaler«.

En anden årtusindtendens i Triers værk er, at den nu 61-årige instruktør på sine ældre dage er blevet mere og mere eksplicit grænseoverskridende: Klitorisafhugning og blodejakulation i ’Antichrist’, abort filmet indefra i director’s cut-udgaven af ’Nymphomaniac’.

»Min principielle holdning er jo, at man skal have lov at vise, hvad man kan tænke. Det synes jeg stadig«, som han siger.

Og også ’The House That Jack Built’, der blandt andre har Matt Dillon, Uma Thurman, Riley Keough og danske Marijana Jankovic på rollelisten, vil vække opsigt, formoder han.

»Alene af den grund at den har været ekstremt svær at caste. Det er virkelig modige mennesker, der er gået med. Og det undrer mig lidt, for det er jo sådan en voldelig film. Og jeg tænkte, at hvis man skulle skrive det voldeligt til amerikanerne, så kunne det ikke blive slemt nok«, siger han.

»Alle dem, vi gik til, sagde, at de ville give deres højre arm for at arbejde med mig. Og så sagde de, da de havde læst manuskriptet, at de ville give deres højre arm for at arbejde med mig på et andet manuskript«.

De skuespillere, han ikke havde arbejdet med før, advarede han forinden om sin tilstand, særligt unge Riley Keough, der slog igennem sidste år med ’The Girlfriend Experience’ og ’American Honey’, og som er barnebarn af Elvis Presley.

»Jeg sagde til hende, at jeg ville være lidt fuld en gang imellem, og at jeg vil være lidt mærkelig. Så sagde hun: ’I think I can cope!’ Efter at have været steddatter af Michael Jackson er hun nok vant til lidt af hvert…«.

Tøvede skuespillerne, der afslog filmen, på grund af volden?
»Jeg ved det ikke. Eller også er det eftervirkningerne af det der Hitler-stunt«.

Stadig!? Er det ikke…
»…vand under broen. Nej, jeg ved sgu ikke. Også fordi jeg bliver ved med at referere til det i filmene«.

Okay. Nu begynder jeg at forstå.
»Ja, nu begynder du at forstå, hvorfor alle havde naziuniformer på, da vi optog den. Så begynder det at ligne noget, ikke! Nej, men en stort del af holdet er tysk, meget meget søde mennesker«.

Men foregår den ikke i 70’erne?
»Jo. Over 12 år. Nej, det er ikke Anden Verdenskrig, der er bare referencer til nogle diskussioner«.

Altså i digressionerne af den type, du også brugte i ’Nymphomaniac’?
»Ja. Der er et afsnit om ikonmagere. Og man kan sige meget om Hitler, men det var han jo i hvert fald. Han har lavet et brand – jeg ved ikke, om det er et godt brand, men det er godt lavet fra sådan et reklamesynspunkt«.

Så i det ikonmagersegment kommer Hitler ind i billedet?
»Ja, og nu har jeg været så forsigtig at lade ham være i selskab med de andre diktatorer. Så er det ligesom nemmere at acceptere, hvis man tager Mao og Stalin og Lenin ind ved samme lejlighed«.

Som årtusindets film-listen vidner om, er det nok ikke det årstalsløse gravsted, der bliver det primære efterladenskab, når ateisten Lars von Trier engang bevæger sig op mod de himmelske klokker, han bimlede med i ’Breaking the Waves’, men ikke selv tror på.

Selv vender han tilbage til Dogme-bevægelsen, som han søsatte i midten af 90’erne med Thomas Vinterberg som protegé, når han skal beskrive sine filmiske spor.

»I hele den succesbølge, som Danmark rider på filmisk, både med instruktører og skuespillere, føler jeg mig som rakettens første trin, som ryger af og falder i Stillehavet. Bille August havde selvfølgelig også vundet Guldpalmen i Cannes for ’Pelle Erobreren’, men dogmeriet skabte noget opmærksomhed. Og dogmefilmene blev jo gennemgående instruktørernes bedste film, det kan man også se ud fra din liste der«.

Ja, altså Susanne Bier og Lone Scherfig er repræsenteret ved deres dogmefilm, ’Elsker dig for evigt’ og ’Italiensk for begyndere’. Synes du, at nogle af de andre instruktører i bølgen siden har tabt de værdier, dogme stod for?
»Nej, det var sjovt med alt det dogmeri, men vi lavede en frygtelig, frygtelig nytårsfilm (’D-Dag’, red.), som var helt umulig, og som jeg kun lavede af høflighed over for nogle producenter, som havde brug for det. Den håber vi bare ligesom forsvinder«.

Du er stadig kronhjorten i dansk film. Har du savnet udfordrere?
»Det vil jeg stille spørgsmålstegn ved, at jeg er. Jeg er i hvert fald en gammel kronhjort på vej til at skifte sit liv ud med livet i krattet«.

Den eneste, der meget direkte har forsøgt at vælte dig af pinden, er Nicolas Winding Refn. Hvad synes du om hans forsøg på et kongemord?
»Jamen, det… Han kunne have reddet mig for evindelige pinsler. Han lavede jo en pressekonference dagen efter min pressekonference i Cannes, det år med Hitler. Og han kunne have sagt, ’Lars er en idiot, og han laver dårlige film… men han er ikke nazist, vi har kendt hinanden jeg ved ikke hvor lang tid’. Hvis han havde sagt de ord, så havde hele… Det tog mig tre år at komme ud af kløerne på det franske politi. Og jeg blev jo hele tiden truet med de der fem års fængsel i Marseille. Det påvirkede mig selvfølgelig«.

Han fortsatte på sidste års Cannes-festival, hvor han kom med nogle konfrontatoriske udtalelser…
»Ja, men det er bare fordi… Han er opportunist på en ubehagelig måde ved bare at skulle please den amerikanske del af… Jeg ved ikke, jeg har ikke set hans film. Jo, den første ’Pusher’ kunne jeg godt lide. Der er da ingen tvivl om, at han kan noget«.

Der er gået et par minutter, siden Lars von Trier har bemærket, at han ikke orker at blive interviewet længere. Mere som en bøn fra en mand, der trænger til at ligge vandret uden at skulle dække sig for en byge af hv-spørgsmål, end som en befaling.

Når du snakker om, at du er på vej ud i krattet, så lyder det næsten, som om du har besluttet, at ’The House That Jack Built’ bliver din sidste film…
»Overhovedet ikke, det er bare, fordi det har været så ubehageligt. Jeg har alle mulige lorteting… Jeg er alkoholiker, har OCD, jamen, you name it. Jeg har arbejdet med det, siden jeg var seks år. Og nu er den fandenivoldskhed, jeg havde før – ikke indholdsmæssigt, forhåbentligt – men i forhold til at der står så og så mange mennesker og helikoptere og ting og sager, og jeg skal være til stede… Der er jeg ved at tabe modet lidt«.

Så afvæbner instruktøren den selvmedlidende alvor med en koketteret tillægsbemærkning, der ikke er i nærheden af at kunne tildække den skrøbelighed, der – mod alle odds – stadig omsætter sig i filmkunst til tiden og evigheden.

»Men det er vel også okay. Bare jeg kan finde et deltidsjob, hvis jeg ikke kan holde ud at lave film mere, så mit firma kan være tilfreds med ansættelsen. Jeg kunne feje gården på Zentropa. Det er bare vanskeligt, fordi den er så fuld af huller«.

Læs også: En suveræn nr. 1 – derfor er ‘Dogville’ så god, og sådan blev den til

Læs også: Soundvenue præsenterer – årtusindets bedste film ifølge toneangivende danske filmfolk