Med mere end 50 procent flere point end listens nummer to blev Lars von Triers ’Dogville’ kåret som årtusindets hidtil suverænt bedste danske film. En af dem, der havde placeret filmen på stemmesedlens førsteplads, er Christian Tafdrup, der vandt en Robert for bedste instruktion og en Bodil for bedste manuskript for sin debutfilm ’Forældre’ fra sidste år.
»Når jeg ser tilbage over en lang periode på 16-17 år, vil man jo gerne vælge noget, der stadig står tilbage og stikker ud, og som er et værk. Der er blevet lavet mange gode danske film i perioden, men de ligger også inden for den samme mainstreamgenre, og hvis der er en, der virkelig stikker ud – ikke bare i Danmark, men også internationalt – så er det ’Dogville’. Jeg synes, at det er en af filmhistoriens mest radikale film«, siger Christian Tafdrup.
Det helt særlige ved ’Dogville’ er – selvfølgelig – at den udelukkende er optaget i et sort studie, hvor kulisserne er erstattet af kridtstreger på gulvet. Heri udspiller sig historien om Grace (Nicole Kidman), der på flugt fra mafiaen i 1950’erne søger tilflugt i en bjerglandsby i Colorado. Her bliver hun først modtaget godt af beboerne, men da de opdager hendes hemmelighed, udnytter de hendes sårbare position til at tvinge hende til praktisk arbejde.
Det er netop det særlige, teater-lignende greb, der er genialt, mener Christian Tafdrup.
»Dogville har en ekstremt god ide, rent formmæssigt. Den er hentet fra teateret. Jeg er jo også skuespiller, og den der ide med at lave en forestilling i et tomt rum eller med kridtstreger er overbrugt på teater. Jeg har selv været med i så mange forestillinger af den slags, men det er ikke set i filmsammenhæng før«, siger Tafdrup med henvisning til, at Trier før optagelserne var inspireret af teaterinstruktøren Bertolt Brechts verfremdungsteknik, der fokuserer på, at tilskueren er bevidst om, at fortællingen er en illusion og derfor kan forholde sig til den med større kritisk distance.
Det fine ved ’Dogville’ er dog, at man faktisk bliver suget ind i den små tre timer lange fortælling, og på den måde nedbryder den på fornemste vis Brechts ideal.
En symbiose af Triers evner
Men det er ikke kun filmens formmæssige greb, Christian Tafdrup mener, gør ’Dogville’ så god. Det er i lige så høj grad manuskriptet, som Trier skrev alene, der løfter filmen fra eksperiment til geni(kridt)streg.
»Da Trier debuterede som instruktør, var han helt vildt god til det visuelle og tekniske, hvor det kneb lidt mere med karaktererne og replikkerne. Men så fandt han også ud af det. Og ’Dogville’ kan det hele. Dialogen er vildt god og sjov, og karaktererne er fantastiske. Og så leger filmen også med absurdisme og litteratur, og den fungerer på mange planer, hvilket gør den til en større fortælling end bare at handle om en pige, der kommer til en by. Manuskriptet er et af de bedste, jeg nogensinde har læst«, siger Tafdrup og peger på, at kridtstregerne understreger manuskriptets pointe.
»På den ene side glemmer man hurtigt kridtstregerne, fordi filmen er så godt skrevet. På den anden side kommer der en helt speciel visuel filmisk magi ud af den skitseagtige scenografi. På et tidspunkt sidder en af karaktererne på en bænk og stirrer ud i mørket, og voiceoveren fortæller, at han kigger ud over markerne og bjergene. Det skaber en helt vild kontrast mellem det på lærredet og det, seeren selv ser«.
»Med den film lykkes tingene for ham på mange parametre, og han får virkelig lavet et helstøbt værk«.
Forregnede sig på musikken
Men selvom filmen i dag fremstår som et helstøbt værk, var der mange af dens elementer, som ikke nødvendigvis var formuleret i Lars von Triers hoved, da optagelserne var færdige, men først kom i klipperummet. En nøglefigur i tilblivelsen af ’Dogville’ er filmens klipper Molly Malene Stensgaard, der har klippet alle Lars von Triers ni film siden deres første samarbejde på ’Riget’ i 1993. Og hun kan fortælle, at mange af de elementer, der i dag fremstår sømløse, krævede meget arbejde.
»Vi brugte skræmmende og overraskende meget tid på at få voiceoveren til at fungere. Vi brugte otte måneder på at klippe filmen, hvilket i forvejen er lang tid, og vi brugte tre måneder kun på at få voiceoveren til at fungere. Det var et stort arbejde at få det litterære og teatralske og filmiske til at spille sammen«, siger hun.
»Den var oprindeligt alt for lang. Men det, der overraskede os, var, hvor mange muligheder der var i den. Voiceoveren kunne være reflekterende, den kan pege på noget, der kommer senere, den kan være klogere eller dummere end hovedkarakteren. Lige pludselig var der så mange værktøjer«.
»Så Lars skrev den hele tiden om, og så skulle det indtales. Men det endte med, at vi satte en mikrofon direkte i computeren, og så sad Lars i klipperummet og skrev den og indtalte den direkte«.
Det var ikke kun voiceoveren, der var for lang og drillede. Også med musikken havde Lars von Trier faktisk forregnet sig.
»Lars havde en ide om, at det var oplagt, at musikken skulle være fra den tids USA. Det viste sig, da vi sad i klipperummet, at det bare virkede helt forkert. Men så genså Lars Stanley Kubricks ’Barry Lyndon’ (1975), og så lagde vi noget af barokmusikken fra den film på, og så tænkte vi ’det er eddermanme fedt’. Så skyndte vi os at tage det af igen og fik nogen til at hjælpe os med finde noget, der mindede om det. Vi kontaktede en barokekspert, der sendte ti stykker til os, og så gik vi ud fra det«.
Kontroversiel slutscene
Et af filmens måske mest berømte momenter opstod også først i klipperummet. Efter at have udstået lillebyens psykiske og siden fysiske terror får Grace sin gangsterfar til at dræbe landsbyens beboere i en omgang gammeltestamentelig hævn.
Herefter kører rulleteksterne over skærmen til tonerne af David Bowies ’Young Americans’, der akkompagneres af blandt andet Jacob Holdts billeder af forarmede, ofte sorte amerikanere. I dag er den slutsekvens berømt og berygtet, og i Nils Thorsens Lars von Trier-bog ’Geniet’ kritiserer salig Politiken-chefredaktør Tøger Seidenfaden den for eksempel hårdt for at være alt for on the nose-politisk.
Men den var slet ikke planlagt.
»Slutcredit-sekvensen med billederne og Bowie-nummeret var noget, der kom undervejs i klipningen. Lars har aldrig været i USA, men han har altid været optaget af det. Undervejs begyndte Lars at snakke om, at han alligevel godt kunne tænke sig at være lidt mere direkte i sin kommentar, at hive den op i vores tid. Han syntes, at det var for billigt sluppet kun at lade den foregå i en bestemt og afgrænset tid«.
Molly Malene Stensgaard havde ikke selv samtaler med Lars von Trier om det politiske aspekt, der nemt kan læses ind i filmen og dens slutsekvens, der fremstår som en slag i nyrerne på USA’s kapitalistiske system.
Men Tafdrup ser det som en af filmens store kvaliteter.
»Filmen er også meget politisk. Lige da den kom ud, var der skiftet regering, og tonen over for indvandrere og fremmede var meget aktuel i Danmark under Anders Fogh Rasmussen. Så for mig handlede den helt vildt meget om Danmark, men på en måde, som var antinaturalistisk og foregik et andet sted. Filmens tema var meget relevant, da den kom ud, og det er stadig meget relevant«, mener han.
Det bevægende ligger i formen
Alle filmens kvaliteter til trods byder Molly Malene Stensgaard og Christian Tafdrup dog også ind med enkelte nuancer.
»Jeg synes ikke, at historien er bevægende«, siger Christian Tafdrup.
»Og den er også til tider plat. Men det gør ikke noget. Det bevægende ligger på andre måder, det ligger i formen. Trier har en eminent sans for sort humor, og han har lavet filmen med en stor portion ironi, selvom det handler om de dybeste ting i mennesker«, siger han
»Det er dens æstetik og tema og konsekvens, der uden tvivl gør den til den bedste danske film i dette årtusinde«.
Også Molly Malene Stensgaard har lært noget af sin tid i et klipperum, hvor der i otte måneder stod ’Dogville’ på døren.
»Det tog helt vildt længe at klippe, og det var på det tidspunkt, at jeg blev overbevist om, at det var en god ide med en b-klipper, hvilket jeg aldrig har brugt før, men som jeg er begyndt at bruge nu. Dengang var jeg yngre og mere tålmodig«.
Læs også: Lars von Trier om Årtusindets Bedste Film – »Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«