CANNES FILM FESTIVAL. Lad os bare få det overstået: Jeg kedede mig bravt til Wes Andersons nye film, ’Asteroid City’.
Mange internationale anmeldere har lutter ros til overs for filmen og kalder den en af den texanske instruktørs bedste.
For mig var Andersons forrige, ’The French Dispatch’, allerede en udholdenhedstest (som jeg ikke bestod), og denne gang er der skruet endnu mere op for alt det, der gjorde ’Dispatch’ svær at komme igennem: metalagene, verfremdungs-effekterne, den monotone vandfaldsdialog og antallet af karakterer, man skal holde styr på.
Faktisk bliver jeg træt, bare når jeg skal forklare filmens kinesiske æskestruktur: ’Asteroid City’ er en film om en tv-udsendelse (speaket af Bryan Cranston) om et teaterstykke (som vi ser i sort-hvid), som handler om en legendarisk amerikansk dramatiker, Conrad Earp (Edward Norton), der er ved at skrive et fiktivt teaterstykke (som vi ser i smuk, farvemættet kodak 35 mm), sat i den fiktive by ’Asteroid City’ i 1955 …
Tror jeg nok, for jeg må indrømme, at konceptet blev introduceret så hurtigt af Cranstons karakter, at der er en risiko for, at jeg har rodet det sammen.
Konceptet betyder, at store dele af Andersons massive cast af A-listers (som var så stort, at de måtte ankomme med bus til den røde løber ved verdenspremieren i Cannes) spiller teaterskuespillere, og først får vi altså introduceret hele teatertruppen, hvor alle stjernerne har fået fiktive navne, og dernæst får vi så præsenteret credits igen, der fortæller, hvilken rolle stjernerne spiller i kodak-teaterstykket, der ikke eksisterer i virkeligheden, men kun er til for tv-produktionen.
Og således går det til, at Anderson-darling Jason Schwartzman spiller skuespilleren Jones Hall, der spiller krigsfotografen Augie Steenbeck.
Augie sørger over tabet af sin kone og er taget på tur med sine fire børn til Asteroid City. Både for at deltage i den årlige messe for unge astronomientusiaster, som hans kloge søn Woodrow (spillet af Jake Ryan, der er som skabt til en Wes Anderson-film) er blevet inviteret med til – og for at finde et godt tidspunkt at fortælle sine børn, at deres mor (hvis aske han har taget med i en tupperware) døde for tre uger siden.
På rejsen møder han den kendte skuespiller Midge (Scarlett Johansson), som han kan finde trøst i at øve replikker med, mens Woodrow i Midges datter Dinah (Grace Edwards) møder sin sjæleven, der ligesom ham selv føler sig mere hjemme ude i rummet end på Jorden. Det traditionsrige træf – og de spirende kærlighedsrelationer – bliver dog hurtigt afbrudt af et besøg fra det ydre rum.
Alle kommer nu i karantæne efter nærkontakten med et ellers meget sødt udseende, langbenet rumvæsen. Læreren (Maya Hawke) forsøger at fortsætte sin undervisning i planetsystemet, men alt, børnene kan tænke på, er rumvæsnet, hvilket bliver illustreret på en sjov måde via en Rorschach-test, hvor testpersonen synes, at hver en klat ligner en alien med hat eller en alien, der laver sprællemænd.
Understreget af, hvad der muligvis er den første originale sang skrevet af Wes Anderson: »Dear alien who art thou«, sunget med sød sydstatsaccent af en lille dreng.
I disse sekvenser vågnede jeg lidt op. Det er jo stadig Wes Anderson! Filmen ligner stadig en million, og der er stadig masser af små, charmerende og magiske momenter. Men det irriterede mig grænseløst, at Anderson med sin aktinddeling og selvrefleksive impulser insisterer på at minde mig om, at det, jeg ser, er filmet teater, hver gang jeg begynder at lade paraderne falde.
Som når når Cranstons karakter (der hører til tv-verdenen) pludselig befinder sig i technicolor-universet og siger: »Oh am I not supposed to be here?«
Det udløste stor latter i salen, men et stort suk fra mig.
Der er en risiko for, at det er det blandt anmeldere udbredte fænomen festival fatigue, der her over en uge inde i årets Cannes-udgave slører min dømmekraft. Og jeg må indrømme, at ’The French Dispatch’ vinder ved gensyn.
Men jeg savner de Wes Anderson-film – og ikke mindst karakterer – som man kunne forelske sig i, uden at føle at man skulle have lavet sine lektier først.
Toppræstationer fra Hollywood-stjerner
En anden film i årets hovedkonkurrence, der handler om skuespil og performance, liv og forestilling, er amerikanske ’May December’, det seneste melodrama fra den anerkendte amerikanske instruktør Todd Haynes, der står bag hovedværker som ’Carol’, ’Far from Heaven’ og ’Safe’.
I centrum for hans nye film, der er en slags ’Persona’ som sæbeopera, ses hans hofskuespillerinde Julianne Moore over for Natalie Portman, der leverer sin bedste præstation siden ’Black Swan’.
Moore spiller den neurotiske husmor Gracie, der er gift med Joe (Charles Melton, kendt fra ’Riverdale’) som hun mødte, da hun var sidst i 30’erne – og han gik i syvende klasse. Filmen henter inspiration fra en virkelig, skandaleombrust sag, hvor en skolelærer indledte en affære med sin 12-årige elev og blev anholdt for det.
Men filmen nævner aldrig nogen navne – eller noget om fængsling. I stedet fokuserer den på Gracie og Joes liv nu, godt 20 år og tre børn senere.
Og det ser umiddelbart idyllisk og harmonisk ud, men ridserne i lakken begynder at vise sig, da de får besøg af skuespilleren Elizabeth Berry (Portman), der skal spille Gracie i en kommende film og gerne vil besøge dem for at blive klogere på sin karakter. Det står hurtigt klart, at ægtefællerne ikke har bearbejdet det, de har været igennem, men valgt at pakke det væk. Men i sin egen interesses tjeneste bliver Berry ved med at snage og observere – tilsyneladende ret indifferent over for de problemer, som hendes ’research’ forårsager i Gracie og Joes forhold.
At Moore og Portman kan levere toppræstationer er én ting, men jeg havde ikke forventet, at ungdomsstjernen Melton ville kunne matche deres niveau. Men det gør han. Han er utroligt rørende som den forvoksede dreng, der pludselig bliver i tvivl om, hvor aktivt han har deltaget i den retning, som hans liv har taget.
Der, hvor filmen gør allermest ondt, er i de små scener, som minder os om, hvor ung Joe var, dengang han mødte sin hustru: da vi ser et brev, han har skrevet til Gracie med emnet ’Peace’, og da Elizabeth kigger på audition tapes til rollen som Joe, og de alle sammen ligner små babyer.
En mesterskuespiller og en hund i pole position
Portman og Moores præstationer er verdensklasse.
Men efter at have set den tyske stjerne Sandra Hüller naile den både som »dronningen af Auschwitz« i Jonathan Glazers ’Zone of Interest’ og som ambitiøs tysk forfatter (og mordmistænkt), der fører retssag på fransk i en anden af de mest roste film på årets festival, ’Anatomy of a Fall’, er det alligevel svært at forestille sig, at nogen skulle kunne vriste prisen for bedste kvindelige skuespiller fra hende i år.
Især efter hun blev forbigået for ’Toni Erdmann’ i 2016.
I franske Justine Triets ’Anatomy of a Fall’ spiller Hüller forfatteren Sandra Voyter, som pludselig kommer under mistanke for at have dræbt sin mand, da han bliver fundet død af deres søn Daniel (Milo Machado Graner), der har mistet det meste af sit syn i en ulykke.
Politiet mener ikke, at mandens kvæstelser stemmer overens med et fald, og hun afviser, at der kan være tale om selvmord, så hvad så?
Triets intelligente og stramt fortalte retssals- og parforholdsdrama er pt. blandt favoritterne til Guldpalmen sammen med netop ’The Zone of Interest’ og Kaurismakis ’Fallen Leaves’.
Det er dog ikke kun Hüller, der gør sig bemærket. Også hunden Snoop – familiens søde australske border collie – bliver i disse dage hyldet for sin præstation og er foreløbig firbenet frontrunner til The Palm Dog Award, prisen, der hvert år lidt uden om de officielle overrækkelser gives til den bedste præstation fra en hund.