CANNES FILM FESTIVAL. Hypen omkring ’The Idol’ har været massiv i månederne op til verdenspremieren på de første afsnit under Cannes-festivalen, der en sjælden gang imellem viser serier uden for konkurrence, når anerkendte kunstnere står bag, og det, ikke mindst, kan bringe stjerner til Croisetten.
Lily-Rose Depp er i front for HBO-serien, der er skabt af ’Euphoria’-skaber Sam Levinson sammen med en vis Abel Tesfaye, måske bedre kendt som The Weeknd.
Forud for premieren er løbet historier om turbulente optagelser, hvor en kvindelig skaber, Amy Seimetz, blev kørt ud på et sidespor, og hvor plottet blev trukket i en sexistisk retning. Historier, som Levinson og Tesfaye på det kraftigste har afvist, senest i mødet med pressen her i Cannes.
Efter sigende var det Tesfaye selv, der bragte projektet til HBO, og han pitchede det til Sam Levinson ved at fortælle ham, at hans fans er så dedikerede, at han »kunne starte en kult, hvis han ville«.
Netop dette hypotetiske scenarie viderefører han i rollen som natklubejeren Tedros, en ret tydeligt skurkagtig type komplet med pisk i natten, silkekåbe, solbriller indenfor og tandstik i mundvigen.
Lily-Rose Depp er perfekt i rollen som popstjernen Jocelyn (Joss), men det er især folkene omkring hende, der brillerer i de første afsnit. Hendes assistent Leia (Rachel Sennott), der prøver at balancere rollen som betalt bestie og professionel, hendes manager Chaim (Hank Azaria), der starter med at låse en intimkoordinator inde på et toilet, og den rapkæftede, meget politisk ukorrekte pladechef Nikki (Jane Adams).
Det er virkelig sjovt at se Joss’ entourage prøve at manøvrere et lækket billede, hvor Joss har sæd i ansigtet, der er gået viralt. Ud fra vinklen at dømme ligner billedet en selfie, men den går ikke i forhold til popstjernens forestående turné og unge fans, så hendes turné-ansvarlige beslutter, at det skal klassificeres og italesættes som hævnporno.
Men samtidig, siger de, er det også vigtigt, at hun ikke slutshames, men owner sin seksualitet. »Okay, så først offer og så feministisk ikon. Tjek«, opsummerer hendes pr-agent, spillet af Dan Levy.
Man kan kun håbe, at sekvenser som disse, der viser musikindustriens kyniske side og alt det arbejde, der går ind i at opbygge og ’vedligeholde’ en popstjerne, fortsat vil fylde mere end seriens sleazy kærlighedshistorie mellem Joss og Tedros, men jeg har mine bange anelser …
Joss er usikker på sin nye single og stoler ikke på sine nærmeste til at fortælle hende deres ærlige mening. »Når man er kendt, fortæller ingen én sandheden«, siger hun.
Heldigvis har hun mødt én, der virker som »et stort nok røvhul til at sige sandheden«, som hun sigers: Tedros. Så hun inviterer ham over for at spille sangen for ham. Ikke overraskende synes han, at den kunne bruge noget mere sex, og jeg må indrømme, at det i disse momenter bliver sværere og sværere at adskille Tedros-figuren fra den ægte Abel, der har lavet verdens liderligste R&B, siden ’House of Balloons’ udkom i 2011.
»Popmusik er den perfekte trojanske hest – du kan sige hvad som helst, og folk vil synge med på det og danse til det«, fortæller han Joss. Og han har jo ret! Tænk bare på The Weeknds hit ’Often’ hvor han synger om at få »fisser til at regne« i omkvædet og ’Take My Breath’ fra det seneste album, der handler om kvælningssex – og som første afsnit af ’The Idol’ nærmest virker som en filmatisering af.
Sex fylder i det hele taget meget i serien. Hvis du – ligesom undertegnede – syntes, at Sydney Sweeneys bryster havde en unødvendigt stor rolle i ’Euphoria’, så tag dig i agt! Depp har stort set ikke tøj på i den her serie, og når hun har, er det enten gennemsigtigt eller barely there. Og hun ses konstant gramsende på sig selv, hvad enten det er i forbindelse med en koreografi, hun lærer, et fotoshoot, eller fordi hun onanerer.
Kald mig sippet, men jeg har et problem med, hvor nøgen Depp skal være i den her serie. Og jeg synes måske heller ikke, at replikker som »Jeg vil tage dig på røven, mens jeg kvæler dig med min pik« nødvendigvis har en berettigelse uden for pornotjenesterne.
Jeg er med på, at der findes mænd som Tedros, der ligesom Abel selv kunne slippe afsted med hvad som helst, hvis de ville, fordi de er så populære. Det, jeg bliver i tvivl om ud fra de første afsnit, er, om ’The Idol’ – der får dansk premiere på HBO Max 5. juni – er en kritik af det fænomen eller et eksempel på det.
Grotesk komedie med Sidse Babett
’The Idol’ er ikke det eneste værk i Cannes med en skummel kultleder i front.
Også den anerkendte østrigske instruktør Jessica Hausner er aktuel med sin sjette film, ’Club Zero’, der har Mia Wasikowska i hovedrollen som ernæringsfanatikeren Mrs. Novak og danske Sidse Babet Knudsen som inspektør på en privatskole for særligt bemidlede børn, med særligt fraværende forældre.
Mrs. Novak underviser i Conscious Eating og får sig hurtigt en flok dedikerede elever, som til deres forældres store frustration begynder at spise helt ekstremt langsomt, hvis overhovedet.
Særligt én pige – der i forvejen har bulimi – er fan af Novaks radikale metode, og Novak ser sit snit til at hverve hende til titlens ’Club Zero’: en klub for dem, der har set lyset og indset, de ikke behøver mad. Men pigen stopper ikke kun med at spise. Hun udtænker også en form for genbrug af mavesækkens indhold, som vi bliver vidne til i den klammeste scene, jeg endnu har set på festivalen. Måske nogensinde.
’Club Zero’ er en grotesk komedie, der involverer fuldstændig uforsvarlig hjernevask af børn, forældresvigt og spiseforstyrrelse – en krads kritik af diet culture og wellness-trenden.
Der vil helt sikkert være mange, der er for sarte til dens form for humor, men årets jurypræsident Ruben Östlund, der selv lavede en grotesk brækscene i ’Triangle of Sadness’, er næppe én af dem.
Og selv grinte jeg højlydt af børnene, der begynder at se helt zombieagtige ud af underernæring, og af den foragt de udviser for andre børn, der spiser unmindfully eller, gud forbyde det, smasker!