At hun er et de største skuespiltalenter lige nu, sætter gal-genial film en tyk streg under

At hun er et de største skuespiltalenter lige nu, sætter gal-genial film en tyk streg under
'The Sweet East'. (Foto: A24)

CANNES FILM FESTIVAL. Selv blandt de inkarnerede filmnørder er der nok ikke mange, der kender navnet Sean Price Williams. Men det bør der blive lavet om på nu.

Han har slået sit talent fast som fotograf for anerkendte amerikanske indieinstruktører som Alex Ross Perry (‘Her Smell’, ‘The Color Wheel’) og Safdie-brødrene (på ‘Good Time’, Heaven Knows What’).

Og det var faktisk hans afbildning af hovedkarakteren Arielle Holmes i ‘Heaven Knows What’, hvor hendes ansigt er badet i neonpink lys, som fik Robert Pattinson til at gribe telefonen og kontakte Safdie-brødrene, hvilket førte til deres samarbejde på ’Good Time’. Han havde ikke set filmen, kun billedet. Så udtryksfuldt var det.

Nu springer Sean Price Williams ud som instruktør med ’The Sweet East’, der har fået verdenspremiere under Cannes-festivalen i parallelprogrammet Director’s Fortnight.

»Jeg tror, at en af grundene til, at jeg blev fotograf er, at jeg er en meget genert person. For så kan jeg komme tæt på menneskers ansigter med en zoom-linse. Så simpelt er det. Jeg forelsker mig hele tiden i skuespillere og skuespillerinder … På en ikke-creepy måde!«, sagde han i salen før visningen, og hans kærlighed smitter gennem lærredet.

‘The Sweet East’. (Foto: A24)

Der gik faktisk kun fem minutter, før jeg også forelskede mig i 20-årige Talia Ryder, som nogle måske vil genkende fra den mesterlige ‘Never Rarely Sometimes Always’, hvor hun var fuldkommen tryllebindende, og som nu understreger, at hun er et af de største talenter i sin generation.

I ’The Sweet East’ spiller Ryder den rodløse teenager Lillian, der uden egentlig at opsøge det ender på en rejse, som tager hende rundt i forskellige hjørner af USA, fra Washington DC til Hollywood og Vermont. Og som tager os med rundt i mørke kroge af ens internetkultur, der er sivet ud i samfundet, der i Williams’ gengivelse (baseret på filmkritiker Nick Pinkertons manuskript) er domineret af trolls, konspirationsteoretikere, ekstremister og opportunister.

I starten frygter man for Lillians sikkerhed, da de mennesker, hun møder på sin vej, sjældent lader til at være godt selskab for en highschooler, men efterhånden som filmen skrider frem, bliver det tydeligt, at Lillian har sine egne grunde til at flyde med strømmen. Man ved bare ikke helt, hvad de er.

Lillian er ikke kun et offer for mændenes objektivisering, men bruger også sin Lolita-fremtoning til sin fordel.

Det ser vi i mødet med Lawrence – en nynazist og mølentusiast, som hun møder tilfældigt i en skov, hvor hans hadgruppe hænger ud. Hun udnytter hans interesse i hende til at skaffe sig mad, nyt tøj og tag over hovedet. Og han er galant (eller udspekuleret) nok til at redde op til hende (med sengetøj dekoreret med swastikas) i et separat værelse.

Mansplainende nynazist

Rex er fantastisk i rollen som den konstant mansplainende nynazist og ordkløver, der om muligt er moralsk endnu mere korrupt end ekspornostjernen, som han spiller i Sean Bakers ’Red Rocket’, der også er ude efter en meget ung pige.

Ved visningen blev Rex rost for sin præstation og spurgt ind til, hvordan i helvede han gør de her frygtelige karakterer så likeable.

»Du synes, de er likeable?!«, udbrød han forbavset til stor latter i salen.

»Da jeg læste manuskriptet første gang, var han (Lawrence) bestemt ikke likeable. Han er en racistisk bigot, der møder Lillian til en white supremacist rally. Han er tydeligvis ikke nogen særlig god person, men jeg så det som mit job at gøre ham charmerende nok til, at det virker troværdigt, at Lillian tager med mig hjem i filmen«.

Simon Rex og Talia Ryder. (Foto: Guillaume Lutz/Director’s Fortnight)

Rex fortalte også om arbejdet med at lære et manuskript, der var meget langt og med et lixtal over det sædvanlige.

»Det var virkelig intenst. Og dele af historien – og mange af ordene – forstod jeg simpelthen ikke, for Hr. Pinkerton her er meget klogere, end jeg er. Jeg måtte google ting hele tiden for at lære om alle de emner, som jeg lader til at vide noget om i filmen«.

Selvom det lyder frustrerende at skulle lære så meget om så mange random emner på kort tid, er det en lille genistreg, der gemmer sig her. For Lawrence fremstår lige netop indstuderet og in over his head og ikke som den ægte akademiker, han så gerne vil være. Han lyder konstant, som om han reciterer YouTube-videoer, som han lige har set og ikke viden, som han har tilegnet sig selv, og det er det, der gør hans karakter så sjov og irriterende, og som i sidste ende virker afvæbnende.

‘The Sweet East’-holdet med instruktør Sean Price Williams i rødt og Talia Ryder med brillerne ved siden af ham. (Foto: Guillaume Lutz/Directors Fortnight)

I ’The Sweet East’ møder vi også »artivisten« Caleb (i en ret uforglemmelig scene, som jeg ikke vil afsløre indholdet af), den selvhøjtidelige skuespiller Ian (Jacob Elordi, der er med i fem minutter maks.) og Mohammad (Rish Shah), hvis bror er leder af, hvad Lillian døber en »faggot God club«, hvis guder er Allah og EDM. Det er lige så galt/genialt, som det lyder.

Ved visningen udtrykte Williams, at han ville smide alt, hvad han kunne ind i filmen, da det kunne blive hans både første og sidste som instruktør.

»Film i dag er alt for ofte ren fiktion eller ren dokumentar. Jeg synes, det er sjovt med film, der bare gøre det hele. Jeg ville ønske, at flere film udnyttede dét «, sagde han, og jeg kan kun stemme i.

’The Sweet East’ er selvfed og ujævn ad helvede til, men det også et af de mest underholdende og originale værker, jeg hidtil har set på festivalen.

Og så har den givet os Talia Ryder, Gen Z’s Chloe Sëvigny. For dét kan jeg tilgive den en del.

Guldpalme-debut skuffer

En anden ventet talentfilm på årets festival er den fransk-senegalesiske instruktør Ramata-Toulaye Sys første film, ’Banel e Adama’.

Den er den eneste debutfilm, der er indlemmet i hovedkonkurrencen, hvilket sker så sjældent, at det automatisk hæver forventningerne.

Desværre bliver de ikke helt indfriet.

‘Banel e Adama’. (Foto: PR)

Filmen er smuk og fuld af magi (både filmisk og otherwise), men prioriterer skønheden over fortællingen, dialogen og karaktertegningen. Særligt mod slutningen af den ellers fine kærlighedshistorie kammer det helt over i lirede, metaforiske shots, der udpensler hovedkaraktens indre drama, men i sidste ende udvander dem.

Der er ingen tvivl om, at Sy er et kæmpe talent, men hun er ikke i nærheden af Guldpalmen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af