’Never Rarely Sometimes Always’: Et sjælknusende mesterværk af en film
Den amerikanske indieinstruktør Eliza Hittmans abortdrama ’Never Rarely Sometimes Always’ mærkes ikke bare som én, men en hel serie af tunge, desperate knytnæver i maven. En oprørende fortælling fra et hjørne af Amerika, hvor unge kvinder stadig kæmper for retten til selvbestemmelse over egen krop og liv, fortalt i total øjenhøjde og indhyllet i intim søstersympati.
Det er årets uden sammenligning største filmoplevelse – som vi desværre må tage til takke med at skulle se fra hjemmebiografens sofahynder i disse tider: Lige nu er den kun ude som lejefilm på Youtube og dansk iTunes.
Vi befinder os i lilleby-Amerika i Pennsylvania, hvor 17-årige Autumns highschool-liv, hjemmeliv og fritidsjob i supermarkedet er en lang parade af stikkende mobning og uønskede tilnærmelser fra drenge og mænd. Enspænderen Autumns eneste allierede er tilsyneladende kusinen Skylar (Talia Ryder), der både har hendes ryg bag kassen i supermarkedet og ægte bekymret spørger ind til hendes lægebesøg. Autumn svarer kort og afvisende, men Skylar læser hende som en åben bog.
Alene opsøger Autumn en lokal klinik, hvor hun får foretaget en graviditetstest. Den er positiv. Klinikassistenten scanner hende og fortæller glædestrålende, at Autumn nu skal høre den smukkeste lyd i verden: lyden af barnets hjerte. Det knuste udtryk i Autumns ansigt fortæller os alt.
Sådan er Eliza Hittmans tredje spillefilm et fåmælt og subtilt mesterstykke i den stilfærdige realismes snigende kraft. Nøjagtig som i de tidligere værker ’It Felt Like Love’ (2013) og ’Beach Rats’ (2017) fortæller Hittman fordomsfrit og fintsansende om amerikansk ungdomsliv, men ’Never Rarely Sometimes Always’ fremstår i både stil, emne og nøgternhed mere fuldmoden og kunstnerisk uomgængelig.
I Pennsylvania kan kvinder under 18 år kun få foretaget en abort med samtykke fra en forælder. En lovgivning, der reelt fratager unge kvinder deres reproduktive rettigheder. Derfor er Autumn, der for alt i verden ikke vil involvere familien, nødt til at rejse til New York i nabostaten. Det er ikke noget, hun og kusinen Skylar taler om eller diskuterer, men bare en række nødvendige, usagte handlingstrin, de to unge kvinder må følge. Skaffe penge, pakke en kuffert, tjekke bustider, snige sig uset hjemmefra, stå på bussen, skifte bus, finde rundt i subway’en.
Undervejs lurer faren konstant i form af anmassende, unge mænd og klamme blottere, der i både mikroagressioner og grænseoverskridende adfærd gør Autumn og Skylars færd ud i verden til et udstillingsvindue af lort-kvinder-skal-finde-sig-i-hver-dag. Altså ud over noget så fundamentalt som ikke at kunne bestemme over egen krop.
Som i ’Beach Rats’ arbejder Eliza Hittman igen sammen med den fænomenalt dygtige filmfotograf Hélène Louvart. Hendes nænsomme, flydende optik kan også sanses hos italienske Alice Rohrwacher og med blæret overskud i Wim Wenders’ dansedokumentar ’Pina’. I ’Never Rarely Sometimes Always’ lader Louvart beskueren komme helt tæt ind på Autumn og Skylar. Kameraet fanger hvert et indforstået, klogt blik og lille smil imellem de to. Louvart (og vi) er deres tro allierede. Ikke mindst i filmens intime nøglescene, hvorfra den kryptiske titel er hentet. Her skal Autumn svare på en række personlige og svære spørgsmål fra socialarbejderen på abortklinikken i New York, mens Louvart i en enkelt, ubrudt nærindstilling blotlægger Autumns ubærlige sandhed. Her åbenbares filmen som egentligt mesterværk.
I rollen som Autumn ses debutanten Sidney Flanigan, hvis naturlighed, tøven, stilhed og blotte blik er essensen af den underspillede og intime kraft i ’Never Rarely Sometimes Always’. Flanigan er sanger og musiker, og filmens åbningsscene, hvor hun optræder med en rå, akustisk version af 1960’er-kvindepophittet ’He’s Got the Power’ til skolens talentshow, hjemsøger ens tanker, jo længere tid Eliza Hittmans film får lov at boble bag i hovedet. Wow for en debut.
Hittmans film excellerer på flere niveauer: som indigneret (men aldrig moraliserende) indlæg i abort- og #MeToo-debatten og en autentisk skildring af Amerikas for- og bagsider. Men allermest er den en veninde i nøden. ’Never Rarely Sometimes Always’ er Skylars vidende blik og snarrådige sans, støttende skulder og varme hånd at holde i.
Sammen er Autumn og Skylar stærke.
Kort sagt:
Eliza Hittmans ’Never Rarely Sometimes Always’ er et indigneret, gribende og sjælknusende mesterværk.