‘Beach Rats’: Svimlende skønhed og tilfældig homosex i ultrasanselig udskudsfilm
CPH PIX: »Beach rats, reckless days, foul-mouthed salty kids. All day healed by the sun and wrapped up in the ocean’s lip«.
Cali-bandet The Growlers beskriver dem meget godt, de her unge hangarounds, der er centrum for Eliza Hittmans opfølger til ’It Felt Like Love’ (2013), som også dykkede ned i spirende teenageseksualitet og destruktive gruppedynamikker. Beach rats er mall rats, der holder til ved vandet. De danderer den, laver ballade, flasher muskler og spiller en slags bandetennis med håndfladerne, mens de er høje ad helvede til, på hvad end de kan få fingene i – for det meste smertestillende, som de stjæler fra en kræftsyg forælder.
Medicinen tilhører Frankies (Harris Dickinson) far, som er døden nær, og som om det ikke var nok, tumler Frankie også med sin egen homoseksualitet. Man får ikke indtryk af, at love is love er noget, hans slæng støtter op om, så for at holde vennerne hen – og måske også i et forsøg på at narre sig selv – får han en proformakæreste, Simone (Madeline Weinstein) som han sørger for at snave ekstra meget med, når de er ude i offentligheden (læs: til sveddryppende, ecstasydrevet abefest på Coney Islands svar på Søpavillonen).
Se ’Beach Rats’ fredag 21.15 under CPH PIX i samarbejde med Soundvenue
Men når ingen kigger, og Frankie er alene mig sig selv i sin kælder, bliver der snappet løs ind i spejlet for at få materiale, som han kan dele på Brooklyn Boys – en slags chatroulette, hvor man kan finde et hurtigt hook-up. Billederne, han tager, er af den særligt dårligt belyste, grynede vaskebrætsslags, som de fleste med kendskab til datingapps har set hundrede gange før, hvor blitzen blænder ansigtet helt ud, men musklerne står knivskarpt, og som velskabt ung fyr har han ingen problemer med at skaffe en hot date med kort varsel.
Mændene, han vælger at mødes med, er ældre og komplet fremmede, og der er noget ved blandingen af den selvdestruktive sindstilstand, man ved Frankie er i, og de mørke, skovlignende omgivelser, han søger dybere og dybere ind i sammen med de her randos, der giver en enormt stærk, urovækkende fornemmelse. Sammen med billederne af skvulpende bølger badet i månelyset leder det tankerne hen på ’Stranger by the Lake’, der også formåede at udnytte spændingen i lige præcis den slags møde til det yderste: Hvis den fremmede pludselig viser sig at være voldelig eller det, der er værre, er der ingen omkring til at se eller stoppe det.
’Beach Rats’ er ultrasanseligt og yndefuldt fotograferet af mesteren Hélène Louvart, der har arbejdet sammen med koryfæer som Agnes Varda og Claire Denis, og især pendanterne til sidstnævntes homoerotiske mesterværk ’Beau Travail’ er til at få øje på i montagerne af glinsende mandekroppe. Men måden, filmen forløber på, er ærgerligt forudsigelig, og hen mod slutningen kammer det ydre drama over.
Hittman er bedst i de øjeblikke, hvor hun trækker tiden. Når hun træder vande. Det er i de øjeblikke, at hendes spot-on castede udskudsensemble virkelig skinner, og hun indfanger ungdomsfølelsen af, hvor uendeligt meget tid der er at slå ihjel mellem gårsdagens fest og den næste.
Kort sagt:
I svimlende smukke billeder, men på en lidt for forudsigelig facon, skildrer den fremadstormende indie-instruktør Eliza Hitmann en ung alfahan, der forsøger at dulme sin sorg og homoseksualitet med tilfældig sex og selvmedicinering, mens han keder sig helt exceptionelt meget med sit slæng på cheesy Coney Island.
Se ’Beach Rats’ fredag 21.15 under CPH PIX i samarbejde med Soundvenue
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX