‘Unpregnant’: Venskabet mellem to stjernespirer står stærkt i tiltrængt abort-road-movie
I USA er retten til fri abort til evig diskussion. »Pro-life«-bevægelsen er en reel magtfaktor, særligt i nogle dele af landet er den religiøst motiverede modstand mod abort udbredt, og det bliver stadig sværere og dyrere for kvinder at udnytte muligheden.
Det er det, hovedpersonen i ’Unpregnant’ Veronica (Haley Lu Richardson fra ’The Edge of Seventeen’) står over for, da hun som 17-årig i en toiletbås på sin skole opdager, at graviditetstesten er positiv. I det konservative, midtvestlige Missouri med en katolsk mor og en indrammet pave Frans i dagligstuen er abort ikke ligefrem det oplagte valg. Men for Veronica, der holder sit image pletfrit og sin Instagram opdateret, er der ingen anden vej.
I desperation opsøger hun sin eksveninde Bailey (Barbie Ferreira der stråler lige så meget her, som hun gjorde i ’Euphoria’), der ved et uheld fandt den positive test på toilettet, og som har adgang til en bil. Sammen begiver de sig ud på den 14 timer lange tur til den nærmeste abortklinik, der ikke kræver forældresamtykke.
Men det ville ikke være et særligt godt road trip, hvis alt gik som planlagt. Igangsat af en episode, der involverer politiet og en stjålet bil, må de forsøge at nå frem uden transportmiddel med hjælp fra meget uventede kanter. Det fører dem både til ørkenræs, en våbenglad limousineudlejer og lige i kløerne på pro-life’erne, der vil gøre alt for at redde det, der – som Bailey rigtigt påpeger – »ikke engang er en baby endnu«.
En klar styrke ved ’Unpregnant’ er venskabet mellem de to. Hvor Veronica forsøger at kontrollere alt omkring sig, er Bailey hendes modstykke. Hun fungerer som et ironisk kommentarspor, der konstant minder Veronica – og seeren – om, at kæresten, der dukker uanmeldt op, ikke er romantisk, men en stalker, at hendes Instagram-posts er hykleriske, og at man godt kan vælge at lade være med at leve op til alles forventninger hele tiden.
Selvom der grundlæggende er væsensforskel på, hvordan abort behandles i USA og i Danmark, er de følelser af skam og af at være forkert, som Veronica oplever, stadig at finde herhjemme. Det er fortsat et emne omgivet af tabuisering og ikke et, man ser portrætteret særlig ofte i popkulturen.
Noget grundlæggende, hun bliver mødt med under deres tur, er, at selv fremmede føler sig i stand til at kommentere på Veronicas fuldstændigt private anliggende. Det er rørende at se, hvordan hendes vrede langsomt vendes fra at være rettet mod sig selv til at være rettet mod omverdenen og det uretfærdige og latterlige i, at det kræver »forældresamtykke at få en abort, men ikke til at føde et levende barn«.
’Unpregnant’ rummer både den svære samtale med kæresten, konfrontationen med forældre og informative scener om processen på klinikken og de medicinske valg, en abort medfører. Måske kommer særligt scenerne på abortklinikken en dag til at føles som belærende videoer fra seksualundervisningen. Men lige nu er der for få film (og information i det hele taget) om abort til, at de for alvor kan føles klichéfyldte.
Det gør det ikke til en gennemført original film. Med jokes, der aldrig rammer helt så hårdt, og nogle småkiksede montagescener kunne man kalde det en light-version af ’Booksmart’, som filmen virker meget inspireret af. Det tungere tema i ’Unpregnant’ gør, at det selvfølgelig ikke er en sammenligning, der holder hele vejen.
Men en dag er det forhåbentlig muligt at lave en film, der kan balancere alvoren og samtidig formå at være lige så cool og skarp som sine teenagefilmforgængere.
Kort sagt:
Forhåbentlig kommer vi til at se tilbage på ’Unpregnant’ og ryste på hovedet ad, hvor lidt vi engang talte om aborter, men lige nu er filmen et underholdende bud på, hvor den samtale kunne starte.