’Poor Things’: Verdens undergang har aldrig været mere underholdende end i mesterlig Guldløve-vinder
Et af de store temaer i det seneste års filmkunst har været menneskets evindelige jagt på fremskridt og de negative konsekvenser af disse bestræbelser.
Flere af værkerne i denne bølge har lavet subtile koblinger mellem selve det at skabe og det at ødelægge. Tænk bare på film som ’Oppenheimer’, ’The Killer’, ’Ferrari’ og ’Napoleon’, hvor den ukontrollerbare higen efter teknologisk, politisk og professionel perfektion og nyskabelse samtidig koster liv.
I alle filmene ligger det lige for at se de skabende hovedkarakterer som en slags forlængelse af instruktørerne selv, der kigger indad og undersøger, hvad deres kunst gør ved verden, men også mere overordnet hvad vi mennesker gør ved verden, og hvad verden gør ved os.
I sin mageløse Guldløve-vinder vender den græske ener Yorgos Lanthimos tendensen på hovedet. Her er den galt-geniale videnskabsmand Goodwin (Willem Dafoe), også kaldet God, blot en herlig bikarakter, hvis skabertrang hurtigt underordnes hans skaberværk.
Filmens tyngdepunkt skal findes i videnskabsmandens misfoster Bella (en forrygende Emma Stone) – resultatet af en transplantation af et ufødt fosters hjerne på sin hjerneskadede mors voksne krop.
Bella starter som en ’Barbie’-lignende figur, fanget i en utopisk-dystopisk verden, der balancerer på kanten af sin egen undergang.
Goodwin, der selv er martret af en far, som begik grufulde eksperimenter på ham som barn, vil gerne bruge hende som en forsøgskanin og dermed skærme hende mod verden, så variablerne kan kontrolleres.
Men i takt med at Bellas mentale udvikling indhenter hendes krop, viser det sig umuligt at holde hende tilbage. Gradvist gennemgår hun en frigørelsesproces, der tager hende fra et farvedrænet, steampunk-victoriansk London i sort-hvid til et farvestrålende Lissabon over Alexandria og Paris og retur til britiske farvande.
Som altid er ærindet hos instruktøren bag ’Dogtooth’, ’The Lobster’ og ’The Favourite’ at vende vrangen ud på de kunstige samfundsnormer, vi opstiller for hinanden. Bella er her det perfekte redskab, der konsekvent bryder alle regler, når hun leger med et ligs penis, onanerer ved middagsbordet eller vil slå en grædende baby. Hun kanaliserer mange af de undertrykte følelser, lyster og tanker, som vi i århundreder har gemt væk under polerede sociale koder.
Da Bella på et tidspunkt gladeligt tager arbejde på et bordel for at betale sig vej til frihed, spørger hun, om det ikke ville give bedre mening, hvis det var kvinderne, der valgte mændene.
Og da hun får smag for sex – eller »furious jumping«, som hun rammende kalder det – spørger hun, hvorfor folk ikke gør det hele tiden. Svaret lyder, at mænd ikke kan komme hele tiden – en forklaring, hun hovedrystende afkaster, og som senere får hende til at søge bedre tilfredsstillelse blandt sit eget køn.
Det er både grotesk og ustyrligt morsomt at følge Bellas udforskning af sin frie vilje og hendes møder med de mænd, der konstant forsøger at lænke hende. Herunder en uforglemmelig Mark Ruffalo med gudsbenådet komisk timing i en af sine bedste præstationer til dato som patetisk elsker og manipulator, der vil redde Bella fra hendes frihed.
Allerede nu står det måske klart, at ’Poor Things’ er en oplagt kandidat til et nyt feministisk hovedværk, der bygger videre på og perfektionerer Lanthimos’ projekt fra antipatriarkalske forgængere som ’The Favourite’ og ’Dogtooth’. Men filmen er også mere end det.
Den er en hyperaktuel tilstandsrapport over verden lige nu, der breder sig langt ud over patriarkatets kvindeundertrykkelse og indfanger den polykrisetidsalder, vi lever i: Havene, der uddør, global ulighed, menneskenes rædsomme behandling af dyr, der muteres efter forgodtbefindende i Goodwins laboratorium, hvor man både finder grise med hønekrop og en pitbullterrier med andelår – og meget mere.
Det lyder måske trøstesløst og deprimerende, men det kunne ikke være længere fra sandheden. For ’Poor Things’ er en grundlæggende optimistisk film, der tillader sig at forestille sig en ny verden og præsentere et nyt blik på verden (endnu en gang kanaliseret gennem Lanthimos’ forvrængede fiskeøje-linser, der viser os, at noget er rivravruskende galt).
Et grundlæggende spørgsmål i filmen er, hvordan man adskiller mennesker fra dyr. Hvad gør os hævet over alle andre? Et muligt svar synes at findes i den fremskridtsjagt, der presser sig på i det futuristiske og pompøse production design. Men filmen afkaster også denne forklaringsmulighed, når den konstant viser, hvordan det dyriske trænger op til overfladen.
Titlens stakkels eksistenser er således ikke de slavebundne, kvindelige forsøgskaniner, der rummer potentialet til at omvælte de uddøende samfundsstrukturer, men snarere alle mændene omkring dem, som ser forstenet til, mens deres egen Ikaros-beslægtede forsøg på at lege gud langsomt fører dem mod deres undergang.
’Poor Things’ er popcorn-filosofi på højniveau, en underholdende rutsjebanetur gennem menneskelig dårskab, som aldrig moraliserer, men konstant underholder.
Er den så tankevækkende, som et så tematisk overlæsset værk af denne størrelse måske burde være? Sikkert ikke, men Lanthimos synes bevidst om sine egne begrænsninger. Han stiller spørgsmål, præsenterer nye blikke og har det djævelsk morsomt på vores alles bekostning og de meget virkelige dommedagsscenarier i horisonten.
Men han finder ikke kun det morsomme i undergangen. Decideret rørende bliver det, da en person på sit dødsleje synes at indfange hele filmens (og verdens) ambivalente forhold til vores undergangstidsalder med de optimistiske ord: »It’s all very interesting, what is happening«.
Selvom alt håb kan synes ude, er vi alle i samme båd, og vi kan faktisk finde løsninger, hvis vi vil. Måske er det dette potentiale, der kendetegner vores art – på godt og ondt.
Kort sagt:
Jordens gradvise undergang har aldrig været så underholdende som i Yorgos Lanthimos’ popcorn-filosofiske ’Poor Things’, der byder på tre af årets absolut bedste skuespillerpræstationer.