’The Holdovers’: Oscar-kandidat med Paul Giamatti er rørende og vanvittigt velspillet
I 1970 underviser den principfaste og gnavne akademiker Paul Hunham (Paul Giamatti) overklassens børn i oldtidshistorie på den prestigefyldte og tweedbefængte kostskole Barton.
Han lider af kronisk fiskelugt, er prædiabetiker og har svært ved menneskelig kontakt – herunder øjenkontakt, men primært fordi hans skeløjne stritter i to forskellige retninger. Lucky guy.
Heldet fortsætter, da han mobbeagtigt udnævnes som babysitter for de elever, der af en eller anden sørgelig grund må blive på skolen hen over juleferien. En gul helikopter og en rig farmand i en striktrøje bevirker, at der pludselig kun er én dreng, som Paul skal tage sig af: den utilpassede, men kvikke Angus Tully (Dominic Sessa), hvis mor har valgt fejre en late honeymoon med sin nye ægtefælle frem for en forenelig familiehøjtid.
Sammen med den hjerteknuste køkkenchef Mary (Da’Vine Joy Randolph), der netop har mistet sin søn i Vietnamkrigen, tager de to mandlige hovedpersoner os igennem juleferiens og livets pinsler i Alexander Paynes sjove drama om (om)sorg, længsel og race- og klasseskel. Og om ulykkelige skæbner, der finder hinanden i lykkelige skæbnetraf.
Spørger man ’The Holdovers’, er de fleste af os – privilegier eller ej – nemlig ensomme og fortabte røvhuller, der med skæve eksistenser og lige så skæve synsfelter kæmper os igennem livets skole og dulmer dets prøvelser med stærk spiritus i kaffekopper eller følelsesmæssig kulde. Kulden fortages dog en smule, hvis man deler spiritussen og ensomheden – måske bare julen – med andre.
Denne og andre erkendelser videregives, når Alexander Payne og manuskriptforfatteren David Hemingson transcenderer hverdagsproblematikker til eksistentielle og medmenneskelige anliggender.
Noget tilsvarende gjorde instruktøren i sin populære roadmovie ’Sideways’, i hvilken Payne og Giamatti første gang arbejdede sammen i skildringen af en lettere kikset og depressiv mand. Portrættet dengang var godt og sjovt. Portrættet denne gang er godt, sjovt og rørende.
Paul Giamattis er en af favoritterne til årets Oscar for bedste mandlige hovedrolle – hvilket er helt berettiget. Skuespilleren er nemlig formidabel som den forpinte lærer med bogreolen fuld af klassikere og den emotionelle bagage fuld af nederlag. Man både irriteres og fascineres, når han gentagne gange bryder ud i bedrevidende latinske citater, og man forelsker sig underligt i ham, når han med faderlig varme giver Angus fysiske og åndelige julegaver.
Oscar-favorit er også Da’Vine Joy Randolph for sin birolle som Mary, der med Boston-accent og social tæft agerer filmens og Pauls voice of reason. Men hun er meget mere end et storrygende og kløgtigt sidekick. For i hendes sørgmodige øjne udspiller der sig uendelige historier om ulykke og urimelighed, og uden ord skænker hun os nogle af filmens stærkeste og mest hjerteskærende scener.
Dominic Sessa gør det ligeledes virkelig godt som den provokerende og sårede kostskoleelev, der i særligt én middagsscene river hjertet ud på sig selv og publikum. Han ligner dog mere en voksen skorstensfejer i civiltøj end en 17-årig dreng, hvilket kan have aldersforstyrrende elementer. Det tilgives, fordi han alligevel besidder et nærværende skuespiltalent og en ungdommelig charme – og fordi han med kraftige bakkenbarter og brune fløjlsbukser passer vidunderligt ind i filmens 70’er æstetik.
Med en poetisk sentimentalitet og langsomme billedfades har Alexander Payne ikke blot skabt et velfortalt værk om melankoliens og menneskets mangeartede form, men leverer også en smuk periodefilm i brændte nuancer og med Cat Stevens-toner.
Udover at være en umådelig overbevisende og sanselig fornøjelse understøtter filmens tidsmæssige og kunstneriske tilbageblik Pauls tagline: du må forstå fortiden for at kunne forstå nutiden. Du må forsøge at forstå og rumme andre for at kunne forstå og rumme dig selv.
Klichefuldt, ja. Men tydeligvis en læresætning, der fortsat kræver repetition.
Kort sagt:
Med ’The Holdovers’ har Alexander Payne skabt en smuk og vanvittigt velspillet film om det at være menneske.