’May December’: Alle bør se den fantastiske nye film med suveræne Julianne Moore og Natalie Portman
Det kommer åbenbart fortsat bag på nogle, at voksne mennesker ikke må indlede seksuelle eller kærestelignende relationer til børn. Og det kommer fortsat også bag på nogle, at påstået samtykke fra begge parter ikke formildner det foragtelige og skadelige forhold.
Sofia Coppolas ’Priscilla’ og vamle skandaler hos Moderaterne synes dog at have gjort flere fortrolige med begrebet grooming og bragt os tættere på en fælles misbilligelse af selektiv talblindhed og adfærdskodeksafvigelse.
Men skulle der alligevel sidde en tungnem eller to derude, som endnu ikke begriber, hvorfor børn aldrig bør blive placeret i en position, hvor de enten skal afvise eller gengælde et voksent menneskes tilnærmelser, vil jeg anbefale dem at se Todd Haynes seneste film ’May December’. Jeg vil faktisk anbefale alle at se den.
Med inspiration fra den virkelige historie om den amerikanske skolelærer Mary Kay Letourneau, der i sine 30’er blev kæreste med den 12-årig elev Vili Fualaau og senere (da loven tillod det) giftede sig med ham, har Haynes nemlig skabt et dybt komplekst og vellykket drama om den smerte, en voksens ’kærlige’ hænder kan påføre et barns krop og psyke – og om selvsamme smerte som en livslang følgesvend.
Omkring 20 år efter deres første kys møder vi den 36-årige Joe (Charles Melton) og hans 24 år ældre hustru Gracie (Julianne Moore). Flygtet fra omverdenens hån og had har det selverklæret lykkelige ægtepar med tvillinger på vej på collage bosat sig i rolige Savannah. Her arbejder Joe som læge og er sommerfugle-connoiseur på hobbyplan, og Gracie hygger sig med blomsterbuketter og ananaskager.
Men roen og frugtkagerne forstyrres af den feterede skuespiller Elisabeth (Natalie Portmann), der skal portrættere Gracie i en ny film om parret og deres medfølgende skandale. Bevæbnet med researchspørgsmål og en egoistisk agenda om at skabe en spændende filmkarakter igangsætter den besøgende et nyt blik på fortiden og en intens kamp om magt og – vigtigst af alt – fortællerret.
For sproget, narrativet, er i fokus. Med det kan du vinde tillid, frisag og andre af livets overvældende sejre. Store dele af filmens spil ligger derfor i det talte sprog og dets uendelige nuancer og vildledelser. Og med filmens dialog – stærkt akkompagneret af fantastisk ulmende musik og soap opera-elementer – udvikler ’May December’ sig hurtigt til et sarkastisk Bergman’sk melodrama centreret om tvivlspørgsmål vedrørende overgreb.
Selvom filmen absolut inviterer til en undersøgelse af, hvorvidt kærlighedens stærke kræft kan ophæve selv aldersgrænser, er det tydeligt, at Hayens forkaster enhver seksuel relation mellem en i folkeskolealderen og en granvoksen. Dette standpunkt er bedst og mest modbydeligt fremført i en scene, hvor Elisabeth gennemgår castingvideoer af drenge, der aflægger audition til rollen som Joe, og hvor hun skal vurdere deres såkaldte sexappeal. Ad.
Udover en skarp kritik af voksne øjnes seksualisering af barnekroppe er ’May December’ – præcis som instruktørens tidligere film ’Far From Heaven’ og ’Safe’ – dog også en sanselig fortælling om kvindeskæbner, deres facetter og mulige sammenbrud.
Med mættede ferskenfarver skaber Hayens et hyperfeminint univers, hvor en pink læbestift kan være et ødelæggende våben, og en blomsterdekoration forvandles til en magtdemonstration.
Forvandlingen sker i hænderne på og i spejlbilledet af de to suveræne kvindelige hovedrolleindehavere.
Julianne Moore, der som Todd Haynes’ hofskuespillerinde flere gange har bidraget til portrættet om kvindeliv, leverer let læspen og en fantastisk præstation som den neurotiske og udspekulerede Gracie. Både besnærende og mistænkeligt køligt åbner hun en sprække af sit hjem og sin makeup-pung for Elisabeth, der med grådighed klemmer sig ind.
Natalie Portman har tidligere bevist sin styrke i psykologiske dramaer, og stjerneskuespilleren bringer noget nær samme intensitet til rollen som den opmærksomhedskrævende Elisabeth som hun gjorde til sin Oscar-belønnede ballerina i ’Black Swan’.
Mens de to kvinder kæmper om læbestiften, kontrollen og kameraet/spejlet, er det Joe, man holder med, og hans blik på verden og sit forhold, man ønsker at betragte. Charles Melton er forrygende og sårbar som den underkuede og sørgeligt barndommelige Joe, der følelsesmæssigt forslået skal opretholde Gracies løgne og lægge ører til hendes manipulerende mantra: »You seduced me«. Publikum holder vejret og stivner i sædet.
Gracie er ulykkeligvis ikke filmens eller Joes eneste krænker. For hvad der for parret er et kærligt/pinefuldt minde eller et ulovligt kærlighedsbrev, er for Elisabeth materiale til en monolog og karrieremæssig succes. Udelukkende interesseret i en våd og spændstig historie afklæder hun Joes barndomstraumer, og ligeglad med omkostninger og ofre – også de, hun selv skaber og skader – lader hun ham ligge nøgen i smertefængslet.
Overgrebspersoner kan optræde i mange forskellige former og køn, og ’May December’ spørger slutteligt: Hvilken voksen har forgrebet sig grovest på Joe? Gracie eller Elisabeth?
Kort sagt:
Med ’May December’ har Todd Haynes skabt en fuldstændig fantastisk kompleks film om magt og overgreb. Du skal se den – særligt hvis du overvejer at lave true crime eller hedder Mike Fonseca.