’Priscilla’: Elvis er både overgrebsmand og offer i Sofia Coppolas overlegne biopic
Næsten alle Sofia Coppolas film undersøger, hvordan privilegier, berømmelse og kulturelle normer kan indespærre selv de mest viljestærke individer.
I den tråd virker ‘Priscilla’ – om forholdet mellem Elvis Presley og hans hustru Priscilla – som en overraskende kulmination på Coppolas tematiske røde tråd. Filmen udlægger historien om, hvordan Elvis groomede og gaslightede sin alt for unge udkårne, som han holdt fanget i et guldbur og bedøvede med sovepiller.
Det er ikke en film, der stryger dedikerede Elvis-fans med hårene, og den er langt fra faldet i god jord hos Elvis’ bagland. Datteren Lisa Marie Presley undsagde filmen inden sin død, og Elvis’ bo har nægtet at lade Coppola bruge rock’n’roll-kongens musik.
Men ’Priscilla’ er ikke et entydigt anklageskrift mod Elvis’ legende. Snarere viser filmen, hvordan både Elvis og Priscilla er fanget af omverdenens forventninger til dem.
’Euphoria’-stjernen Jacob Elordi portrætterer overbevisende Elvis som en morsyg løve i et bur, der i Priscilla ser en mulighed for at forme en klippe, som både kan agere mor, hustru og datter for ham. Og han indser aldrig, at han gør noget galt, fordi alle omkring ham understøtter hans adfærd, når de fortæller ham, at han ikke bare »er en dråbe i havet«. Han er havet.
Man mærker allerede de skumle undertoner i filmens indledning, hvor 14-årige Priscilla bliver antastet af en fremmed på en café i Vesttyskland anno 1959. Kunne hun tænke sig at møde 24-årige Elvis, som er udstationeret på den militærbase, hvor Priscillas far arbejder?
Priscillas strikse militærforældre er ikke meget for det, men hvordan afviser man en af verdens største popstjerner? Der går ikke længe, inden Priscillas forældre mere eller mindre har givet hende bort. Hun vil jo også gerne selv.
For hende er det en umulig drøm, der pludselig bliver til virkelighed, da hun bliver inviteret til Graceland i Memphis for at bo hos Elvis. Men det står hurtigt klart, at livet i rampelysets skygge ikke bliver en dans på roser.
Mens Elvis pendulerer frem og tilbage mellem Graceland og Hollywood, kan Priscilla læse om hans affærer med verdenskendte skuespillere i aviserne. Når han endelig er hjemme, nægter han at have sex med hende. Han vil bevare sin jomfruelige engel, som han modellerer efter forgodtbefindende:
Hun skal gå i de farver, han kan lide, og hun må ikke tage et arbejde. Som han siger: »It’s me or career, baby«.
Man er hele tiden smerteligt bevidst om, at Priscilla ikke er mere end en gymnasieelev, der har svært ved at koncentrere sig i skolen, fordi alles øjne hviler på hende, og fordi hun er under et umådeligt pres på hjemmefronten.
Stortalentet Cailee Spaeny imponerer i rollen som Priscilla, der langt hen ad vejen er passiv over for Elvis’ grænseoverskridende adfærd. Hun har simpelthen aldrig lært, at det ikke er sådan, man behandler folk, man elsker. Spaeny spiller hende med en blanding af ungdommelig naivitet og en ambivalent modenhed, der gør det overbevisende, når Priscilla til sidst lærer at navigere i Elvis’ magtspil.
Hvor Baz Luhrmanns episke ’Elvis’ viste, hvordan de kapitalistiske strukturer i underholdningsindustrien og berømmelseskulturen blev Elvis’ endeligt, går Coppola mere intimt til værks. Hun viser, hvordan undertrykkelse avler undertrykkelse, og hvordan drømme, der går i opfyldelse, hurtigt kan blive til levende mareridt – både for Elvis og Priscilla.
Selvom filmen står helt og holdent på Priscillas side, er der alligevel sympati for begge skæbner: Kunstneren, der bliver opslugt af berømmelsen, så forventningerne til ham pludselig forplanter sig som bragende usikkerhed og skrøbelig maskulinitet. Og den underkuede partner i kulissen, der forventes aldrig at sige fra over for sin geniale partner, selv når han er allermest manisk.
I det fintfølende portræt af begge sider af berømmelsens fængsel mærker man tydeligt, at Coppola – det tætteste man kommer på royal filmarving – selv har erfaring med både at stå i skyggerne af en genial kunstner og med selv at blive genstand for mediernes søgelys.
Som i ’Blonde’ genskaber Coppola flere gange ikoniske billeder af parret, men hele tiden fra nye vinkler, der udfordrer legenden om Elvis og understreger, at historien aldrig er blevet fortalt fra Priscillas perspektiv. Som sansemættet periodefilm er ’Priscilla’ stilistisk overlegen på næsten alle parametre.
Det, der gør filmen særdeles vellykket, er ikke bare dens præcise skildring af det meget specifikke forhold i centrum, men dens overbevisende måde at gøre dynamikkerne mellem Elvis og Priscilla almengyldige.
Coppola viser tydeligt, hvordan magtmisbrug og undertrykkelse antager forskellige former: Priscillas konservative forældre er i virkeligheden lige så dominerende som Elvis, og Elvis sparker primært nedad, fordi han selv bliver holdt i lænker af sin manager, Oberst Tom Parker, og sin uduelige far.
Trods sin på overfladen simple struktur løfter ’Priscilla’ sig til en større dissektion af det omklamrende patriarkat.
Priscilla, der lægger makeup, inden hun skal føde, er et meget konkret billede, men også et ikonisk billede, der fortæller en langt større historie, som transcenderer filmens grænser.
Kort sagt:
Sofia Coppolas nuancerede film om det destruktive forhold mellem Elvis og Priscilla Presley åbenbarer et hidtil ufortalt kapitel i myten om Kongen af Pop – stærkt anført af to af tidens store, unge skuespiltalenter.