Sofia Coppolas ‘Priscilla’ har siden verdenspremieren på Venedig Film Festival fået lutter kritikerros med på vejen for sin alternative fortælling om den amerikanske rockkonge som en »creepy groomer«.
I modsætning til Baz Luhrmanns biopic ‘Elvis’ fra 2022, er Coppolas film fortalt fra stjernens første kone Priscillas synspunkt og optaget af, hvordan hun eksempelvis kun var 14 år gammel, da de mødte hinanden.
Selvom filmen er blevet til med opbakning fra Priscilla Presley selv, har det vist sig, at datteren Lisa Marie Presley havde alvorlige anker med skildringen af hendes far. Det fremgår af en e-mail-udveksling, Lisa Marie havde med Sofia Coppola inden sin død i januar 2023, som er blevet offentliggjort af Variety i forbindelse med ‘Priscilla’-premieren.
I forbindelse med produktionen fik Lisa Marie Presley manuskriptet til gennemlæsning i efteråret 2022. Herefter rettede hun kritik af portrættet af Elvis Presley til instruktøren blot få uger inden, ‘Priscilla’ gik i optagelse.
»Min far kan kun opfattes som et seksuelt rovdyr og manipulerende. Som hans datter læser jeg ikke dette og ser noget af min far i denne karakter. Jeg læser ikke det her og ser min mors blik på min far. Jeg læser det her og ser dit chokerende hævngerrige og foragtende perspektiv, og jeg forstår ikke hvorfor?«, skrev Lisa Marie Presley.
Sofia Coppolas svarede her, at hun håbede Lisa Marie Presleys opfattelse ville ændre sig i forbindelse med den færdige film.
»Jeg håber, at du vil have det på en anden måde, når du ser den færdige film (…) jeg gør mig meget umage i at ære din mor og samtidig vise din far med følsomhed og kompleksitet«, lød instruktørens svar. Indiewire skriver, at Coppolas pr-hold fortsat ser instruktørens svar som en officiel udtalelse i sagen.
I en efterfølgende henvendelse til Sofia Coppola, gentog Lisa Marie Presley, at hun var nervøs for, at hendes mor ikke var klar over, hvilke konsekvenser skildringen af Elvis kunne få for Presley-familien. Derfor gjorde hun opmærksom på, at hun ville modsætte sig projektet, når det så dagens lys.
»Jeg bliver tvunget ud i en situation, hvor jeg åbent må sige, hvordan jeg har det med filmen, og gå imod dig, min mor og denne film i offentligheden«, skrev Lisa Marie Presley.
Selvom filmen har fået Priscilla Presleys opbakning, fik Coppola ikke lov til at bruge Elvis’ musik af Presley-familiens bo.
‘Priscilla’ får dansk biografpremiere 23. november.