Venedig Film Festival. Efter Baz Luhrmanns excentriske ’Elvis’ kunne man godt være af den opfattelse, at vi har set nok til kongen af rock’n’roll på film lige foreløbigt.
Men efter at have oplevet Sofia Coppolas ’Priscilla’ må man erkende, at det havde vi overhovedet ikke. Med historien om Elvis’ hustru Priscilla Beaulieu, senere Presley, får vi et mere hårdtslående anslag mod Elvis-myten, end populærkulturen indtil nu har set.
Priscilla (forbløffende spillet af det relativt nye navn Cailee Spayny) møder Elvis, da hun er en 14-årige skolepige i Tyskland med sin udstationerede familie, samme sted som den 24-årige Presley – allerede et teenageidol – aftjener sin værnepligt.
Til en fest fatter Elvis øjeblikkeligt interesse for 9. klasses pigen, og uden at hun har vist andre særlige kvaliteter end at være yndig, ung og naiv på en måde, der tilsynelande minder ham om hjem, udvikler de et forhold med hendes families modvillige accept.
Det er ikke for meget sagt, at deres spirende kærlighedsrelation skildres som grooming nænsomt orkestreret af en ung mand, der udnytter sin position til at få, hvad han vil have.
Elvis fodrer Priscilla med piller, har final say på hendes kjolevalg (»jeg hader brun, det minder mig om hæren«) og sætter hurtigt foden ned, da kæresten foreslår, at hun får arbejde i en butik ved siden af sin skolegang. Når han ringer hjem fra sine evindelige filmoptagelser eller koncerter, har han brug for, at hun sidder klar, altid.
Da Priscilla første gang ankommer for at bo på Graceland i Memphis, er Elvis væk på optagelser, men skænker hende en nuttet hundehvalp som selskab. Priscilla får et kæledyr, men hun er hans. En køn blank tavle, der som alle andre teenagepiger er Elvis-fan, inden de mødes, og mest af alt er målløs over, at afguden ser et lys i netop hende. Elvis tager hende ikke for sex, betones det, for i sengen er det ham, der holder tilbage. Priscilla skal blot være en lystrende base for hans udsvævende liv.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Michael Jackson-dokumentaren ’Leaving Neverland’ under ’Priscilla’, for Elvis’ høflige manipulation af Priscillas familie er nært beslægtet. Hvordan siger man nej til Elvis Presley? Og Priscilla ville jo selv.
Det er et dystert take på Elvis, forstærket af castingen af Jacob Elordi, der bringer sin lavmælte mørke farlighed fra ’Euphoria’ med ind i rollen. Sofia Coppola har sagt, at hun ikke havde set HBO-serien, før hun valgte ham til rollen, men det kan jeg garantere for, at hendes castere havde.
Det er et stort filmgennembrud for Elordi, der både er troværdig i inkarnationen af musikeren Elvis og som den dominerende mand, der skifter mellem det kontrollerende og følsomme. At Elordi er 1,96 høj – modsat den virkelige Elvis’ 1,82 – forstærker effektivt det ulige forhold mellem ham og hans purunge udkårne.
Elvis er en manipulator, men Coppola maler ham heller ikke som et uhyrligt monster. Elvis blev kastet ind i en hidtil uset idolstatus, der på mange måder fratog ham hans egen naturlige menneskelige udvikling, og Coppola viser elegant, hvordan hans entourage af venner og ansatte er konstant pleasende nikkedukker. Hvordan skulle han vide bedre?
Sofia Coppolas florlette billedsprog står i smuk kontrast til den barske historie, og hun leger poetisk med ikonografien omkring Elvis, så man virkelig føler – i langt højere grad end i Luhrmanns film – at man mærker berømmelsens skyggeside. Instruktøren ved om nogen, hvordan det er at vokse op lyset af en stor berømthed, og baseret på Priscillas memoir ’Elvis and Me’ har hun nu brugt erfaringen til at begå sin mest vellykkede film siden ’Somewhere’ fra 2010.
Med Bradley Coopers ’Maestro’, Michael Manns ‘Ferrari’ og altså Coppolas ’Priscilla’ er de kvinder, der blev reduceret til opløste planeter i en stor sols nærvær, et bærende tema på årets Venedig-festival og i filmkulturen post-MeToo i det hele taget.
Jeg er spændt på at se, hvilke kontroverser der vil følge i ’Priscilla’s kølvand. Inkarnerede Elvis-fans vil i hvert fald næppe være tilfredse.