Midt i promoveringen af Guillermo del Toros ’Frankenstein’-filmatisering, som får biografpremiere denne uge, har skuespiller Jacob Elordi også fundet tid til at tease for den kommende, længe ventede tredje sæson af HBO-hittet ’Euphoria’.
»Det var utroligt frigørende. Jeg fik lov til at spille noget, der ligger så langt fra hvad, jeg nogensinde har gjort før. Sam (Levinson, red.) har skabt noget utrolig skarpt og cinematisk. Jeg tror, at folk virkelig vil kunne lide det«, fortalte han om de nyligt afsluttede optagelser til en journalist fra Variety på den røde løber til weekendens Academy Museum Gala.
Mere overraskende afslørede Elordi også, at han ikke har nogen idé om, hvad sæsonen egentligt kommer til at handle om.
»Alle har skudt forskellige tidslinjer. Jeg ved ikke, hvad nogen af de andre laver, da jeg havde et meget enestående handlingsforløb. Du aner ikke, hvad nogen af de andre forløb er. Det er ligesom FBI-filer. Så jeg får fornøjelsen af at fortære serien på samme måde som fansene«, fortalte han.
@varietymagazine Jacob Elordi calls working on “Euphoria” Season 3 an “incredibly liberating” experience: “I got to play something so sort of far out from what I’ve done before.” Elordi’s comments at the Academy Museum Gala on Saturday night come just days after HBO announced 18 new cast members joining the highly-anticipated third season of “Euphoria,” including Trisha Paytas, Natasha Lyonne and Danielle Deadwyler. The series returns in spring 2026 with eight new episodes. #jacobelordi #euphoria #hbo #samlevinson #redcarpet ♬ original sound – Variety
De første to sæsoner af ’Euphoria’ har tilsammen vundet ni Emmy-priser og skildrer en gruppe fest-, sex- og stofglade high school-elever, med fokus på den plagede hovedkarakter Rue (Zendaya). I tredje sæson er serieskaber Sam Levinson endt med at foretage et tidspring på fire år, hvormed hovedpersonerne ikke længere er i high school.
Foruden Elordi vender blandt andet Zendaya, Hunter Schafer, Sydney Sweeney, Alexa Demie, Maude Apatow, Chloe Cherry, Dominic Fike og Colman Domingo tilbage i sine vante roller i tredje sæson, der også inkluderer nye navne som Rosalía, YouTuberen Trisha Paytas og skuespilleren Natasha Lyonne.
’Euphoria’ sæson 3 får premiere engang i 2026.
