Venedig Film Festival. Hvor må det dog være en bitter pille at skulle sluge for Bradley Cooper, at han ikke kan sole sig i glanslyset på den røde løber og høste roserne for sit arbejde på ’Maestro’ efter verdenspremieren på filmen lørdag under Venedig-festivalen.
Som alle andre skuespillere på store amerikanske film er Cooper hensat til karantæne i solidaritetens navn, og det manglede da også bare.
Men man ville unde ham at mærke som førstehåndsvidne, hvor følelsesladet reaktionen er på filmen i det syditalienske, hvor også Coopers instruktørdebut, ’A Star Is Born’, så dagens lys for første gang.
For skulle man have spekuleret på, om musikfilmen med Lady Gaga var begynderheld for skuespiller-instruktøren, er den tanke efter opfølgeren forstummet. ’Maestro’ er, ligesom ’A Star Is Born’, elegant, musikalsk og velafbalanceret amerikansk mainstreamfilm, når det er bedst – konventionel uden at være kliche, følelsesladet uden at være manipulerende, klassisk Oscar-værdig uden at være -baity.
Musikken er også i centrum for ’Maestro’, hvis hovedperson er den legendariske komponist Leonardo Bernstein, der i populærkulturen måske især er kendt for sin musik til ’West Side Story’, Marlon Brando-filmen ’On the Waterfront’ og teaterstykker som ’On the Town’ og ’Candide’.
Vi møder ham, da han som blot 25-årig på et sygdomsafbud får til opgave at dirigere New York Philharmonics og griber chancen i en grad, så han ikke ser sig tilbage. Med årene blev han ikke blot musikalsk chef samme sted, men også feteret tv-personlighed, lærer, dirigent, komponist, pianist og allround musikalsk geni.
Man tænker næsten, hvor modhagerne skal komme fra i Bradley Coopers film. Men uden at forvandle historien til en træg omgang rise and fall sættes de diskret i scene, før de som i en klassisk symfoni eksponeres i en stor crescendo til sidst.
Fortællingen kredser om Leonards komplicerede forhold til sin hustru Felicia (en glimrende Carey Mulligan), hans livs kærlighed, men også en kvinde, der både må stå i skyggen af Bernsteins karriere og de mænd, som han som biseksuel knalder uden om med i en lind strøm.
Et godt stykke inde i filmen vred jeg mig over portrættet af Felicia, der – en talentfuld skuespiller i egen ret – nærmest udelukkende skildres i lyset af sin mand med en muligvis dumpet Bechdel-test som resultat.
Men efterhånden står det klart, at det er selve fortællingens kerne. Hvordan Bernsteins musikalske geni, hvileløse væsen og undertrykte issues relateret til sin seksualitet, jødedom og barske barndom henstiller selv nærmeste til biroller i deres eget liv.
’Maestro’ er romantisk i sin sjæl – i første sort-hvide del smukt iscenesat som en Hollywood-film fra 50’erne – og er ikke den ubønhørlige dom over et amoralsk magtmenneske som i disse års anden store komponistfilm, ’Tar’. Holdt op mod Todd Fields’ film er ’Maestro’ langt mere konventionel i en grad, at nogle muligvis vil finde den træg – men man skal ikke tage fejl af, at den har et koncentreret blik for den kunstneriske besættelses bittersøde affald.
Dristigt nævnes ’West Side Story’ nærmest kun i forbifarten, og det musikalske fokus er i stedet på Bernsteins mere gravitastunge kompositioner som den spejling af hans indre brydninger, han som en mand af sin tid ellers har svært ved selv at sætte ord på.
’Maestro’ skulle oprindeligt have været instrueret af Steven Spielberg, som gav tøjlerne videre, efter han i klipperummet havde set scenen i ’A Star Is Born’, hvor Lady Gagas karakter introduceres på scenen for første gang og synger duet med Cooper på megahittet ’Shallow’.
Man forstår godt, hvad Spielberg så i den yngre kollega, for også i ’Maestro’ udviser Cooper en særlig evne til at dosere sine musikøjeblikke, så de slår ekstra hårdt, når de først spirer i fuldt flor. Som i en fuldkommen utrolig genindspilning af en kirkeopførsel af Bernsteins ’Mass’ med manden selv dirigerende med den passion og vildskab, han var berømt for.
Op til premieren har Bradley Coopers store næse i rollen som Bernstein taget det meste af opmærksomheden, da nogle har kritiseret den for at gestalte et stereotypt billede af jøder.
Bernsteins familie afviste hurtigt anklagen på Coopers vegne med afslappet henvisning til, at Bernstein jo altså bare havde en stor dejlig næse, og når man har set filmen, virker kritikken endnu mere håbløs. Cooper forsvinder vitterligt ind i både den unge og gamle Bernstein på en så overbevisende måde, at man lige så godt kan reservere én af årets Oscar-nomineringer til ham på forhånd.
Efter ’A Star Is Born’ og ’Maestro’ må Cooper anses som en af sin generations største skuespillere og Hollywood-instruktører i arven efter netop Spielberg.
Den havde jeg altså ikke set komme, da jeg så ’Tømmermænd i Las Vegas’ for første gang.
’Maestro’ får premiere på Netflix 20. december og vil forhåbentligt få dansk biografpremiere forinden.