Venedig Film Festival. Der er få ægte originaler, få virkelige genier i moderne film. Men at Yorgos Lanthimos er et af dem, understreger han med sin nye film ’Poor Things’, der netop har haft verdenspremiere på den prestigefulde Venedig-festival.
Instruktøren slog igennem med ’Dogtooth’ i den græske weird wave-bølge i slutningen af 00’erne og har på imponerende vis fastholdt sine kulsorte universer spækket med deadpan, vold og eksistentielle dilemmaer, efter han er rejst til USA.
Fra ’The Killing of a Sacred Deer’ over ‘The Lobster’ og senest Oscar-hittet ‘The Favourite’ er Lanthimos’ armbevægelser blot blevet større, uden at han går på kompromis med sit umiskendelige kunstneriske blik.
Og ’Poor Things’ er hans mest ambitiøse film til dato. Den har det svimlende produktionsdesign fra ’The Favourite’ (og mere til!) tilsat den kulsorte uforudsigelighed fra hans tidligere film.
Baseret på Alisdair Grays bog af samme navn er filmen et riff på Frankestein-myten med den gale videnskabsmand God (well, Godwin, men …), der arret på både krop og sjæl har genoplivet en afdød kvinde med et barns hjerne. Bella, som hun hedder – spillet sprudlende af Emma Stone – er i filmens start som et femårigt barn i en ung kvindes krop, vaklende og udforskende i både bevægelser og sprog og uden det filter af anstændig opførsel, som omverdenen forventer.
Af bedste intentioner fastholder God (spillet med et Elefantmanden-agtigt udseende af Willem Dafoe) den både mærkelige og smukke skabning i sit lukkede mikrokosmos, men som Bellas sind indhenter hendes krop, står det klart, at hun er nødt til at gå sin egen vej.
Det kan lyde som en klassisk coming of age-historie, men så glemmer man, at det er en Yorgos Lanthimos-film, hvor indpakning og fortællestil er fuldkommen unik.
Der er intet cute eller forsigtigt søgende over Bellas frigørelse, når hun opdager sit eget begær i den liderlighedsmættede film, for Lanthimos går til makronerne, både når det gælder sex og Gods eksplicitte kirurgiske operationer. I den kærlige og forkrøblede guds mærkværdige univers går der en høne med hundehoved rundt i haven, uden at nogen studser nærmere over det.
Som en mere absurd udgave af Leeloo i ’Det femte element’ driver Bellas totale mangel på viden om social pli filmens vellykkede humor, mens Lanthimos som i ’Dogtooth’ og ’The Lobster’ tvinger os til at kigge på samfundets konventioner (og indbyggede skam) med friske øjne.
Det er svært at komme uden om, at filmen også handler om patriarkatets undertrykkelse af kvinder, men det er samtidig alt for reduktivt, og jeg skriver det med forsigtighed, for det får den til at lyde så kedelig og seriøs.
’Poor Things’ er alt andet. Den er en fryd for øjet med Lanthimos’ formidable hjemmebyggede studiedesigns, der giver Wes Anderson kamp til stregen, mens filmens skramlede surrealistiske futurisme slægter Terry Gilliam og Jean-Pierre Jeunet på.
Og samtidig kunne ’Poor Things’ ikke være kommet fra nogen anden hjerne end den, der sidder i hovedet på den græske ener, som bygger oven på sin metier på alle parametre og stadig aldrig har skuffet.
Sjovt nok har han aldrig vundet en rigtigt stor filmpris, men det kunne ’Poor Things’ meget vel lave om på. Den er i hvert fald årets foreløbigt stærkeste Guldløvekandidat.
’Poor Things’ får dansk biografpremiere 18. januar.